Jeg er ved at fyre op under drejebænken igen, efter flere forsøg på at komme i gang. Det er mest fordi jeg er flyttet flere gange, at det ikke rigtig er lykkedes de sidste fem tre fire år. Men nu skal det være.
Jeg har drejet en række penne – og øvet mig i teknikkerne igen. Det er ikke sådan at alt forsvinder. Man kan godt stille sig ved drejebænken og dreje og mærke det lidt ligesom at cykle. Men der er også ting man ikke kan og som man har glemt. Så der skal øves i at have ‘taget’ på værktøjet, fornemmelsen for træet og følelsen i fingerspidserne.
Jeg har drejet nogle stiftblyanter, kuglepenne, rollerballs og fyldepenne. Det var svært at finde gode nok kits til fyldepenne og rollerballs, da jeg ikke længere kan skaffe de kvalitetskits jeg tidligere kunne. De er åbenbart blevet for dyre. Da jeg købte dem i sin tid kostede de omkring 300 kroner og nu skal jeg af med 600-800 kroner for et kit. De priser kan ikke rigtig bære og de er udgået fra alle de forhandlere jeg kender.
Men jeg fandt nogle gode kits i England. Dem prøver jeg nu.
Jeg har også bestilt noget værktøj, så jeg kan dreje mere individuelle og specielle fyldepenne – uden kits. Det koster en del og det kræver nok noget øvelse, men jeg drejer jo kuglepenne uden ‘kits’, hvilket jeg så igen er begyndt på, ligesom jeg gjorde før jeg blev syg.
Nu skal der også bygges noget website op igen. Og der skal laves Instagram og Facebook og den slags. Det ligger altid lidt tungt med det, for jeg vil hellere stå i værkstedet og skabe noget nyt og lækkert.