Lidt penne

Hånddrejede stiftblyanter og lidt andet.

Til en forandring vil jeg lægge et par penne frem. Jeg har lavet et par stiftblyanter og jeg har nogle andre penne, som jeg gerne vil sælge. Noget af det kan vi tale om prisen, hvis du er interesseret. Send mig en mail eller en pb på facebook messenger.

Hånddrejede penne – v til h: lille rollerball, fyldepen, kuglepen, tre stiftblyanter

De tre første er ‘overskud’ – og der er en rollerball i moseeg og ‘gun metal’, som har et lille ormehul, så er der en fyldepen med et lille hak i træet, som er en ukendt mørk eksotisk træsort. Kuglepennen i midten er af vimmerask for oven og elmeknude for neden. Den første stiftblyant er en valnød, den næste er elmeknude for oven og moseeg for neden og den yderst til højre er i anløben spidsløn.

Jeg har også nogle ‘Langemark’ penne i moseeg og bronze, som jeg ‘går af med’. Der har sneget sig en pen i riopalisander ind imellem, men det burde ikke skille os ad.

Håndrejede ‘Langemark’ penne – venstre til højre: Massiv stål og moseeg, Bronze og rio palisander, bronze og moseeg, bronze og moseeg.

Måske bør jeg slet ikke præsentere så mange penne på én gang. Men nu har jeg gjort det. Det er mest stiftblyanterne og moseegpennene, som jeg gerne vil af med. De andre er med for at ‘fuldende billedet’ så at sige.

Hvis jeg kan komme af med lidt penne, så går jeg i værkstedet i den kommende tid og laver lidt flere. Så på den måde er det jo også lidt en test.
Jeg skal skrabe lidt sammen, så jeg kan komme på et eller andet godt ‘Metaverse’ og sidde og småfilosofere i. Det er en mærkelig plan, som lyder helt uforståelig på skrift. Men det er det ikke.

NPC – Non Player Character

Måske er jeg bare en NPC nu? Er der nogen derude, som spiller ‘Star Citizen’ eller ‘Elite Dangerous’ eller lignende? Kender jeg nogen?
De fleste af jer ved ikke hvad jeg taler om. Men i visse computerspil, især dem med ‘åbne verdener’ hvor man kan gå rundt og beundre modelleringen, 3d grafikken og kan ‘nedsænke’ sig i miljøet og næsten blive ‘immersed’ – altså omsluttet og miste fornemmelsen af, at man ‘kigger på’ men derimod har fornemmelsen af at ‘være’ i spillet. I disse spil findes der et begreb; NPC. Det er de figurer, som nærmest færdes som zombier – som computerspillets ‘AI’ har fyldt spillet med, så det virker mere levende og så man fx har nogle lette ofre at skyde, eller at vinde over i konkurrencer.

Jeg skriver alt det, fordi det føles som om vi er ved at blive reduceret til NPC’er her i den jordiske kødverden.

Der var en – svensk, tror jeg – filosof, bosat i London, som for en årrække tilbage introducerede en teori om, at vi allesammen simpelthen er en del af en simulation og at ‘nogle’ (aliens) har ‘lavet os’ som et spil. Han mente at kunne argumentere for, at det var overvejende sandsynligt. I mine øjne var det vist lidt som en teologisk diskussion iklædt ‘platons hule’ og ‘the matrix’ – agtigt.

Star Citizen

Det til side; Jeg har kigget lidt på ‘Star Citizen’. Det er ikke umuligt at jeg flytter ind. Jeg orker i hvert fald ikke ‘virkeligheden’ for tiden. Den deprimerer mig mere end jeg har villet være ved. Så måske dykker jeg ned i en ‘immersive’ fantasiverden i en periode. Det er i virkeligheden ikke godt for mig, men det er heller ikke godt for mig, at kigge på facebook, de store medier og så videre – som ikke gør andet, end at minde mig om, at jeg er blevet et gammelt røvhul, som stadig kan huske dengang man reelt havde et frit valg med nogle ting, hvor man ikke forventedes at være ‘velfungerende’ og artig og ikke blev nudget og presset til, at opføre sig præcis som alle de andre.

Det er ulideligt for mig, at skulle lægge øre og øjne til den måde man bliver præsenteret for andres forventninger til deres omgivelser; den selvfølgelighed hvormed mennesker projicerer deres egne værdier over på andre, og forventer at andre skal tilpasse sig og være tilpas – til lige netop deres forestillinger om hvad der er ‘pæn og rigtig’ opførsel, hvad der er de pæne og rigtige meninger og hvad der er den pæne og rigtige måde at udtrykke sine meninger på.

Overmoralisme

Og det er ikke bare myndighederne, regeringen og medierne der gør det. Det er gennemgående en ændring i vor tid: Vi har forvandlet vores fælles virkelighed til en meget mere moraliserende kultur. Ikke at der ikke altid har været moralisering. Men det har ikke altid været sådan, at det var alment accepteret og at der var en meget stor majoritet, som – uanset om de var enige om det konkrete, så i hvert fald var enige om, at der faktisk VAR noget, som var de rigtige meninger og den rigtige moral.
Og ikke nok med at der er kommet sådan et meget stort flertal; der er et lige så stort flertal, som åbenlyst mener at man kan tillade sig, at straffe og hade på dem, der ikke lige vil eller mener det samme som flertallet.

Det er ulideligt for mig.
Så jeg har i al praktisk forståelse – meldt mig ud.
I hvert fald holder jeg en solid pause.
For jeg orker ikke mere.
I mellemtiden vil jeg så nok skyde nogle virtuelle aliens, handle lidt med fantasi-varer og kigge mig omkring i en falsk verden, som nogen har lavet.
I en vis forstand adskiller disse spilverdener sig ikke væsentligt fra den virkelighed vi i stigende grad lever i.
Så samtidig undrer det mig, at jeg kan holde det ud, når det er virtuelt.
Men det er jo nok fordi ingen bilder sig ind, at det ikke er virtuelt.
Måske skulle jeg bare melde mig ind i klubben, som tror vor virkelige verden er lige så virtuel?

Måske er det i virkeligheden lige meget?

Måske er jeg bare en NPC nu?

Det danske terrorangreb ved Nigeria

Efter min mening må vi erkende, at Danmark begår terrorisme ved Nigeria og bryder med helt fundamentale menneskerettigheder.

Prøv at læse referatet fra retsmødet her i BTs artikel. For mig at se er det ret tydeligt, at Danmark intet havde at gøre dernede og at man har antaget en hel masse for, at få det til at stemme med ens forudfattede opfattelse af, at de her mennesker er pirater.
Vi har ikke skyggen af bevis. Men vi er ligeglade. Det er jo kun afrikanere.
Mennesker der går meget op i deres egne rettigheder – er fuldkommen ligeglade med andres rettigheder. Det er typisk.

Bortset fra, at anklagede som regel er fulde af løgn, så …Kan vi overhovedet godtgøre, at det var pirater? Selvfølgelig var de da bevæbnede. Og det er altså fuldkommen normalt, nede omkring Afrika, at man sejler rundt på den måde. Deres veje er ofte i ringere stand og farligere, så er man ved kysten kan det være en fordel. Jeg ved ikke i den konkrete sag.Men læser man artiklen her, så tyder meget på, at man ikke har den fjerneste skygge af en konkret sag mod manden.Man antager bare, at han er pirat. Og derfor mener man, at man har ret til at bruge våbenmagt mod båden og de mennesker, som er ombord. Og en anden ting: Når man skyder disse mennesker – er man så i krig eller er man politimand? Og hvilken retslig og juridisk ret har Danmark til, at bruge magt i det område?

Jeg ved godt, at man kan være følelsesmæssigt ramt og synes at de bare er nogle forbrydere allesammen nede i Afrika og de skal da bare skydes eller i hvert fald ikke til Danmark. Jeg tror faktisk ikke at manden er det fjerneste interesseret i at komme til Danmark. Jeg mangler i hvert fald at se hans motiv for, at sejle ud på havet i håb om at blive beskudt af et dansk skib og miste benet – så han kan komme til Danmark i modsætning til hans ‘kammerater’, der ikke mistede benet og derfor blev sat i søen igen med en madpakke.

Lad os et øjeblik overveje det helt konkret og principielle – og ikke lade os overvælde af, at det er en afrikaner, som vi tror er pirat. Hvad helvede har vi gang i?Jeg kan godt forstå, at andre lande ikke vil røre det med en ildtang.Man ser stort på menneskerettigheder, almindelige retsprincipper og ignorerer alt hvad der hedder individets beskyttelse – af hvilken grund? Fordi det skal se godt ud og fordi man ikke er i stand til at skelne mellem sine følelser og de rationelle almindelige principper, som burde styre enhver magtudøvelse.

Mit rant


I går var jeg lidt vred og skrev nedenstående ‘rant’:

“Jeg skal nok lade være med at bruge ‘n’ ordet, selvom det er fristende i ironisk distanceret vrede, at tillægge nogle beslutningstagere nogle forældede forestillinger.Det viser sig, at tre af de overlevende ‘anholdte’ sorte afrikanere nede fra havet ved Nigeria, skal ‘løslades’ i en gummibåd, med lidt mad og vand, så de selv kan sejle ind til kysten.Hvad fanden i helvede er det for en gang racistisk lort den danske regering har gang i?Hvis de tre af de ‘anholdte’ (Danmark har intet internationalt mandat og ingen som helst krav på, at kunne føre justits dernede) skal løslades igen, hvad skulle de dræbte (myrdede) mørke mennesker så have været?’Jamen de satte sig til modværge’ … ja godmorgen. De blev skudt, blev de! Og danskerne skød først.’Jamen det var varselsskud’ … ja godmorgen. Hvem fanden kan kende forskel i kampens hede? Og var det ikke også bare varselsskud de besvarede ilden med?’Jamen det var pirater’ … ja godmorgen. Åbenbart ikke mere end, at man må løslade dem igen.’Jamen det var for at beskytte skibstrafikken’ … ja godmorgen. Der var ingen danske skibe i nærheden. Jamen der var andre …Og så videre.Gad vide hvordan man ville reagere, hvis en nigeriansk fregat opbragte Norgesfærgen i internationalt farvand og skød en håndfuld danskere – med en eller anden begrundelse, sænkede færgen, holdt resten fanget i en måneds tid og derefter satte dem i gummibåde, med lidt mad og vand ‘så de kan nå kysten selv’?Jeg får med ferlen her på facebook, når jeg skriver et ord, som kan forveksles med et andet ord, som man ikke må skrive fordi man så er racist. Men jeg er så ikke mere racist end, at jeg mener at selv sådanne mørke afrikanere må nyde noget retssikkerhed og nogle menneskerettigheder. Men andre – herunder den danske regering – har andre opfattelser.Det er sgu underligt.De tror sgu nok, at man stadig bor i lerhytter og danser barfodet til trommelyd med en kyllingeknogle igennem næsen – dernede i Afrika. Dette er et rant, skrevet på facebook – fordi jeg ikke har forberedt det og ikke gider gøre noget ud af det.Ikke om jeg fatter, at vi vil være os selv bekendt, når vi kan lade vores regering ‘lede’ landet på den måde.’Jamen hvad skal vi så gøre? Ellers kan vi jo ikke …’ – ja godmorgen. Den undskyldning kan man ALTID komme med, når det er mere bekvemt, at se bort fra helt fundamentale menneskerettigheder, så man kan få et pænt og ordentlig verdenssamfund. Problemet er, at man ødelægger det pæne og ordentlige – for at opnå det. Og så er man bare selv forbryderen og man har ødelagt det man ville redde.Som molboerne på jagt efter storken i marken.Har nogen styr på hvem det er man har myrdet – med regeringens velsignelse – dernede ved den afrikanske kyst?Eller er vi også bare ligeglade med det?”

Andres rettigheder er ligegyldige

Jeg mener Danmark begår et terrorangreb, når vi gør sådan her. Vi har valgt at retfærdiggøre os selv. Men formålet med at skyde piraterne er, at skræmme de andre. Vi er lidt ligeglade med om det virkelig ER pirater. Vi vælger bare at TRO det er pirater. De havde ikke angrebet nogen. Det eneste der skete var, at de skød igen.
Det er fuldkommen indlysende at de skyder igen, eftersom der ikke er samme trygge politistat dernede, som der er her i landet. Men det kan mennesker ikke indse. De tror, at det er et tegn på, at det er forbrydere. Intet kunne være mere forkert.
Selv hvis det viser sig, at det faktisk VAR pirater, så har Danmark åbenlyst brudt med alle de fine principper, som mange ellers går så højt op i. Danmark har absolut INTET at gøre med, at holde justits dér. Der er ingen international enighed og det falder langt udenfor grænsen. Hverken danske eller andre landes myndigheder kan tillade sig, at gøre sådan her. Vi ved godt de gør det. Og hvis vi ‘holder med’ de relevante lande og deres myndigheder, så siger vi ikke noget, for vi er vrede på ‘forbryderne’ og vi har ikke tid til, at give dem den retslige beskyttelse, som man ellers giver mennesker.
Ja, man kan være vred. Og man kan synes at de pirater skal bare have en kugle i nakken. Men så kan man ikke påberåbe sig, at man går op i retsprincipper og menneskerettigheder.
Med mindre selvfølgelig det har noget med hudfarven at gøre. Og så er vi ovre i en helt anden diskussion.

Hvori råddenskaben består

Måske er de ikke alle selv klar over det. Måske de simpelthen ikke tænker på det. Måske de bare accepterer, at sådan er det altså?

Men det ér altså ret råddent. Eller i hvert fald ikke så smukt, som man plejer at fejre det den femte juni, når vi bærer vores emblematiske pseudo-konstitution frem til skue og hylder noget, som vi har forvekslet med et demokrati.

Ikke at det ikke er lidt smukt og lidt godt og lidt ligner noget, som godt – sådan administrativt – kunne forveksles med et egentligt folkestyre. Det kan det da godt. Og det kan da fungere, når det ikke lige kommer under pres og ikke lige kommer i kløerne på de klumsige og komatose.

Jeg blev opmærksom på det igen i denne uge. Da Heunicke, den sympatisk smilende mefisto, slesk fik sagt til den servile formiddagspresse – at hans noter er til ham selv; ‘det er privat’ sagde han. Noter om hans embedsførelse vel at mærke.
Her mærker man en sprække. En revne i fundamentet for forvaltningen af vores land. For der er nok en ‘forretningsorden’ i Folketingssalen, så mænd ikke må gå med shorts, men der er ikke nogen krav om, at man dokumenterer hvad der foregår i møderne og forhandlingerne, som lever op til moderne ledelseskrav. Det er ikke sådan, at man har specielt formaliserede krav om klare beslutningsreferater. Det er ikke sådan, at de medier – papir, telefon, saks, sms, e-mail, brev, snapchat, tik-tok eller hvad fanden i helvede disse umodne børn nu måtte finde for godt, at befinde sig i, på, med og ‘connected to’, når de intrigerer og konspirerer om hvordan de nu skal få gennemført deres snildt udtænkte planer om at udmanøvrere de øvrige spillere, som leger politik.
Ingen krav.
Selv i en slikbutik skriver man mødereferater, når ledelsen skal lægge plan for indkøb af skumfiduser. Men politikernes fiduser kan skumme i stilhed og al ubemærkethed.
For det er amatører.
Men de har taleskrivere. Så de er ikke helt fortabt d. 5. juni. De har ansat nogle journalister, kommunikationsfolk, retorikere – som kan trylle med ordene og sproget og få en hest til at ligne en pingvin. Så de er på den sikre side. Intet betyder noget egentligt. Det er kun opfattelsen der betyder noget.
Og så at vinde forhandlingerne.
Som man ikke engang behøver at dokumentere. For man er amatører og børn.

Folketinget forhandler. Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at det ikke er godt. Vi ved godt, at det er en børnehave. Men vi vil helst ikke høre det. Så vi hører ikke efter. Og så er det godt,
Der var lige en af politikerne – jeg siger ikke hvem og lad være med at gætte i kommentarerne – som kom til at skrive et indlæg om hvordan det foregår og hvordan man faktisk generer hinanden og saboterer hinandens politik. Indlægget forsvandt hurtigt igen. Det er ikke noget man taler højt om. Men ‘alle ved det’. Og vi gør ikke noget ved det. Råddenskaben er en indbygget del af systemet.

Vi hører det hele tiden. Det med, at politik er skridtet før krig. At politik er ‘det muliges kunst’ er meget muligt. Men det er så meget mere. Det er også helt umuligt, ikke at blive lidt chokeret, når man ser hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad der handles af i bagdøren. Hvad der tages med til de politiske forhandlinger og hvad formålet med mange forslag faktisk er.
Det er i meget høj grad de politisk opdragne, der er flasket op med alle de små julelege, som de har lært i de politiske ungdomsorganisationer, som tegner den børnehave, som det politiske parnas også er.
Jeg har en mistanke om, at det er kombinationen af pubertetsunger, som ser op til de 30-40 årige succesrige politikere, der i al deres narcissistiske småsociopatiske selvoptagethed knap nok selv har forladt puberteten, der skaber en giftig relation, hvor ‘de drevne’ lader sig friste til, at afsløre alle de grimmeste små tricks i ærmerne, når de skal gøre indtryk på de helt unge.
For hvem vil ikke – i den alder – blive fristet til, at være forbillede? Og hvem vil ikke glemme, at man har et ansvar for, ikke at lede de unge med den bløde hud i fristelse? Og hvem vil ikke gerne vise hvor smart man kan småmanipulere og snyde de politiske modstandere – som jo i nogen grad opfattes som ‘fjenden’, når man er holdspiller på lilleputternes polariserende politikerlegeplads? Og så kommer man til at smile skævt og vidende og lidt hemmeligt og indviet og fortælle de unge håbefulde om, hvordan man ikke skal præsentere det man vil opnå, men fx skal bringe noget helt umuligt med til forhandlingerne, så man senere kan præsentere ‘det svære’ – og få det gennemført, fordi man har udtrættet modparten, som så en sen nattetime alligevel siger ja til det, som de havde forsvoret nogensinde at sige ja til. Og så kommer man til at grine indspist, når de unge er behørigt imponerede.
Og jeg ved godt, at man så nok ikke længere kan høste lidt frisk ungt kørvel i baren senere på aftenen, når det officielle program på kurset er forbi og man skal til det egentlige. Men man har jo lov at håbe og drømme.

Politik er beskidt. Det ved vi alle. Politik består i, at bruge alle trickene til, at opnå det man vil. Men efterhånden er det blevet til, at ingen rigtig vil noget. Ikke noget væsentligt i hvert fald. De ‘vil magten’ og de vil sidde på den. De vil allesammen det samme: De vil ‘vinde’ i forhandlingerne og de vil ‘få gennemført’ en hel masse.
Så de forhandler og laver love. Mange love. De vinder og taber og de håner og peger fingre ad dem de snød. I hvert fald i det skjulte og det ‘private’ hvor hverken medier eller offentlighed får lov at kigge direkte ind. I hvert fald dér. Der hvor det betyder noget for ens forfængelighed.
De går rundt og laver intriger og julelege og små afledende manøvrer, som tjener deres egne formål – og ikke befolkningens interesser. For i nogen grad er politik blevet koblet af virkeligheden. Det der styrer det politiske er ikke ideologier eller forskellige forestillinger om hvordan ‘systemet’ skal være. For alle er enige – og det handler kun om graden af en velvoksen stat, et højt skattetryk og masser af central styring, som skal sikre en langsigtet stabilitet og en god økonomi. For den gode økonomi er uantastelig, når alle de væsentlige politikere har en uddannelse i offentlig administration og økonomi. Det er selve grundlaget for alt. Også hvis det betyder, at alt lægges i langsigtede forlig, som ingen kan bryde – og man derfor faktisk kun kan beslutte småting, der så skal blæses op til det helt store, så man stadig kan bilde befolkningen ind, at den er med til at beslutte hvordan landet skal se ud.

Nå. Nok rant for denne gang. Jeg fortsætter snart, for jeg kan jo ikke lade være.
Der er brug for at få det sagt. Der er brug for at sige noget om hvordan råddenskaben fungerer og hvordan den får det til at se ud som om den ikke er rådden. Og hvordan mediernes egeninteresse kolliderer med deres ‘officielle’ rolle som samfundets vagthund. Men det må blive en anden gang.

Langemark.com afløser facebook

I hvert fald for mig.


2021 sluttede lidt kedeligt for mit vedkommende – hvad angår de sociale medier. Jeg blev smidt af facebook. Så nu flytter jeg.


Lige i begyndelsen af december blev jeg endnu en gang gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt det er, at overlade sikkerheden for, at man kan komme af med sin galde – til de store sociale medier. Denne gang var det lidt mere alvor. Hvis jeg ikke havde fattet det inden, så fattede jeg det lige her på den anden side af nytår, hvor jeg blev mødt med en lakonisk meddelelse om, at facebook ‘midlertidig’ ikke ville lade mig poste noget. Ikke et ord om hvorfor eller hvornår jeg eventuelt ville få lov igen. Bare helt køligt og arbitrært; lige nu må du ikke åbne munden hos os!
Ja, OK. Det har de jo lov til. Og jeg må finde min løsning.


Det er lidt patetisk, det indrømmer jeg, at jeg har ladet andre blive fanget af facebooks og twitters næsten tilfældige nidkærhed overfor deres kunders måder at udtrykke sig på, uden egentlig at have taget konsekvensen selv.
Jeg forsøgte at bruge VK og MeWe og flere andre steder i stedet for. Jeg overvejede at vende tilbage til twitter og bare skrive kort.
Men jeg kan ikke bare skrive kort. Og jeg gider ikke sidde i et så lille ekkokammer, som MeWe er for mig.


Så for skriverier og navlepilleri var der nok kun én mulighed tilbage, som jeg før havde forsøgt mig med – uden at have held og stamina til, at fastholde: mit eget domæne – langemark.com. Det vil sige at langemark.com afløser delvis facebook fremover.
Før de store sociale medier kom frem, var jeg jo aktiv på mailinglister, i newsgroups og på bestemte websites med små lokale communities – som kommunikationsforum, fx.
Og jeg havde en ‘hjemmeside’ på langemark.com , som i årevis rummede en såkaldt ‘blog’, hvorfra jeg skrev mine kommentarer – i en periode især om informationsarkitektur og user-experience. Og så om politik, da det blev meget voldsomt med irakkrige og den slags.
Men da facebook kom frem var jeg på. Jeg var altid på ‘det nyeste’ fordi jeg skulle holde mig opdateret, så jeg kunne rådgive mine kunder. Og facebook var ‘godt’. Det voksede og blev stort og jeg fik mange ‘følgere’ og ‘venner’ og det blev en væsentlig del af mit sociale liv. Og så forlod jeg livet som konsulent i digitale medier – og blev pennedrejer og solgte mine penne igennem facebook i meget høj grad. Det var en fantastisk oplevelse og gav mange gode relationer.


Så opdagede jeg at jeg var blevet syg med cancer – og at det var en del af grunden til, at jeg ikke rigtig kunne følge med i tempoet i den branche jeg havde forladt. Nu kunne jeg sgu ikke engang følge med i mit eget tempo i drejeværkstedet.
Sygdommen afslørede en stærk side ved facebook. Jeg havde venner på facebook, som kunne hjælpe mig. Og de følgende år – igennem 2016, 2017 og 2018 fik jeg skrevet et par bøger – som ret beset var ‘høstet’ af en stor del af det jeg havde skrevet på facebook. facebook var blevet kilden til en stor del af den beskedne indtægt jeg kunne opretholde. Så jeg var meget tøvende med, at forlade dette had-kærlighedsforhold.
Det var nemlig blevet anstrengt. Jeg måtte ikke længere bruge en del af de ord jeg brugte. Jeg måtte ikke længere skrive om de ting der optog mig. Jeg kunne også se, at det var endnu værre for mange af mine facebookkontakter, som blev smidt ud og for nogles vedkommende blev permanent ‘banned’ af facebook.

Der var sket en udvikling, som jeg kunne iagttage og kunne beskrive og som jeg ikke var glad for. Men jeg blev hængende fordi jeg følte, at jeg havde brug for facebook. Jeg havde brug for det, som – efterhånden som konsekvenserne af min sygdom satte sig igennem – var blevet en stor del af mit sociale liv. Jeg havde brug for at føle, at jeg havde et netværk. Jeg havde jo faktisk fundet ud af, at på trods af mine ‘quirks’ som givetvis udiagnosticeret autist med flere diagnosemuligheder, så var der folk som satte pris på mig og på mine mærkværdigheder og mine skriverier om dette og hint og min nærmest tvangs-afvigende adfærd i form af mit skæve perspektiv på verden og livet.

Og så havde jeg brug for, at tro på, at jeg også fremover ville kunne sælge lidt ydelser – i form af redigering, skrivning, pennefremstilling, rådgivning og måske endda velsignelser fra Sofashamanens side.
Jeg har stadig brug for disse ting.
Men jeg har også brug for, at have styr på hvad jeg må skrive og ikke må skrive.
Så jeg kan ikke lægge mine skriverier ud på facebook – så frit som jeg gerne ville kunne.
Og derfor har jeg genoplivet Langemark.com, som har ligget stille fordi jeg ikke magtede at vedligeholde alt det digitale indhold, selvom jeg syntes, at jeg skrev nogle gode ting.
Hvordan domænet vil blive udnyttet fremover ligger endnu ikke fast.
Nu har jeg skrevet en blogpost.
Det er en begyndelse.
En ny begyndelse – igen igen.


Jeg satser på at 2022 bliver året hvor, jeg genopliver min tyve år gamle vane med, at skrive på mit eget site.
Og så håber jeg, at jeg kan gøre det på en måde, så jeg kan lokke flere af jer til at læse med.
Jeg ved at det bliver op ad bakke og besværligt.
Men jeg må finde en måde.

Jeg er ved at lære mig at bruge 3d programmet Blender.

Langemark.com afløser delvis facebook og i nogen grad twitter. Min gamle blog bliver genoplivet.

Facebook vil fremover primært blive brugt til at linke til det længere indhold – sikkert med en pæn kort beskrivelse af dette indhold. Der ud over bliver det ‘kattebilleder’ – forstået som lidt sjov og lidt pennesalg og den slags.

Der ud over kan jeg meddele at julen gik fint, at nytåret også blev klaret, at jeg er ved nogenlunde godt mod og at facebook ikke vil få mig helt ned med nakken – heller ikke selvom de skulle beslutte, at jeg slet ikke må være med her længere.
Jeg tog mig tid til, at komme i gang med 3d programmet Blender, som jeg har særlige planer med.

Men altså: Langemark.com afløser delvis facebook. Sådan må det være fremover.
Jeg tager kontrol med mit indhold.

Lyt og anerkend

Der er hedt på internettet i disse dage. Facebook og Twitter koger med debatter om grænseoverskridende adfærd. Jeg er glad for, at jeg ikke er afhængig af, at være en del af medierne eller det politiske system. For det er ikke et trygt sted at være. Men det har det jo heller aldrig været. Der har altid været grænseoverskridende adfærd, så længe jeg kan huske.

Der angribes og der graves grøfter og der springes buk for ikke, at være den næste under anklage. Der manøvreres og erklæres uskyld og der bliver ‘holdt op på’. Det er ikke sundt og det er ikke i balance. Der er knive i ærmer og opgør, som skal tages. Jeg ser dem hist og her – og når jeg ser tre, ved jeg, at der nok er ti.

Derfor denne opfordring.

Anerkend

Anerkend, at mennesker somme tider ‘føler’ noget er grænseoverskridende, som egentlig ikke var ment sådan. Vi har allesammen en masse privat baggage – som andre ikke ser og som alligevel påvirker vores måde, at være på ude i de sociale medier. Det er ikke en undskyldning. Det er en forklaring. Det er sjældent fordi nogen personligt har noget imod en anden, at de går over grænsen (det sker selvfølgelig). Det er som regel fordi de selv er fyldt med noget, der belaster dem.

Anerkend, at nogle mennesker er mere sensitive end andre. Det er fuldkommen tænkeligt, at man med sin ‘entusiastiske og engagerede’ adfærd, er blevet oplevet som krænkende, grænseoverskridende og skræmmende. Man kan nemt være ‘for meget’ i andres øjne. Og når bølgerne går højt, så vil mange debatter risikere at kamme over – i nogle menneskers øjne. Vi har ikke de samme grænser.

Anerkend også, at grænseoverskridende adfærd ikke altid handler om det psykiske. Eller rettere: Der kan være fysisk sygdom inde i billedet. Stofskifte, hormoner og andre ting stresser og præger menneskers psyke. Udsving kan gøre mennesker vanskeligere at omgås og gøre det svært for nogle, at beherske sig. De mister lettere besindelsen, eller er mere perfide. Nogle er det ’til tider’, så man kan mærke, at ‘lige for tiden er vist ikke god’. Det kender jeg fra mig selv. Det er heller ikke en undskyldning. Det er en forklaring.

Man kan komme ret langt med at få et fredeligt og mindre konfliktfyldt liv, hvis man ikke absolut vil have ret. Hvis man anerkender andres ret til at se anderledes på tingene. Hvis man anerkender den oplevelse af verden, som de har.

Det er ikke det samme som at være enig og det er ikke det samme som at give sig. Det er alene, at man ser verden som kompleks og ser sig selv som én af mange – med de holdninger og synspunkter, som man selv har – uden at kræve, at andre skal være lige sådan. Målet er ikke at blive enige eller få trynet de andre. Målet er, at vide hvilke holdninger der er og at finde en måde, hvor vi alle kan eksistere på den bedst mulige måde.

Det smukke ved idéen om et demokratisk system hvor alle stemmer har en chance for at blive hørt, går lidt fløjten, hvis man absolut vil have alt reduceret til pæn og ordentlig tale. For det er langt fra alle som formår det. Faktisk er det vist nok de allerfærreste. De fleste bilder bare sig selv ind, at de altid taler ordentligt og altid behandler andre med respekt. Anderkend det. De gør sig anstrengelser – og de er formodentlig ofre for deres eget selvbedrag.

Redde røv

Nu er der mænd, som går online og forsikrer os om hvor ordentlige de er. De føler et behov for det. De føler måske endda jorden brænde under sig. De er måske bange for, at en eller anden kvinde kan huske, at de også har lagt en hånd på knæet eller at de også har været lidt for voldsomme i en debat.
Man kan sige, at de får at mærke hvordan det er, at være bange i den offentlige debat. Men lur mig om de ikke også selv har været fulde af mere eller mindre bevidste overvejelser over om de ‘gad’ deltage i en eller anden debat – og det i virkeligheden handlede om, at de ville kunne ‘få tørt på’ af en eller anden debattøre – mandlig eller kvindelig.
Den der dominerende ‘bully’-adfærd er ganske almindelig blandt begge køn. De fleste af os gør det. Nogle af os bliver trætte af det ind imellem. Og alligevel ved vi godt, at det er også noget vi kan.

Selvfølgelig er der da kæmpe forskel på Morten Østergaards lidt kejtede ragen på de unge kvinder i RV og Mads Aagaards decideret psykopatiske stalken på alle kanaler, af mennesker han har set sig sur på.
Det nogle mænd formodentlig er allermest skræmte over, er tanken om at det de selv godt ved er deres lidt Morten Østergaardske sølle-hed bliver udlagt som voldsomt grænseoverskridende psykopati.
Og selv hvis den der ‘går ud med det’, som det hedder – selv ønsker det skal være ‘en lille sag’ som bare skal ud, så vil pøblen kunne gribe bolden og få den til at eksplodere i en skandale, som der kan skrives om i medierne.
Det risikerer at løbe løbsk og blive til noget, det ikke skulle have været.
Især fordi vi som mennesker ikke er parate til, at håndtere disse ting med værdighed og ro.

Det er derfor jeg anbefaler, at man lytter til anklager og anerkender den andens oplevelse. Og hvis man er i tvivl om noget, så kan man opsøge den, man tror kan have sådan en opfattelse og spørge direkte. Foregrib, hvis du har mulighed for det. Det sænker konfliktniveauet betydeligt i de fleste tilfælde.

Hvis man forsøger at skjule tingene, forsøger at nægte at man har været grænseoverskridende og i det hele taget nægter, at der kan have været et problem, så maler man sig formodentlig op i en krog og ender med, at fortryde, at man ikke bare sagde: ‘Ja, jeg har været et fjols og et svin. Jeg er langtfra perfekt og jeg har sikkert mere, som jeg ikke kan huske, som jeg har lavet engang i fuldskab eller vrede’.

Vi kan tro og håbe, at dele af det der sker nu, går væk igen. Men mennesker er ikke perfekte. Nogle rager på damerne når de er fulde. Nogle forfølger andre med ubehageligheder længe efter en uenighed er indtruffet og nogle udskammer ud over al rimelighed. Det meste sker fordi ‘man kan’. Fordi man kan føle sig stor og stærk og magtfuld og fordi det bekræfter ens ego.
Og i øjeblikket er det nogle andre egoer som bliver bekræftet, end dem der blev bekræftet indtil for nylig.

Det går over. Verden forandrer sig igen.
Nye grupper vil komme frem og få taletid.
I mellemtiden: Lyt og anerkend.
Det kan hjælpe langt hen ad vejen.

Du kan hvad du vil

Jeg passer gevaldigt på med disse standardformuleringer. De bruges ofte til at dække over, at man ikke rigtig gider engagere sig i andre og helst ikke vil besværes.

Og de bruges til at signalere ‘stor og stærk’ og angle accept og anerkendelse.


‘Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’ – gu’ gør det da ej. Har du nogensinde hørt om, at blive slidt ned?Jeg troede alt for meget på det vrøvl. Det var ikke nogen god idé. Det slog mig nærmest ihjel. Og jeg er bestemt ikke blevet stærkere.

‘Du er 100% ansvarlig for dit eget liv’ – Er du da eneboer? Nå ikke, men så er det jo noget vrøvl. Du er med i et samfund og har et netværk. Du tager så meget ansvar som du magter. Du tager ansvar for dig selv og du tager medansvar for andre (ellers har du heller ikke noget at gøre i en mandegruppe fx). Der er ikke kun 100% ansvar. Der er meget mere. Det er det vi kalder et samfund og det vi kalder omsorg.


‘Du kan hvad du vil, hvis du virkelig sætter dig for det’. Gu kan du da ej. Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene.


De her talemåder er i ret høj grad en del af problemet. Som mænd tror vi, at vi skal leve op til det – og vi går ud over vores egne grænser, fordi vi ikke kan forliges med forestillingen om ikke at være helt selvberoende, helt uafhængige og så videre.Det er en del af vores ‘bullshit-regime’ og vi fortæller det til os selv og hinanden for, at få anerkendelse som ‘mænd’ og føle os rigtige.
Det er lidt beslægtet med en del af den der ‘vildmarks’- og ‘survival’-romantik, som alt for mange mænd, der er opvokset i ‘moar’-miljøer (børnehave og enlig mor) dyrker sammen med alle de andre overfladiske ‘ego-branding’ strategier, som skal få dem til at se ud som om de er nogle satans karle.Det kan være ganske fint. Men det kan også overgøres.


Det er selvfølgelig godt, at man tager så meget ansvar som man kan. Det er godt, at man ikke sætter sig ned og piver over hvad som helst. Det er godt, at man ikke springer over hvor gærdet er lavest. Det er alt sammen godt. Og det er meningen, at man skal lære at klare sig selv og at hjælpe andre (og at tage ansvar for en familie, hvis det er ens mål i livet).
Men det betyder ikke, at man er ‘100% ansvarlig for sit eget liv’. Ikke, at du kan pege udad og sige ‘det er de andres skyld’ når lortet rammer. Det ‘derude’ er ofte uretfærdigt og dårlige vilkår og sort uheld. Så du kan ikke køre ‘blame game’. For det er bare sådan det ér. Og så må du tage den dér fra!


Det kan man da godt kalde ‘100% ansvarlig for dit eget liv’. Men man kan også kalde det, at man ikke lader sig slå ud og at man er parat til at begynde forfra fra et hvilket som helst niveau. Men hvis du siger ‘100% ansvarlig for dit eget liv’ så inviterer du til misforståelser, som fx at det er et svaghedstegn, at bede om hjælp og at man skal skamme sig, når det går skidt.Det er ikke særlig hjælpsomt for mænd, som har trukket et par nittelodder i livet og sidder i lort til halsen.


Men det er selvfølgelig let at sige.
Så det er i mine øjne en letkøbt, unuanceret og usund måde at anskue verden og sit liv på, som risikerer at køre en ud over kanten, selvom det ikke er nødvendigt.


Men nu fik jeg jo også skrevet mig selv sur.  


I øvrigt minder disse talemåder mig om den – efter min mening syge – holdning, som hersker i virksomhedskulturer, hvor man konsekvent siger til utilfredse medarbejdere: ‘Du skal bare arbejde med din indstilling til tingene’. Underforstået – ‘vi gider ikke kigge på om der er noget i vejen i virksomheden, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så er det din egen fejl’.Det minder om den type offentligt betalte psykologer, som er ansat til at sige til folk med problemer: Du skal ‘tænke anderledes’.

Deres formål er, at spare det offentlige penge og at gøre folk ‘funktionelle’ igen. Omkostningerne for den enkelte er ligegyldige – for det er det de får deres løn for.Det er – i mine øjne – et kæmpe problem i samfundet i vore dage.

Vi gør ALT til et personligt og individuelt problem og nægter at se på, at der måske kunne være ting, vi kunne ændre, så mennesker kunne få det bedre.

Ligesom dengang alting var ‘samfundets skyld’ – så er vi gået i grøften og har fået skiftet det ud med et andet mantra: ‘det er din egen skyld’. Det er lige så ude af balance.

Om ikke at mene noget

Om ikke at mene noget

Og stadig have holdninger og være interesseret.

Længere ‘rant’ om meninger og holdninger.

Jeg er ved bevidst og systematisk at afpolitisere mig selv, så jeg kan være interesseret og ligeglad på én gang.

Det er en mærkelig proces.

Her er en række store temaer, som kan interessere mig – men som jeg ikke har en færdig mening om.

Jeg er lykkedes ret godt med ikke at mene om Biden/Harris eller Trump er bedre/værre. Jeg ser mest det gensidige had.

Jeg er lykkedes næsten fuldkommen med ikke at mene noget særlig om corona og med slet ikke at vide noget. Jeg mener stadig noget om en uheldig håndtering, men det er det.

Omskæringsdebatten er jeg også lykkedes med at undgå nogenlunde. Jeg kan faktisk godt se argumenter for, at man ikke forbyder omskæring helt, selvom jeg har svært ved at finde tilstrækkelig gode argumenter. Det tilskriver jeg muligvis, at jeg har så lidt personlig erfaring med religion og hvad det gør for ens identitetsdannelse.

Mht Køn og ligestilling, så mener jeg noget om de gode hensigter, men har stadig den mening, at mænds ligestilling får for lidt opmærksomhed, relativt.

Mht de nye kønsbegreber, så mener jeg heller ikke så meget. Ikke andet end, at det kan virke forvirrende. Jeg anerkender at der er basis for en konflikt.

Mht MeToo bølgen – så kan jeg se den fra flere sider og endda flere end to. Det er interessant at se hvor brudfladerne dukker op – og hvor meget indestængt vrede der ligger og venter på at blive luftet. Det ser ikke sundt ud.

Mht klimaforandringer, så mener jeg ingenting og har ikke gjort det i årevis – ikke andet end, at uanset hvad, så er det meget godt for menneskene at have noget at gå op i og at det kan skabe jobs og politiske mål, som næppe i sig selv er skadelige. Men jeg ved det jo ikke.

Mht indvandrerspørgsmålet, så er min mening heller ikke specielt afklaret. Den er snarere resigneret. Det er hvad det er og udviklingen er uafvendelig. Det er selvfølgelig noget man kan diskutere. Men please – lad være med det lige her.

En erfaring jeg gør mig er, at fordi jeg ikke har taget endelig stilling ‘for og imod’ og ikke har tilsluttet mig et ‘hold’, men samtidig tillader mig at tilkendegive meninger om konkrete ting, som måske for nogle peger i den ene eller den anden retning vedr. ‘holdene’, så bliver det af de fleste opfattet som om jeg enten er ‘en af os’ eller ‘en af de andre’.

Og meget ofte bliver jeg ‘forstået’ baseret på et enkelt opslag eller en kommentar. De senere år har jeg endda somme tider vidst, at jeg skrev et opslag, som pegede i én retning og så har jeg skrevet et andet opslag lige efter, som genoprettede balancen. Men de fleste ser kun det ene. Tror jeg.

De fleste er fuldkommen ligeglade med hvad jeg mener. Hvilket er godt. Hvis de læser hvad jeg skriver, så tager de det til efterretning og uanset om de er enige eller ej, så påvirker det ikke så meget.

Men enkelte opbygger et ‘billede’ af hvem jeg er og hvad jeg måtte mene.

Rigtig mange vil gerne være facebookvenner fordi de finder en ‘ven’ der tilsyneladende er enig med dem. De findes i de grupper, som oplever sig selv som ‘mindretal’ eller ‘foragtede’ af magteliten. Det sker fordi jeg ret ofte skriver de ting, som ‘man’ ikke må.

Andre vil absolut ikke være i stue med mig. Det er dem, som opfatter sig selv som ophøjede og er vrede på de foragtelige, der har de forkerte meninger. De mener slet ikke, at man skal give plads til noget, som de opfatter som objektivt forkert og vildledende eller ondt. De vil naturligvis ikke finde sig i, at man skriver noget ‘forkert’ eller ‘ondt’. Det skal ikke være der.Og nej, jeg skriver ikke for at provokere.

Jo – jeg er (som de fleste vil vide) ganske selvoptaget, men ikke på denne måde.

I de seneste par år har det stået mere og mere klart for mig, at den udvikling i hvordan man har holdninger og giver sin mening til kende – er SELVE problemet. Og det er som bekendt en udvikling, som understøttes og gødes af den måde de sociale medier fungerer på. De lægger en lille bitte smule op til, at man giver sig selv ro ved at finde sin flok ulve at hyle iblandt.

Det vil jeg ikke. Derfor vil jeg fortsat undersøge mulighederne for, at skille mig af med mine meninger uden at blive af med mine holdninger og min interesse for verden.

Og – jo, der er en helt fundamental og afgørende forskel på holdninger og meninger, selvom Løkke engang for mange år siden ikke kunne redegøre for det: Meninger er små og konkrete: ‘Forbyd cigaretrygning’. ‘Cigaretter skal koste 60 kr’.

Holdninger er større og mere generelle – som fx: Cigaretrygning er skadelig. Og: Staten skal regulere skadelige ting.Den første holdning er baseret på ‘fakta’ – som man så kan diskutere (fx hvor ‘ubestridelige’ fakta skal være, før de ikke kan diskuteres længere). Den anden holdning er mere fundamental og leder til filosofiske diskussioner (fx om hvad en stat skal være).

Jeg ville ønske, at vi som samfund var bedre til at diskutere holdninger på mere fundamentalt niveau. Det er vi ikke. Vi slås om ‘fakta’ og om meninger om hvorvidt cigaretter må koste 36kr.

Det orker jeg bare ikke længere. For de fleste har helt mistet ‘holdninger’ af syne.

Det gælder ikke mindst vores politikere. Så de hiver i hver sin side af en karton cigaretter – og tror det er DET, der er det vigtige.

Det er det ikke.

Om forbudte ord

Forlaget Gyldendal genudgiver nu Halfdan Rasmussens værker i redigeret form, hvor bestemte digte med bestemte ord, som man i visse kredse ikke kan lide, er pillet ud. Gyldendal gør opmærksom på det – og begrunder det blandt andet med hensynet til børnene. De evige børn.

I min barndom og ungdom var amerikansk indflydelse noget som var den højtduddannede del af venstrefløjen meget imod. Den amerikanske kulturimperialisme var en trussel mod Danmarks selvstændighed og det var et tegn på vores status som vasalstat og vel nærmest nykolonialiseret satellit-land og buffer-zone ifht. amerikanernes nyudpegede fjende: Sovjetunionen.

Nu er det venstrefløjen og de højtuddannede der mere end nogen importerer særlige amerikanske værdier, som i disse år dominerer den side af amerikansk kultur de kalder ‘liberals’.

Historiens pust

Hvis man læser nyere amerikansk historie er det ikke svært at se, at de der N-ord, som striden står om, vitterligt har en væsentlig betydning i den kontekst. Det bliver straks lidt vanskeligere at overføre til danske forhold.Derfor kan det forekomme en smule søgt, at man kalkerer et amerikansk problem 1:1 og farer voldsomt i flint og ikke tør lade de ord blive stående af angst for at provokere nogen.

I en dansk kontekst ville det give mere mening at fjerne ord som ‘livegen’, ‘tyende’, ‘fæstebonde’ og så videre.Men der er bare ikke længere nogen som identificerer sig med dem der var undertrykt og ringeagtet af de magtfulde stænder.Og der er heller ikke nogen der bruger ordene andet end i en historisk sammenhæng.

Om et par generationer vil man se tilbage på vor tids følsomhed overfor disse ord – ryste på hovedet og forsøge at forstå, at det åbenbart var noget nogle følte meget stærkt.
På linje med 100 år tidligere, hvor man kunne blive meget forarget og/eller ophidset over en dame der viste et stykke med ankel under kjolesømmen.
Sådan skifter tiderne.

Men alt det betyder ingenlunde, at det er ‘neutralt’ at sige de ord eller at man kan dække sig bag påstande, belejligt udtrukket af ordenes etymologi. Det handler om hvordan vi opfatter tingene.

Kunsthistorien og det oprindelige

I kunsthistorien har det igennem mere end 100 år været helt entydigt, at man altid har søgt at få værket til at stå som det stod originalt. Man har fjernet gammel fernis og gamle restaureringer med ‘forbedringer’ på malerier og arkitektur og man har genskabt kønsorganer og fjernet figenblade på klassiske statuer. Man har genindført de frække og upassende passager i litteraturen. 
Alt sammen af hensyn til kunstens autenticitet og for at sikre at værket står som oprindeligt, så man så tilnærmelsesvis som muligt, ser det i sin rette form og kan tage stilling.

Nu skal vi altså igen se kunsten redigeret af andre, som har helt andre motiver og forudsætninger for at gøre det, som de selv har besluttet uden at tage kunstneren i ed – for ‘selvfølgelig ved jeg da, at han ville have været et ordentligt menneske, ligesom jeg selv er det’. Ligesom velmenende mennesker har fjernet statuernes tissemænd og andre krænkende elementer fra kunstværker – har vi idag fået den opfattelse, at nogle bestemte ord ER krænkende – og pludselig hinsides sædernes forandring, ikke længere – og aldrig igen – kan tåles at ses og høres af børn og følsomme sjæle. Det ER bare sådan – fordi ‘det føler vi, så det véd vi’.
Det er i visse sammenhænge en misforstået hensyntagen. Ikke fordi man ikke må tage det hensyn selv. Men det er et personligt valg og ikke et valg man uden bevidsthed om egen forankring i en foranderlig historie, bør tage på andres vegne.

Redigering eller censur

Det er godt, at det ikke er sådan, at Gyldendal bare fjerner digtene og ikke siger noget. Men det er ikke uproblematisk at de udelader dem. Og det er slet ikke acceptabelt, når nogen vover at tage forfatteren til indtægt for, at selvfølgelig ville det da være det rigtige at gøre.

Det er ikke censur – som nogle hævder. Og det er selvfølgelig heller ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Der kan ytres rigeligt i mange andre sammenhænge og det er forlagets egen beslutning om de vil udgive en bog eller ej.

Inde i de klare boder
Ved man hvad de stakkels poder
de kan tåle at få høre 
i det lille barneøre

Det er vigtigt at man fjerner
Det der inficerer hjerner
med racistisk tankemørke
derfor denne åndens tørke

Digteren man straks kastrerer
fjerner ord og censurerer
til man ikk' kan finde mere
som kan nogle provokere

Ja, bøger produceres med en redaktør. Men redaktøren er i dialog med forfatteren og bliver enig med forfatteren om hvad der skal med og ikke skal med. Og når de er blevet enige og bogen er udgivet, så er bogen et værk. Og så er det værk færdigt. Det kan ikke engang forfatteren selv ændre på. Men han kan da medvirke til en ny redigeret udgave.

Der er derfor forskel på om man udgiver nogle af Halfdan Rasmussens digte i antologiform eller i udvalg, eller om man påstår at ‘nyudgive’ hans værk. Nyudgiver man værket, så udelader man ikke enkelte digte. For så er det ikke længere det samme værk. Uanset hvor velmenende motivet er – og hvor rigtigt man synes det er at gøre.

Den amerikanske kontekst

Hvad angår den amerikanske følsomhed overfor det såkaldte n-ord, så skal man tage i betragtning at i en amerikansk sammenhæng er der helt helt andre historiske rammer, som på en helt anden måde retfærdiggør følsomheden overfor det ord og andre;

Tilstedeværelsen af millioner af efterkommere af sorte slaver, en historie med segregation, Jim Crow love, lynchninger og decideret hadefuld og rædselsfuld behandling af den sorte befolkning – helt op til vor tid, har givet masser af god grund til ikke at tage let på disse ting. I Danmark har vi mig bekendt ikke haft noget der ligner Jim Crow love, segregation eller raceoptøjer, omend vi helt klart har haft – og har – masser af åbenlys eller skjult og uerkendt racisme.

I Danmark er det nærmest som om det med stor viljekraft er lykkedes at indføre problemet – for at kunne minde lidt om USA. 
Ordet ‘neger’ støder formodentlig lige så meget i Danmark, som ordet ‘Black’ – brugt i stedet for ‘African American’ – støder visse steder i USA. Det andet n-ord er ladet på en helt anden måde.

Ordet ‘Hottentot’ er et gammelt udtryk – og kan næppe føles personligt krænkende for ret mange mennesker i en dansk kontekst. Derfor vil de fleste da selvfølgelig tage det hensyn ikke at bruge ordet hvis man skriver om Khoikhoi folket i vore dage. Men Halfdan Rasmussen er ikke ‘i vore dage’. Han er en forfatter fra gamle dage – en historisk figur. Uanset at man genudgiver ham.

Det fjerner selvfølgelig ikke, at nogle kan føle sig krænket af det ord. Og det bør man da også tage hensyn til. Men det er vigtigt at bevare overblikket og forstå, hvornår man mister fodfæstet og farer hærgende igennem vores allesammens historiske virkelighed – for at tilpasse den tidens smag og følsomheder.

Da jeg læste på universitetet lærte vi at blive forargede over at man redigerede i historiens kunstværker efter tidens smag.
Der blev bevilget penge til at rulle historiens indgreb tilbage og restaurere kunsten og litteraturen, så den ikke var præget af tidligere tiders smagsdomme, forargelse og anden god vilje.

Nu er det så blevet god stil at redigere.
Verden forandrer sig – og Halfdan Rasmussens digte skal også nok engang blive så gamle, at de dukker op igen og ikke længere vækker anstød med ‘forkerte ord’.
De tider hvor man sagde, at folk måtte tåle at blive fornærmet er (midlertidig) forbi.
Og så må vi jo bakse med de problemer det giver.

Foragt som brændstof

Det er foragten for Paludan, som skaber hans succes. Det er den gensidige foragt, der definerer hvem der er med ham og hvem der er mod ham. Og det er denne foragt, som er brændstoffet Paludans kampagne kører på. Jo mere foragt – des stærkere sammenhold blandt hans tilhængere.

Foragt som kampagnestrategi

Det egentlige tema i valgkampen er FORAGT. Og hvordan foragt virker. Det har Paludan sørget for. Og næsten ingen blandt hans modstandere forstår det.

Der er foragt på kryds og tværs og den ødelægger muligheden for en politisk dialog. Følelsen af selvretfærdig harme frikender alle dem der har den følelse, fra at gå ind i en egentlig debat med ens politiske modstandere.

Og når kun følelsen er tilbage – så er alle adfærdsregler suspenderet.
Det går rigtig stærkt med at rulle ned ad det skråplan i denne valgkamp.
Vi har brug for noget andet. Men næsten ingen bidrager til at flytte kursen.

Hvis man i valgkampen ser på hvem der vinder på lige præcis foragten, så kan man se til Paludan, der direkte spiller på de andres foragt for ham, ligesom hans egen politik er fuld af foragt. Han går styrket ud fordi han viser foragt. Og fordi andre viser ham foragt. Hans vælgere er dem der føler sig hånet og nedgjort og foragtet. Og de reagerer med foragt – både for ‘de fremmede’, som det hedder. Og for ‘etablissementet’.
Det er følelsesmæssigt meget ‘appellerende’ i forhold til bestemte segmenter i befolkningen. Og det virker helt tydeligt.

Gensidig foragt

Men foragt har det svært, hvis der ikke er gensidig foragt. Den får ikke samme succes. Hvis foragt mødes med seriøsitet, anerkendelse og lytten, så kan den have det svært. Det handler ikke om respekt eller om at kunne lide sin modstander. Det handler om at kunne være i stue, forstå og lytte.
‘Etablissementet’, venstrefløjen og ‘de pæne’ kan ikke opnå ret meget med deres foragt og deres bestyrtelse. De kan kun håbe på, at konsolidere deres fællesskab omkring deres fælles værdisæt, når de viser foragt for Paludan. De kan ikke flytte stemmer på det.

Men Paludan kan suge tilhængere ved at være den foragtede.Fuldkommen som Trump gjorde. Hans tilhængere har følt sig foragtede lige siden Fremskridtspartiet i den sene udgave og siden Dansk Folkeparti blev stiftet. De føler uretfærdigheden over ikke at kunne komme til orde med deres bekymring, som udtrykkes i foragt for både indvandere og det politiske etablissement. De føler sig ikke hørt og ikke anerkendt.

Derfor elsker de Paludan, som med sin adfærd viser, at han lige præcis foragter dette etablissement og med sin politik viser, at han vil ‘løse’ problemet med indvandring én gang for alle – sådan som de stærke følelser får mange til at tænke, når de har fået nok og skriger efter, at sætte foden ned og stoppe det, som de opfatter som en aktiv bekæmpelse af deres identitet og et tyveri af det der er deres.

Selvretfærdighed og anstændighed

Når det er så svært at lade være med at fodre Paludan (Trump), så handler det om selvfølelsen. Det handler om, at det er vigtigt at vise alverden hvem man er. Og det er næsten ikke til at bære, hvis man ikke kan vise andre hvor god man er – ved at kalde Paludan for ‘nazist’ og den slags.

Men hvis man vil vinde over de foragtede – må man overvinde sin selvretfærdighed, sin selvoptagethed og sin forfængelighed – og gå ind i buret til monstret. Man må se i øjnene – at man selv bliver foragtet når man foragter. Og man må begynde at fortælle direkte og i respekt for argumenterne, hvorfor det de siger ikke holder.

Den anstændige adfærd er ikke fordømmelsen og foragten. Den anstændige adfærd er at holde hovedet koldt og at lytte, anerkende og forholde sig til sin modstander. OGSÅ den modstander man bliver meget vred på og meget forarget over og måske endda er fristet til at foragte. Det skal mødes med alvor og med argumenter.

Civiliseret

Når kommunikationen truer med at bryde sammen, så er det den vej der er den nødvendige. Ellers går man i retning af det der er værre, når ord og tanker slipper helt op. Og hvis man ikke tror mig, så kan man studere hvad der foregår – når fredsforhandlere forsøger at påbegynde en fredsproces.
Umenneskeliggørelsen af modparten er det første der skal lægges på hylden.

Det siger jeg. Selvom jeg ikke er bange for at være grov, latterliggørende, ironisk, sarkastisk, perfid, ond, voldsom og så videre. Så længe vi lever civiliseret sammen – kan vi bevare humoren i dens mange afskygninger og vi kan pgså være hårde ved hinanden. Fordi det sker på basis af en fundamental menneskelighed, som vi har til fælles – en gensidig anerkendelse af hinandens værd og værdighed.

Når vi ikke længere kan være humoristiske og når vi ikke længere kan tilgive, så krakellerer civilisationens fernis og hadet titter frem i sin rene form. Og det er det der sker lige for øjnene af os. (og ja, det var også det sammenbrud der skete under muhammedkrisen. Ikke alle kunne tage humoren og satiren fordi de ikke kunne mærke og ikke kunne føle en gensidig anerkendelse af menneskeværd).

Vis den konkrete virkelighed frem

Må jeg foreslå, at man – hvis man vil modarbejde Paludan – trækker eksemplerne på gode, sympatiske og driftige mennesker med indvandrerbaggrund frem og viser åbent og konkret, hvad der ville ske, hvis SKs politik blev ført ud i livet?

Må jeg foreslå, at man viser hvor mange mennesker med udenlandsk baggrund vi har til at medvirke til landets drift i vore dage? Og må jeg foreslå, at man samtidig tager det helt alvorligt, at der er rigtig mange problemer – som ikke bliver mindre – med visse muslimske befolkningsgrupper? (igen med temaet foragt).

Må jeg også foreslå, at man gør meget mere ud af at skabe den nødvendige erkendelse af og accept af, at dén suveræne nationalstat med en homogen befolkningssammensætning, som vi havde stort set intakt helt op i firserne, ikke længere eksisterer og heller ikke kommer tilbage. At verden bevæger sig og ændrer sig – og at det ikke er noget vi kan stoppe eller rulle tilbage.

Det har været forsømt i meget høj grad – og modstand mod denne udvikling er blevet slået ned med foragt og fordømmelse, hån og latterliggørelse. Man har – fra ‘etablissementets’ side, medierne, politikerne og så videre – decideret mobbet dem, der ikke lige var med på den idé med globalisering, indvandring og EU. De blev – og bliver – betragtet som sløve og dumme; den tunge ende. Men det handler mere om værdier end om intelligens. Og man skal ikke tro, at disse mennesker ikke kan mærke foragten.

Jeg tror det ville ændre på noget. Hadet til og foragten for indvandrere – har sit udspring i følelsen af selv at være hadet og foragtet både af ‘de fremmede’ og af ‘etablissementet’. Lad være med at bekræfte den følelse.

Hvis man vil vide mere om hvordan foragt virker – kan man begynde med Torben Sangils artikel i Zetland. Her skriver han blandt andet med udgangspunkt i Arthur C. Brooks bog om foragt i det amerikanske samfund.