NPC – Non Player Character

Måske er jeg bare en NPC nu? Er der nogen derude, som spiller ‘Star Citizen’ eller ‘Elite Dangerous’ eller lignende? Kender jeg nogen?
De fleste af jer ved ikke hvad jeg taler om. Men i visse computerspil, især dem med ‘åbne verdener’ hvor man kan gå rundt og beundre modelleringen, 3d grafikken og kan ‘nedsænke’ sig i miljøet og næsten blive ‘immersed’ – altså omsluttet og miste fornemmelsen af, at man ‘kigger på’ men derimod har fornemmelsen af at ‘være’ i spillet. I disse spil findes der et begreb; NPC. Det er de figurer, som nærmest færdes som zombier – som computerspillets ‘AI’ har fyldt spillet med, så det virker mere levende og så man fx har nogle lette ofre at skyde, eller at vinde over i konkurrencer.

Jeg skriver alt det, fordi det føles som om vi er ved at blive reduceret til NPC’er her i den jordiske kødverden.

Der var en – svensk, tror jeg – filosof, bosat i London, som for en årrække tilbage introducerede en teori om, at vi allesammen simpelthen er en del af en simulation og at ‘nogle’ (aliens) har ‘lavet os’ som et spil. Han mente at kunne argumentere for, at det var overvejende sandsynligt. I mine øjne var det vist lidt som en teologisk diskussion iklædt ‘platons hule’ og ‘the matrix’ – agtigt.

Star Citizen

Det til side; Jeg har kigget lidt på ‘Star Citizen’. Det er ikke umuligt at jeg flytter ind. Jeg orker i hvert fald ikke ‘virkeligheden’ for tiden. Den deprimerer mig mere end jeg har villet være ved. Så måske dykker jeg ned i en ‘immersive’ fantasiverden i en periode. Det er i virkeligheden ikke godt for mig, men det er heller ikke godt for mig, at kigge på facebook, de store medier og så videre – som ikke gør andet, end at minde mig om, at jeg er blevet et gammelt røvhul, som stadig kan huske dengang man reelt havde et frit valg med nogle ting, hvor man ikke forventedes at være ‘velfungerende’ og artig og ikke blev nudget og presset til, at opføre sig præcis som alle de andre.

Det er ulideligt for mig, at skulle lægge øre og øjne til den måde man bliver præsenteret for andres forventninger til deres omgivelser; den selvfølgelighed hvormed mennesker projicerer deres egne værdier over på andre, og forventer at andre skal tilpasse sig og være tilpas – til lige netop deres forestillinger om hvad der er ‘pæn og rigtig’ opførsel, hvad der er de pæne og rigtige meninger og hvad der er den pæne og rigtige måde at udtrykke sine meninger på.

Overmoralisme

Og det er ikke bare myndighederne, regeringen og medierne der gør det. Det er gennemgående en ændring i vor tid: Vi har forvandlet vores fælles virkelighed til en meget mere moraliserende kultur. Ikke at der ikke altid har været moralisering. Men det har ikke altid været sådan, at det var alment accepteret og at der var en meget stor majoritet, som – uanset om de var enige om det konkrete, så i hvert fald var enige om, at der faktisk VAR noget, som var de rigtige meninger og den rigtige moral.
Og ikke nok med at der er kommet sådan et meget stort flertal; der er et lige så stort flertal, som åbenlyst mener at man kan tillade sig, at straffe og hade på dem, der ikke lige vil eller mener det samme som flertallet.

Det er ulideligt for mig.
Så jeg har i al praktisk forståelse – meldt mig ud.
I hvert fald holder jeg en solid pause.
For jeg orker ikke mere.
I mellemtiden vil jeg så nok skyde nogle virtuelle aliens, handle lidt med fantasi-varer og kigge mig omkring i en falsk verden, som nogen har lavet.
I en vis forstand adskiller disse spilverdener sig ikke væsentligt fra den virkelighed vi i stigende grad lever i.
Så samtidig undrer det mig, at jeg kan holde det ud, når det er virtuelt.
Men det er jo nok fordi ingen bilder sig ind, at det ikke er virtuelt.
Måske skulle jeg bare melde mig ind i klubben, som tror vor virkelige verden er lige så virtuel?

Måske er det i virkeligheden lige meget?

Måske er jeg bare en NPC nu?

Det danske terrorangreb ved Nigeria

Efter min mening må vi erkende, at Danmark begår terrorisme ved Nigeria og bryder med helt fundamentale menneskerettigheder.

Prøv at læse referatet fra retsmødet her i BTs artikel. For mig at se er det ret tydeligt, at Danmark intet havde at gøre dernede og at man har antaget en hel masse for, at få det til at stemme med ens forudfattede opfattelse af, at de her mennesker er pirater.
Vi har ikke skyggen af bevis. Men vi er ligeglade. Det er jo kun afrikanere.
Mennesker der går meget op i deres egne rettigheder – er fuldkommen ligeglade med andres rettigheder. Det er typisk.

Bortset fra, at anklagede som regel er fulde af løgn, så …Kan vi overhovedet godtgøre, at det var pirater? Selvfølgelig var de da bevæbnede. Og det er altså fuldkommen normalt, nede omkring Afrika, at man sejler rundt på den måde. Deres veje er ofte i ringere stand og farligere, så er man ved kysten kan det være en fordel. Jeg ved ikke i den konkrete sag.Men læser man artiklen her, så tyder meget på, at man ikke har den fjerneste skygge af en konkret sag mod manden.Man antager bare, at han er pirat. Og derfor mener man, at man har ret til at bruge våbenmagt mod båden og de mennesker, som er ombord. Og en anden ting: Når man skyder disse mennesker – er man så i krig eller er man politimand? Og hvilken retslig og juridisk ret har Danmark til, at bruge magt i det område?

Jeg ved godt, at man kan være følelsesmæssigt ramt og synes at de bare er nogle forbrydere allesammen nede i Afrika og de skal da bare skydes eller i hvert fald ikke til Danmark. Jeg tror faktisk ikke at manden er det fjerneste interesseret i at komme til Danmark. Jeg mangler i hvert fald at se hans motiv for, at sejle ud på havet i håb om at blive beskudt af et dansk skib og miste benet – så han kan komme til Danmark i modsætning til hans ‘kammerater’, der ikke mistede benet og derfor blev sat i søen igen med en madpakke.

Lad os et øjeblik overveje det helt konkret og principielle – og ikke lade os overvælde af, at det er en afrikaner, som vi tror er pirat. Hvad helvede har vi gang i?Jeg kan godt forstå, at andre lande ikke vil røre det med en ildtang.Man ser stort på menneskerettigheder, almindelige retsprincipper og ignorerer alt hvad der hedder individets beskyttelse – af hvilken grund? Fordi det skal se godt ud og fordi man ikke er i stand til at skelne mellem sine følelser og de rationelle almindelige principper, som burde styre enhver magtudøvelse.

Mit rant


I går var jeg lidt vred og skrev nedenstående ‘rant’:

“Jeg skal nok lade være med at bruge ‘n’ ordet, selvom det er fristende i ironisk distanceret vrede, at tillægge nogle beslutningstagere nogle forældede forestillinger.Det viser sig, at tre af de overlevende ‘anholdte’ sorte afrikanere nede fra havet ved Nigeria, skal ‘løslades’ i en gummibåd, med lidt mad og vand, så de selv kan sejle ind til kysten.Hvad fanden i helvede er det for en gang racistisk lort den danske regering har gang i?Hvis de tre af de ‘anholdte’ (Danmark har intet internationalt mandat og ingen som helst krav på, at kunne føre justits dernede) skal løslades igen, hvad skulle de dræbte (myrdede) mørke mennesker så have været?’Jamen de satte sig til modværge’ … ja godmorgen. De blev skudt, blev de! Og danskerne skød først.’Jamen det var varselsskud’ … ja godmorgen. Hvem fanden kan kende forskel i kampens hede? Og var det ikke også bare varselsskud de besvarede ilden med?’Jamen det var pirater’ … ja godmorgen. Åbenbart ikke mere end, at man må løslade dem igen.’Jamen det var for at beskytte skibstrafikken’ … ja godmorgen. Der var ingen danske skibe i nærheden. Jamen der var andre …Og så videre.Gad vide hvordan man ville reagere, hvis en nigeriansk fregat opbragte Norgesfærgen i internationalt farvand og skød en håndfuld danskere – med en eller anden begrundelse, sænkede færgen, holdt resten fanget i en måneds tid og derefter satte dem i gummibåde, med lidt mad og vand ‘så de kan nå kysten selv’?Jeg får med ferlen her på facebook, når jeg skriver et ord, som kan forveksles med et andet ord, som man ikke må skrive fordi man så er racist. Men jeg er så ikke mere racist end, at jeg mener at selv sådanne mørke afrikanere må nyde noget retssikkerhed og nogle menneskerettigheder. Men andre – herunder den danske regering – har andre opfattelser.Det er sgu underligt.De tror sgu nok, at man stadig bor i lerhytter og danser barfodet til trommelyd med en kyllingeknogle igennem næsen – dernede i Afrika. Dette er et rant, skrevet på facebook – fordi jeg ikke har forberedt det og ikke gider gøre noget ud af det.Ikke om jeg fatter, at vi vil være os selv bekendt, når vi kan lade vores regering ‘lede’ landet på den måde.’Jamen hvad skal vi så gøre? Ellers kan vi jo ikke …’ – ja godmorgen. Den undskyldning kan man ALTID komme med, når det er mere bekvemt, at se bort fra helt fundamentale menneskerettigheder, så man kan få et pænt og ordentlig verdenssamfund. Problemet er, at man ødelægger det pæne og ordentlige – for at opnå det. Og så er man bare selv forbryderen og man har ødelagt det man ville redde.Som molboerne på jagt efter storken i marken.Har nogen styr på hvem det er man har myrdet – med regeringens velsignelse – dernede ved den afrikanske kyst?Eller er vi også bare ligeglade med det?”

Andres rettigheder er ligegyldige

Jeg mener Danmark begår et terrorangreb, når vi gør sådan her. Vi har valgt at retfærdiggøre os selv. Men formålet med at skyde piraterne er, at skræmme de andre. Vi er lidt ligeglade med om det virkelig ER pirater. Vi vælger bare at TRO det er pirater. De havde ikke angrebet nogen. Det eneste der skete var, at de skød igen.
Det er fuldkommen indlysende at de skyder igen, eftersom der ikke er samme trygge politistat dernede, som der er her i landet. Men det kan mennesker ikke indse. De tror, at det er et tegn på, at det er forbrydere. Intet kunne være mere forkert.
Selv hvis det viser sig, at det faktisk VAR pirater, så har Danmark åbenlyst brudt med alle de fine principper, som mange ellers går så højt op i. Danmark har absolut INTET at gøre med, at holde justits dér. Der er ingen international enighed og det falder langt udenfor grænsen. Hverken danske eller andre landes myndigheder kan tillade sig, at gøre sådan her. Vi ved godt de gør det. Og hvis vi ‘holder med’ de relevante lande og deres myndigheder, så siger vi ikke noget, for vi er vrede på ‘forbryderne’ og vi har ikke tid til, at give dem den retslige beskyttelse, som man ellers giver mennesker.
Ja, man kan være vred. Og man kan synes at de pirater skal bare have en kugle i nakken. Men så kan man ikke påberåbe sig, at man går op i retsprincipper og menneskerettigheder.
Med mindre selvfølgelig det har noget med hudfarven at gøre. Og så er vi ovre i en helt anden diskussion.

Lyt og anerkend

Der er hedt på internettet i disse dage. Facebook og Twitter koger med debatter om grænseoverskridende adfærd. Jeg er glad for, at jeg ikke er afhængig af, at være en del af medierne eller det politiske system. For det er ikke et trygt sted at være. Men det har det jo heller aldrig været. Der har altid været grænseoverskridende adfærd, så længe jeg kan huske.

Der angribes og der graves grøfter og der springes buk for ikke, at være den næste under anklage. Der manøvreres og erklæres uskyld og der bliver ‘holdt op på’. Det er ikke sundt og det er ikke i balance. Der er knive i ærmer og opgør, som skal tages. Jeg ser dem hist og her – og når jeg ser tre, ved jeg, at der nok er ti.

Derfor denne opfordring.

Anerkend

Anerkend, at mennesker somme tider ‘føler’ noget er grænseoverskridende, som egentlig ikke var ment sådan. Vi har allesammen en masse privat baggage – som andre ikke ser og som alligevel påvirker vores måde, at være på ude i de sociale medier. Det er ikke en undskyldning. Det er en forklaring. Det er sjældent fordi nogen personligt har noget imod en anden, at de går over grænsen (det sker selvfølgelig). Det er som regel fordi de selv er fyldt med noget, der belaster dem.

Anerkend, at nogle mennesker er mere sensitive end andre. Det er fuldkommen tænkeligt, at man med sin ‘entusiastiske og engagerede’ adfærd, er blevet oplevet som krænkende, grænseoverskridende og skræmmende. Man kan nemt være ‘for meget’ i andres øjne. Og når bølgerne går højt, så vil mange debatter risikere at kamme over – i nogle menneskers øjne. Vi har ikke de samme grænser.

Anerkend også, at grænseoverskridende adfærd ikke altid handler om det psykiske. Eller rettere: Der kan være fysisk sygdom inde i billedet. Stofskifte, hormoner og andre ting stresser og præger menneskers psyke. Udsving kan gøre mennesker vanskeligere at omgås og gøre det svært for nogle, at beherske sig. De mister lettere besindelsen, eller er mere perfide. Nogle er det ’til tider’, så man kan mærke, at ‘lige for tiden er vist ikke god’. Det kender jeg fra mig selv. Det er heller ikke en undskyldning. Det er en forklaring.

Man kan komme ret langt med at få et fredeligt og mindre konfliktfyldt liv, hvis man ikke absolut vil have ret. Hvis man anerkender andres ret til at se anderledes på tingene. Hvis man anerkender den oplevelse af verden, som de har.

Det er ikke det samme som at være enig og det er ikke det samme som at give sig. Det er alene, at man ser verden som kompleks og ser sig selv som én af mange – med de holdninger og synspunkter, som man selv har – uden at kræve, at andre skal være lige sådan. Målet er ikke at blive enige eller få trynet de andre. Målet er, at vide hvilke holdninger der er og at finde en måde, hvor vi alle kan eksistere på den bedst mulige måde.

Det smukke ved idéen om et demokratisk system hvor alle stemmer har en chance for at blive hørt, går lidt fløjten, hvis man absolut vil have alt reduceret til pæn og ordentlig tale. For det er langt fra alle som formår det. Faktisk er det vist nok de allerfærreste. De fleste bilder bare sig selv ind, at de altid taler ordentligt og altid behandler andre med respekt. Anderkend det. De gør sig anstrengelser – og de er formodentlig ofre for deres eget selvbedrag.

Redde røv

Nu er der mænd, som går online og forsikrer os om hvor ordentlige de er. De føler et behov for det. De føler måske endda jorden brænde under sig. De er måske bange for, at en eller anden kvinde kan huske, at de også har lagt en hånd på knæet eller at de også har været lidt for voldsomme i en debat.
Man kan sige, at de får at mærke hvordan det er, at være bange i den offentlige debat. Men lur mig om de ikke også selv har været fulde af mere eller mindre bevidste overvejelser over om de ‘gad’ deltage i en eller anden debat – og det i virkeligheden handlede om, at de ville kunne ‘få tørt på’ af en eller anden debattøre – mandlig eller kvindelig.
Den der dominerende ‘bully’-adfærd er ganske almindelig blandt begge køn. De fleste af os gør det. Nogle af os bliver trætte af det ind imellem. Og alligevel ved vi godt, at det er også noget vi kan.

Selvfølgelig er der da kæmpe forskel på Morten Østergaards lidt kejtede ragen på de unge kvinder i RV og Mads Aagaards decideret psykopatiske stalken på alle kanaler, af mennesker han har set sig sur på.
Det nogle mænd formodentlig er allermest skræmte over, er tanken om at det de selv godt ved er deres lidt Morten Østergaardske sølle-hed bliver udlagt som voldsomt grænseoverskridende psykopati.
Og selv hvis den der ‘går ud med det’, som det hedder – selv ønsker det skal være ‘en lille sag’ som bare skal ud, så vil pøblen kunne gribe bolden og få den til at eksplodere i en skandale, som der kan skrives om i medierne.
Det risikerer at løbe løbsk og blive til noget, det ikke skulle have været.
Især fordi vi som mennesker ikke er parate til, at håndtere disse ting med værdighed og ro.

Det er derfor jeg anbefaler, at man lytter til anklager og anerkender den andens oplevelse. Og hvis man er i tvivl om noget, så kan man opsøge den, man tror kan have sådan en opfattelse og spørge direkte. Foregrib, hvis du har mulighed for det. Det sænker konfliktniveauet betydeligt i de fleste tilfælde.

Hvis man forsøger at skjule tingene, forsøger at nægte at man har været grænseoverskridende og i det hele taget nægter, at der kan have været et problem, så maler man sig formodentlig op i en krog og ender med, at fortryde, at man ikke bare sagde: ‘Ja, jeg har været et fjols og et svin. Jeg er langtfra perfekt og jeg har sikkert mere, som jeg ikke kan huske, som jeg har lavet engang i fuldskab eller vrede’.

Vi kan tro og håbe, at dele af det der sker nu, går væk igen. Men mennesker er ikke perfekte. Nogle rager på damerne når de er fulde. Nogle forfølger andre med ubehageligheder længe efter en uenighed er indtruffet og nogle udskammer ud over al rimelighed. Det meste sker fordi ‘man kan’. Fordi man kan føle sig stor og stærk og magtfuld og fordi det bekræfter ens ego.
Og i øjeblikket er det nogle andre egoer som bliver bekræftet, end dem der blev bekræftet indtil for nylig.

Det går over. Verden forandrer sig igen.
Nye grupper vil komme frem og få taletid.
I mellemtiden: Lyt og anerkend.
Det kan hjælpe langt hen ad vejen.

Om forbudte ord

Forlaget Gyldendal genudgiver nu Halfdan Rasmussens værker i redigeret form, hvor bestemte digte med bestemte ord, som man i visse kredse ikke kan lide, er pillet ud. Gyldendal gør opmærksom på det – og begrunder det blandt andet med hensynet til børnene. De evige børn.

I min barndom og ungdom var amerikansk indflydelse noget som var den højtduddannede del af venstrefløjen meget imod. Den amerikanske kulturimperialisme var en trussel mod Danmarks selvstændighed og det var et tegn på vores status som vasalstat og vel nærmest nykolonialiseret satellit-land og buffer-zone ifht. amerikanernes nyudpegede fjende: Sovjetunionen.

Nu er det venstrefløjen og de højtuddannede der mere end nogen importerer særlige amerikanske værdier, som i disse år dominerer den side af amerikansk kultur de kalder ‘liberals’.

Historiens pust

Hvis man læser nyere amerikansk historie er det ikke svært at se, at de der N-ord, som striden står om, vitterligt har en væsentlig betydning i den kontekst. Det bliver straks lidt vanskeligere at overføre til danske forhold.Derfor kan det forekomme en smule søgt, at man kalkerer et amerikansk problem 1:1 og farer voldsomt i flint og ikke tør lade de ord blive stående af angst for at provokere nogen.

I en dansk kontekst ville det give mere mening at fjerne ord som ‘livegen’, ‘tyende’, ‘fæstebonde’ og så videre.Men der er bare ikke længere nogen som identificerer sig med dem der var undertrykt og ringeagtet af de magtfulde stænder.Og der er heller ikke nogen der bruger ordene andet end i en historisk sammenhæng.

Om et par generationer vil man se tilbage på vor tids følsomhed overfor disse ord – ryste på hovedet og forsøge at forstå, at det åbenbart var noget nogle følte meget stærkt.
På linje med 100 år tidligere, hvor man kunne blive meget forarget og/eller ophidset over en dame der viste et stykke med ankel under kjolesømmen.
Sådan skifter tiderne.

Men alt det betyder ingenlunde, at det er ‘neutralt’ at sige de ord eller at man kan dække sig bag påstande, belejligt udtrukket af ordenes etymologi. Det handler om hvordan vi opfatter tingene.

Kunsthistorien og det oprindelige

I kunsthistorien har det igennem mere end 100 år været helt entydigt, at man altid har søgt at få værket til at stå som det stod originalt. Man har fjernet gammel fernis og gamle restaureringer med ‘forbedringer’ på malerier og arkitektur og man har genskabt kønsorganer og fjernet figenblade på klassiske statuer. Man har genindført de frække og upassende passager i litteraturen. 
Alt sammen af hensyn til kunstens autenticitet og for at sikre at værket står som oprindeligt, så man så tilnærmelsesvis som muligt, ser det i sin rette form og kan tage stilling.

Nu skal vi altså igen se kunsten redigeret af andre, som har helt andre motiver og forudsætninger for at gøre det, som de selv har besluttet uden at tage kunstneren i ed – for ‘selvfølgelig ved jeg da, at han ville have været et ordentligt menneske, ligesom jeg selv er det’. Ligesom velmenende mennesker har fjernet statuernes tissemænd og andre krænkende elementer fra kunstværker – har vi idag fået den opfattelse, at nogle bestemte ord ER krænkende – og pludselig hinsides sædernes forandring, ikke længere – og aldrig igen – kan tåles at ses og høres af børn og følsomme sjæle. Det ER bare sådan – fordi ‘det føler vi, så det véd vi’.
Det er i visse sammenhænge en misforstået hensyntagen. Ikke fordi man ikke må tage det hensyn selv. Men det er et personligt valg og ikke et valg man uden bevidsthed om egen forankring i en foranderlig historie, bør tage på andres vegne.

Redigering eller censur

Det er godt, at det ikke er sådan, at Gyldendal bare fjerner digtene og ikke siger noget. Men det er ikke uproblematisk at de udelader dem. Og det er slet ikke acceptabelt, når nogen vover at tage forfatteren til indtægt for, at selvfølgelig ville det da være det rigtige at gøre.

Det er ikke censur – som nogle hævder. Og det er selvfølgelig heller ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Der kan ytres rigeligt i mange andre sammenhænge og det er forlagets egen beslutning om de vil udgive en bog eller ej.

Inde i de klare boder
Ved man hvad de stakkels poder
de kan tåle at få høre 
i det lille barneøre

Det er vigtigt at man fjerner
Det der inficerer hjerner
med racistisk tankemørke
derfor denne åndens tørke

Digteren man straks kastrerer
fjerner ord og censurerer
til man ikk' kan finde mere
som kan nogle provokere

Ja, bøger produceres med en redaktør. Men redaktøren er i dialog med forfatteren og bliver enig med forfatteren om hvad der skal med og ikke skal med. Og når de er blevet enige og bogen er udgivet, så er bogen et værk. Og så er det værk færdigt. Det kan ikke engang forfatteren selv ændre på. Men han kan da medvirke til en ny redigeret udgave.

Der er derfor forskel på om man udgiver nogle af Halfdan Rasmussens digte i antologiform eller i udvalg, eller om man påstår at ‘nyudgive’ hans værk. Nyudgiver man værket, så udelader man ikke enkelte digte. For så er det ikke længere det samme værk. Uanset hvor velmenende motivet er – og hvor rigtigt man synes det er at gøre.

Den amerikanske kontekst

Hvad angår den amerikanske følsomhed overfor det såkaldte n-ord, så skal man tage i betragtning at i en amerikansk sammenhæng er der helt helt andre historiske rammer, som på en helt anden måde retfærdiggør følsomheden overfor det ord og andre;

Tilstedeværelsen af millioner af efterkommere af sorte slaver, en historie med segregation, Jim Crow love, lynchninger og decideret hadefuld og rædselsfuld behandling af den sorte befolkning – helt op til vor tid, har givet masser af god grund til ikke at tage let på disse ting. I Danmark har vi mig bekendt ikke haft noget der ligner Jim Crow love, segregation eller raceoptøjer, omend vi helt klart har haft – og har – masser af åbenlys eller skjult og uerkendt racisme.

I Danmark er det nærmest som om det med stor viljekraft er lykkedes at indføre problemet – for at kunne minde lidt om USA. 
Ordet ‘neger’ støder formodentlig lige så meget i Danmark, som ordet ‘Black’ – brugt i stedet for ‘African American’ – støder visse steder i USA. Det andet n-ord er ladet på en helt anden måde.

Ordet ‘Hottentot’ er et gammelt udtryk – og kan næppe føles personligt krænkende for ret mange mennesker i en dansk kontekst. Derfor vil de fleste da selvfølgelig tage det hensyn ikke at bruge ordet hvis man skriver om Khoikhoi folket i vore dage. Men Halfdan Rasmussen er ikke ‘i vore dage’. Han er en forfatter fra gamle dage – en historisk figur. Uanset at man genudgiver ham.

Det fjerner selvfølgelig ikke, at nogle kan føle sig krænket af det ord. Og det bør man da også tage hensyn til. Men det er vigtigt at bevare overblikket og forstå, hvornår man mister fodfæstet og farer hærgende igennem vores allesammens historiske virkelighed – for at tilpasse den tidens smag og følsomheder.

Da jeg læste på universitetet lærte vi at blive forargede over at man redigerede i historiens kunstværker efter tidens smag.
Der blev bevilget penge til at rulle historiens indgreb tilbage og restaurere kunsten og litteraturen, så den ikke var præget af tidligere tiders smagsdomme, forargelse og anden god vilje.

Nu er det så blevet god stil at redigere.
Verden forandrer sig – og Halfdan Rasmussens digte skal også nok engang blive så gamle, at de dukker op igen og ikke længere vækker anstød med ‘forkerte ord’.
De tider hvor man sagde, at folk måtte tåle at blive fornærmet er (midlertidig) forbi.
Og så må vi jo bakse med de problemer det giver.

Foragt som brændstof

Det er foragten for Paludan, som skaber hans succes. Det er den gensidige foragt, der definerer hvem der er med ham og hvem der er mod ham. Og det er denne foragt, som er brændstoffet Paludans kampagne kører på. Jo mere foragt – des stærkere sammenhold blandt hans tilhængere.

Foragt som kampagnestrategi

Det egentlige tema i valgkampen er FORAGT. Og hvordan foragt virker. Det har Paludan sørget for. Og næsten ingen blandt hans modstandere forstår det.

Der er foragt på kryds og tværs og den ødelægger muligheden for en politisk dialog. Følelsen af selvretfærdig harme frikender alle dem der har den følelse, fra at gå ind i en egentlig debat med ens politiske modstandere.

Og når kun følelsen er tilbage – så er alle adfærdsregler suspenderet.
Det går rigtig stærkt med at rulle ned ad det skråplan i denne valgkamp.
Vi har brug for noget andet. Men næsten ingen bidrager til at flytte kursen.

Hvis man i valgkampen ser på hvem der vinder på lige præcis foragten, så kan man se til Paludan, der direkte spiller på de andres foragt for ham, ligesom hans egen politik er fuld af foragt. Han går styrket ud fordi han viser foragt. Og fordi andre viser ham foragt. Hans vælgere er dem der føler sig hånet og nedgjort og foragtet. Og de reagerer med foragt – både for ‘de fremmede’, som det hedder. Og for ‘etablissementet’.
Det er følelsesmæssigt meget ‘appellerende’ i forhold til bestemte segmenter i befolkningen. Og det virker helt tydeligt.

Gensidig foragt

Men foragt har det svært, hvis der ikke er gensidig foragt. Den får ikke samme succes. Hvis foragt mødes med seriøsitet, anerkendelse og lytten, så kan den have det svært. Det handler ikke om respekt eller om at kunne lide sin modstander. Det handler om at kunne være i stue, forstå og lytte.
‘Etablissementet’, venstrefløjen og ‘de pæne’ kan ikke opnå ret meget med deres foragt og deres bestyrtelse. De kan kun håbe på, at konsolidere deres fællesskab omkring deres fælles værdisæt, når de viser foragt for Paludan. De kan ikke flytte stemmer på det.

Men Paludan kan suge tilhængere ved at være den foragtede.Fuldkommen som Trump gjorde. Hans tilhængere har følt sig foragtede lige siden Fremskridtspartiet i den sene udgave og siden Dansk Folkeparti blev stiftet. De føler uretfærdigheden over ikke at kunne komme til orde med deres bekymring, som udtrykkes i foragt for både indvandere og det politiske etablissement. De føler sig ikke hørt og ikke anerkendt.

Derfor elsker de Paludan, som med sin adfærd viser, at han lige præcis foragter dette etablissement og med sin politik viser, at han vil ‘løse’ problemet med indvandring én gang for alle – sådan som de stærke følelser får mange til at tænke, når de har fået nok og skriger efter, at sætte foden ned og stoppe det, som de opfatter som en aktiv bekæmpelse af deres identitet og et tyveri af det der er deres.

Selvretfærdighed og anstændighed

Når det er så svært at lade være med at fodre Paludan (Trump), så handler det om selvfølelsen. Det handler om, at det er vigtigt at vise alverden hvem man er. Og det er næsten ikke til at bære, hvis man ikke kan vise andre hvor god man er – ved at kalde Paludan for ‘nazist’ og den slags.

Men hvis man vil vinde over de foragtede – må man overvinde sin selvretfærdighed, sin selvoptagethed og sin forfængelighed – og gå ind i buret til monstret. Man må se i øjnene – at man selv bliver foragtet når man foragter. Og man må begynde at fortælle direkte og i respekt for argumenterne, hvorfor det de siger ikke holder.

Den anstændige adfærd er ikke fordømmelsen og foragten. Den anstændige adfærd er at holde hovedet koldt og at lytte, anerkende og forholde sig til sin modstander. OGSÅ den modstander man bliver meget vred på og meget forarget over og måske endda er fristet til at foragte. Det skal mødes med alvor og med argumenter.

Civiliseret

Når kommunikationen truer med at bryde sammen, så er det den vej der er den nødvendige. Ellers går man i retning af det der er værre, når ord og tanker slipper helt op. Og hvis man ikke tror mig, så kan man studere hvad der foregår – når fredsforhandlere forsøger at påbegynde en fredsproces.
Umenneskeliggørelsen af modparten er det første der skal lægges på hylden.

Det siger jeg. Selvom jeg ikke er bange for at være grov, latterliggørende, ironisk, sarkastisk, perfid, ond, voldsom og så videre. Så længe vi lever civiliseret sammen – kan vi bevare humoren i dens mange afskygninger og vi kan pgså være hårde ved hinanden. Fordi det sker på basis af en fundamental menneskelighed, som vi har til fælles – en gensidig anerkendelse af hinandens værd og værdighed.

Når vi ikke længere kan være humoristiske og når vi ikke længere kan tilgive, så krakellerer civilisationens fernis og hadet titter frem i sin rene form. Og det er det der sker lige for øjnene af os. (og ja, det var også det sammenbrud der skete under muhammedkrisen. Ikke alle kunne tage humoren og satiren fordi de ikke kunne mærke og ikke kunne føle en gensidig anerkendelse af menneskeværd).

Vis den konkrete virkelighed frem

Må jeg foreslå, at man – hvis man vil modarbejde Paludan – trækker eksemplerne på gode, sympatiske og driftige mennesker med indvandrerbaggrund frem og viser åbent og konkret, hvad der ville ske, hvis SKs politik blev ført ud i livet?

Må jeg foreslå, at man viser hvor mange mennesker med udenlandsk baggrund vi har til at medvirke til landets drift i vore dage? Og må jeg foreslå, at man samtidig tager det helt alvorligt, at der er rigtig mange problemer – som ikke bliver mindre – med visse muslimske befolkningsgrupper? (igen med temaet foragt).

Må jeg også foreslå, at man gør meget mere ud af at skabe den nødvendige erkendelse af og accept af, at dén suveræne nationalstat med en homogen befolkningssammensætning, som vi havde stort set intakt helt op i firserne, ikke længere eksisterer og heller ikke kommer tilbage. At verden bevæger sig og ændrer sig – og at det ikke er noget vi kan stoppe eller rulle tilbage.

Det har været forsømt i meget høj grad – og modstand mod denne udvikling er blevet slået ned med foragt og fordømmelse, hån og latterliggørelse. Man har – fra ‘etablissementets’ side, medierne, politikerne og så videre – decideret mobbet dem, der ikke lige var med på den idé med globalisering, indvandring og EU. De blev – og bliver – betragtet som sløve og dumme; den tunge ende. Men det handler mere om værdier end om intelligens. Og man skal ikke tro, at disse mennesker ikke kan mærke foragten.

Jeg tror det ville ændre på noget. Hadet til og foragten for indvandrere – har sit udspring i følelsen af selv at være hadet og foragtet både af ‘de fremmede’ og af ‘etablissementet’. Lad være med at bekræfte den følelse.

Hvis man vil vide mere om hvordan foragt virker – kan man begynde med Torben Sangils artikel i Zetland. Her skriver han blandt andet med udgangspunkt i Arthur C. Brooks bog om foragt i det amerikanske samfund.