NPC – Non Player Character

Måske er jeg bare en NPC nu? Er der nogen derude, som spiller ‘Star Citizen’ eller ‘Elite Dangerous’ eller lignende? Kender jeg nogen?
De fleste af jer ved ikke hvad jeg taler om. Men i visse computerspil, især dem med ‘åbne verdener’ hvor man kan gå rundt og beundre modelleringen, 3d grafikken og kan ‘nedsænke’ sig i miljøet og næsten blive ‘immersed’ – altså omsluttet og miste fornemmelsen af, at man ‘kigger på’ men derimod har fornemmelsen af at ‘være’ i spillet. I disse spil findes der et begreb; NPC. Det er de figurer, som nærmest færdes som zombier – som computerspillets ‘AI’ har fyldt spillet med, så det virker mere levende og så man fx har nogle lette ofre at skyde, eller at vinde over i konkurrencer.

Jeg skriver alt det, fordi det føles som om vi er ved at blive reduceret til NPC’er her i den jordiske kødverden.

Der var en – svensk, tror jeg – filosof, bosat i London, som for en årrække tilbage introducerede en teori om, at vi allesammen simpelthen er en del af en simulation og at ‘nogle’ (aliens) har ‘lavet os’ som et spil. Han mente at kunne argumentere for, at det var overvejende sandsynligt. I mine øjne var det vist lidt som en teologisk diskussion iklædt ‘platons hule’ og ‘the matrix’ – agtigt.

Star Citizen

Det til side; Jeg har kigget lidt på ‘Star Citizen’. Det er ikke umuligt at jeg flytter ind. Jeg orker i hvert fald ikke ‘virkeligheden’ for tiden. Den deprimerer mig mere end jeg har villet være ved. Så måske dykker jeg ned i en ‘immersive’ fantasiverden i en periode. Det er i virkeligheden ikke godt for mig, men det er heller ikke godt for mig, at kigge på facebook, de store medier og så videre – som ikke gør andet, end at minde mig om, at jeg er blevet et gammelt røvhul, som stadig kan huske dengang man reelt havde et frit valg med nogle ting, hvor man ikke forventedes at være ‘velfungerende’ og artig og ikke blev nudget og presset til, at opføre sig præcis som alle de andre.

Det er ulideligt for mig, at skulle lægge øre og øjne til den måde man bliver præsenteret for andres forventninger til deres omgivelser; den selvfølgelighed hvormed mennesker projicerer deres egne værdier over på andre, og forventer at andre skal tilpasse sig og være tilpas – til lige netop deres forestillinger om hvad der er ‘pæn og rigtig’ opførsel, hvad der er de pæne og rigtige meninger og hvad der er den pæne og rigtige måde at udtrykke sine meninger på.

Overmoralisme

Og det er ikke bare myndighederne, regeringen og medierne der gør det. Det er gennemgående en ændring i vor tid: Vi har forvandlet vores fælles virkelighed til en meget mere moraliserende kultur. Ikke at der ikke altid har været moralisering. Men det har ikke altid været sådan, at det var alment accepteret og at der var en meget stor majoritet, som – uanset om de var enige om det konkrete, så i hvert fald var enige om, at der faktisk VAR noget, som var de rigtige meninger og den rigtige moral.
Og ikke nok med at der er kommet sådan et meget stort flertal; der er et lige så stort flertal, som åbenlyst mener at man kan tillade sig, at straffe og hade på dem, der ikke lige vil eller mener det samme som flertallet.

Det er ulideligt for mig.
Så jeg har i al praktisk forståelse – meldt mig ud.
I hvert fald holder jeg en solid pause.
For jeg orker ikke mere.
I mellemtiden vil jeg så nok skyde nogle virtuelle aliens, handle lidt med fantasi-varer og kigge mig omkring i en falsk verden, som nogen har lavet.
I en vis forstand adskiller disse spilverdener sig ikke væsentligt fra den virkelighed vi i stigende grad lever i.
Så samtidig undrer det mig, at jeg kan holde det ud, når det er virtuelt.
Men det er jo nok fordi ingen bilder sig ind, at det ikke er virtuelt.
Måske skulle jeg bare melde mig ind i klubben, som tror vor virkelige verden er lige så virtuel?

Måske er det i virkeligheden lige meget?

Måske er jeg bare en NPC nu?

Hvori råddenskaben består

Måske er de ikke alle selv klar over det. Måske de simpelthen ikke tænker på det. Måske de bare accepterer, at sådan er det altså?

Men det ér altså ret råddent. Eller i hvert fald ikke så smukt, som man plejer at fejre det den femte juni, når vi bærer vores emblematiske pseudo-konstitution frem til skue og hylder noget, som vi har forvekslet med et demokrati.

Ikke at det ikke er lidt smukt og lidt godt og lidt ligner noget, som godt – sådan administrativt – kunne forveksles med et egentligt folkestyre. Det kan det da godt. Og det kan da fungere, når det ikke lige kommer under pres og ikke lige kommer i kløerne på de klumsige og komatose.

Jeg blev opmærksom på det igen i denne uge. Da Heunicke, den sympatisk smilende mefisto, slesk fik sagt til den servile formiddagspresse – at hans noter er til ham selv; ‘det er privat’ sagde han. Noter om hans embedsførelse vel at mærke.
Her mærker man en sprække. En revne i fundamentet for forvaltningen af vores land. For der er nok en ‘forretningsorden’ i Folketingssalen, så mænd ikke må gå med shorts, men der er ikke nogen krav om, at man dokumenterer hvad der foregår i møderne og forhandlingerne, som lever op til moderne ledelseskrav. Det er ikke sådan, at man har specielt formaliserede krav om klare beslutningsreferater. Det er ikke sådan, at de medier – papir, telefon, saks, sms, e-mail, brev, snapchat, tik-tok eller hvad fanden i helvede disse umodne børn nu måtte finde for godt, at befinde sig i, på, med og ‘connected to’, når de intrigerer og konspirerer om hvordan de nu skal få gennemført deres snildt udtænkte planer om at udmanøvrere de øvrige spillere, som leger politik.
Ingen krav.
Selv i en slikbutik skriver man mødereferater, når ledelsen skal lægge plan for indkøb af skumfiduser. Men politikernes fiduser kan skumme i stilhed og al ubemærkethed.
For det er amatører.
Men de har taleskrivere. Så de er ikke helt fortabt d. 5. juni. De har ansat nogle journalister, kommunikationsfolk, retorikere – som kan trylle med ordene og sproget og få en hest til at ligne en pingvin. Så de er på den sikre side. Intet betyder noget egentligt. Det er kun opfattelsen der betyder noget.
Og så at vinde forhandlingerne.
Som man ikke engang behøver at dokumentere. For man er amatører og børn.

Folketinget forhandler. Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at det ikke er godt. Vi ved godt, at det er en børnehave. Men vi vil helst ikke høre det. Så vi hører ikke efter. Og så er det godt,
Der var lige en af politikerne – jeg siger ikke hvem og lad være med at gætte i kommentarerne – som kom til at skrive et indlæg om hvordan det foregår og hvordan man faktisk generer hinanden og saboterer hinandens politik. Indlægget forsvandt hurtigt igen. Det er ikke noget man taler højt om. Men ‘alle ved det’. Og vi gør ikke noget ved det. Råddenskaben er en indbygget del af systemet.

Vi hører det hele tiden. Det med, at politik er skridtet før krig. At politik er ‘det muliges kunst’ er meget muligt. Men det er så meget mere. Det er også helt umuligt, ikke at blive lidt chokeret, når man ser hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad der handles af i bagdøren. Hvad der tages med til de politiske forhandlinger og hvad formålet med mange forslag faktisk er.
Det er i meget høj grad de politisk opdragne, der er flasket op med alle de små julelege, som de har lært i de politiske ungdomsorganisationer, som tegner den børnehave, som det politiske parnas også er.
Jeg har en mistanke om, at det er kombinationen af pubertetsunger, som ser op til de 30-40 årige succesrige politikere, der i al deres narcissistiske småsociopatiske selvoptagethed knap nok selv har forladt puberteten, der skaber en giftig relation, hvor ‘de drevne’ lader sig friste til, at afsløre alle de grimmeste små tricks i ærmerne, når de skal gøre indtryk på de helt unge.
For hvem vil ikke – i den alder – blive fristet til, at være forbillede? Og hvem vil ikke glemme, at man har et ansvar for, ikke at lede de unge med den bløde hud i fristelse? Og hvem vil ikke gerne vise hvor smart man kan småmanipulere og snyde de politiske modstandere – som jo i nogen grad opfattes som ‘fjenden’, når man er holdspiller på lilleputternes polariserende politikerlegeplads? Og så kommer man til at smile skævt og vidende og lidt hemmeligt og indviet og fortælle de unge håbefulde om, hvordan man ikke skal præsentere det man vil opnå, men fx skal bringe noget helt umuligt med til forhandlingerne, så man senere kan præsentere ‘det svære’ – og få det gennemført, fordi man har udtrættet modparten, som så en sen nattetime alligevel siger ja til det, som de havde forsvoret nogensinde at sige ja til. Og så kommer man til at grine indspist, når de unge er behørigt imponerede.
Og jeg ved godt, at man så nok ikke længere kan høste lidt frisk ungt kørvel i baren senere på aftenen, når det officielle program på kurset er forbi og man skal til det egentlige. Men man har jo lov at håbe og drømme.

Politik er beskidt. Det ved vi alle. Politik består i, at bruge alle trickene til, at opnå det man vil. Men efterhånden er det blevet til, at ingen rigtig vil noget. Ikke noget væsentligt i hvert fald. De ‘vil magten’ og de vil sidde på den. De vil allesammen det samme: De vil ‘vinde’ i forhandlingerne og de vil ‘få gennemført’ en hel masse.
Så de forhandler og laver love. Mange love. De vinder og taber og de håner og peger fingre ad dem de snød. I hvert fald i det skjulte og det ‘private’ hvor hverken medier eller offentlighed får lov at kigge direkte ind. I hvert fald dér. Der hvor det betyder noget for ens forfængelighed.
De går rundt og laver intriger og julelege og små afledende manøvrer, som tjener deres egne formål – og ikke befolkningens interesser. For i nogen grad er politik blevet koblet af virkeligheden. Det der styrer det politiske er ikke ideologier eller forskellige forestillinger om hvordan ‘systemet’ skal være. For alle er enige – og det handler kun om graden af en velvoksen stat, et højt skattetryk og masser af central styring, som skal sikre en langsigtet stabilitet og en god økonomi. For den gode økonomi er uantastelig, når alle de væsentlige politikere har en uddannelse i offentlig administration og økonomi. Det er selve grundlaget for alt. Også hvis det betyder, at alt lægges i langsigtede forlig, som ingen kan bryde – og man derfor faktisk kun kan beslutte småting, der så skal blæses op til det helt store, så man stadig kan bilde befolkningen ind, at den er med til at beslutte hvordan landet skal se ud.

Nå. Nok rant for denne gang. Jeg fortsætter snart, for jeg kan jo ikke lade være.
Der er brug for at få det sagt. Der er brug for at sige noget om hvordan råddenskaben fungerer og hvordan den får det til at se ud som om den ikke er rådden. Og hvordan mediernes egeninteresse kolliderer med deres ‘officielle’ rolle som samfundets vagthund. Men det må blive en anden gang.

Langemark.com afløser facebook

I hvert fald for mig.


2021 sluttede lidt kedeligt for mit vedkommende – hvad angår de sociale medier. Jeg blev smidt af facebook. Så nu flytter jeg.


Lige i begyndelsen af december blev jeg endnu en gang gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt det er, at overlade sikkerheden for, at man kan komme af med sin galde – til de store sociale medier. Denne gang var det lidt mere alvor. Hvis jeg ikke havde fattet det inden, så fattede jeg det lige her på den anden side af nytår, hvor jeg blev mødt med en lakonisk meddelelse om, at facebook ‘midlertidig’ ikke ville lade mig poste noget. Ikke et ord om hvorfor eller hvornår jeg eventuelt ville få lov igen. Bare helt køligt og arbitrært; lige nu må du ikke åbne munden hos os!
Ja, OK. Det har de jo lov til. Og jeg må finde min løsning.


Det er lidt patetisk, det indrømmer jeg, at jeg har ladet andre blive fanget af facebooks og twitters næsten tilfældige nidkærhed overfor deres kunders måder at udtrykke sig på, uden egentlig at have taget konsekvensen selv.
Jeg forsøgte at bruge VK og MeWe og flere andre steder i stedet for. Jeg overvejede at vende tilbage til twitter og bare skrive kort.
Men jeg kan ikke bare skrive kort. Og jeg gider ikke sidde i et så lille ekkokammer, som MeWe er for mig.


Så for skriverier og navlepilleri var der nok kun én mulighed tilbage, som jeg før havde forsøgt mig med – uden at have held og stamina til, at fastholde: mit eget domæne – langemark.com. Det vil sige at langemark.com afløser delvis facebook fremover.
Før de store sociale medier kom frem, var jeg jo aktiv på mailinglister, i newsgroups og på bestemte websites med små lokale communities – som kommunikationsforum, fx.
Og jeg havde en ‘hjemmeside’ på langemark.com , som i årevis rummede en såkaldt ‘blog’, hvorfra jeg skrev mine kommentarer – i en periode især om informationsarkitektur og user-experience. Og så om politik, da det blev meget voldsomt med irakkrige og den slags.
Men da facebook kom frem var jeg på. Jeg var altid på ‘det nyeste’ fordi jeg skulle holde mig opdateret, så jeg kunne rådgive mine kunder. Og facebook var ‘godt’. Det voksede og blev stort og jeg fik mange ‘følgere’ og ‘venner’ og det blev en væsentlig del af mit sociale liv. Og så forlod jeg livet som konsulent i digitale medier – og blev pennedrejer og solgte mine penne igennem facebook i meget høj grad. Det var en fantastisk oplevelse og gav mange gode relationer.


Så opdagede jeg at jeg var blevet syg med cancer – og at det var en del af grunden til, at jeg ikke rigtig kunne følge med i tempoet i den branche jeg havde forladt. Nu kunne jeg sgu ikke engang følge med i mit eget tempo i drejeværkstedet.
Sygdommen afslørede en stærk side ved facebook. Jeg havde venner på facebook, som kunne hjælpe mig. Og de følgende år – igennem 2016, 2017 og 2018 fik jeg skrevet et par bøger – som ret beset var ‘høstet’ af en stor del af det jeg havde skrevet på facebook. facebook var blevet kilden til en stor del af den beskedne indtægt jeg kunne opretholde. Så jeg var meget tøvende med, at forlade dette had-kærlighedsforhold.
Det var nemlig blevet anstrengt. Jeg måtte ikke længere bruge en del af de ord jeg brugte. Jeg måtte ikke længere skrive om de ting der optog mig. Jeg kunne også se, at det var endnu værre for mange af mine facebookkontakter, som blev smidt ud og for nogles vedkommende blev permanent ‘banned’ af facebook.

Der var sket en udvikling, som jeg kunne iagttage og kunne beskrive og som jeg ikke var glad for. Men jeg blev hængende fordi jeg følte, at jeg havde brug for facebook. Jeg havde brug for det, som – efterhånden som konsekvenserne af min sygdom satte sig igennem – var blevet en stor del af mit sociale liv. Jeg havde brug for at føle, at jeg havde et netværk. Jeg havde jo faktisk fundet ud af, at på trods af mine ‘quirks’ som givetvis udiagnosticeret autist med flere diagnosemuligheder, så var der folk som satte pris på mig og på mine mærkværdigheder og mine skriverier om dette og hint og min nærmest tvangs-afvigende adfærd i form af mit skæve perspektiv på verden og livet.

Og så havde jeg brug for, at tro på, at jeg også fremover ville kunne sælge lidt ydelser – i form af redigering, skrivning, pennefremstilling, rådgivning og måske endda velsignelser fra Sofashamanens side.
Jeg har stadig brug for disse ting.
Men jeg har også brug for, at have styr på hvad jeg må skrive og ikke må skrive.
Så jeg kan ikke lægge mine skriverier ud på facebook – så frit som jeg gerne ville kunne.
Og derfor har jeg genoplivet Langemark.com, som har ligget stille fordi jeg ikke magtede at vedligeholde alt det digitale indhold, selvom jeg syntes, at jeg skrev nogle gode ting.
Hvordan domænet vil blive udnyttet fremover ligger endnu ikke fast.
Nu har jeg skrevet en blogpost.
Det er en begyndelse.
En ny begyndelse – igen igen.


Jeg satser på at 2022 bliver året hvor, jeg genopliver min tyve år gamle vane med, at skrive på mit eget site.
Og så håber jeg, at jeg kan gøre det på en måde, så jeg kan lokke flere af jer til at læse med.
Jeg ved at det bliver op ad bakke og besværligt.
Men jeg må finde en måde.

Jeg er ved at lære mig at bruge 3d programmet Blender.

Langemark.com afløser delvis facebook og i nogen grad twitter. Min gamle blog bliver genoplivet.

Facebook vil fremover primært blive brugt til at linke til det længere indhold – sikkert med en pæn kort beskrivelse af dette indhold. Der ud over bliver det ‘kattebilleder’ – forstået som lidt sjov og lidt pennesalg og den slags.

Der ud over kan jeg meddele at julen gik fint, at nytåret også blev klaret, at jeg er ved nogenlunde godt mod og at facebook ikke vil få mig helt ned med nakken – heller ikke selvom de skulle beslutte, at jeg slet ikke må være med her længere.
Jeg tog mig tid til, at komme i gang med 3d programmet Blender, som jeg har særlige planer med.

Men altså: Langemark.com afløser delvis facebook. Sådan må det være fremover.
Jeg tager kontrol med mit indhold.

Du kan hvad du vil

Jeg passer gevaldigt på med disse standardformuleringer. De bruges ofte til at dække over, at man ikke rigtig gider engagere sig i andre og helst ikke vil besværes.

Og de bruges til at signalere ‘stor og stærk’ og angle accept og anerkendelse.


‘Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’ – gu’ gør det da ej. Har du nogensinde hørt om, at blive slidt ned?Jeg troede alt for meget på det vrøvl. Det var ikke nogen god idé. Det slog mig nærmest ihjel. Og jeg er bestemt ikke blevet stærkere.

‘Du er 100% ansvarlig for dit eget liv’ – Er du da eneboer? Nå ikke, men så er det jo noget vrøvl. Du er med i et samfund og har et netværk. Du tager så meget ansvar som du magter. Du tager ansvar for dig selv og du tager medansvar for andre (ellers har du heller ikke noget at gøre i en mandegruppe fx). Der er ikke kun 100% ansvar. Der er meget mere. Det er det vi kalder et samfund og det vi kalder omsorg.


‘Du kan hvad du vil, hvis du virkelig sætter dig for det’. Gu kan du da ej. Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene.


De her talemåder er i ret høj grad en del af problemet. Som mænd tror vi, at vi skal leve op til det – og vi går ud over vores egne grænser, fordi vi ikke kan forliges med forestillingen om ikke at være helt selvberoende, helt uafhængige og så videre.Det er en del af vores ‘bullshit-regime’ og vi fortæller det til os selv og hinanden for, at få anerkendelse som ‘mænd’ og føle os rigtige.
Det er lidt beslægtet med en del af den der ‘vildmarks’- og ‘survival’-romantik, som alt for mange mænd, der er opvokset i ‘moar’-miljøer (børnehave og enlig mor) dyrker sammen med alle de andre overfladiske ‘ego-branding’ strategier, som skal få dem til at se ud som om de er nogle satans karle.Det kan være ganske fint. Men det kan også overgøres.


Det er selvfølgelig godt, at man tager så meget ansvar som man kan. Det er godt, at man ikke sætter sig ned og piver over hvad som helst. Det er godt, at man ikke springer over hvor gærdet er lavest. Det er alt sammen godt. Og det er meningen, at man skal lære at klare sig selv og at hjælpe andre (og at tage ansvar for en familie, hvis det er ens mål i livet).
Men det betyder ikke, at man er ‘100% ansvarlig for sit eget liv’. Ikke, at du kan pege udad og sige ‘det er de andres skyld’ når lortet rammer. Det ‘derude’ er ofte uretfærdigt og dårlige vilkår og sort uheld. Så du kan ikke køre ‘blame game’. For det er bare sådan det ér. Og så må du tage den dér fra!


Det kan man da godt kalde ‘100% ansvarlig for dit eget liv’. Men man kan også kalde det, at man ikke lader sig slå ud og at man er parat til at begynde forfra fra et hvilket som helst niveau. Men hvis du siger ‘100% ansvarlig for dit eget liv’ så inviterer du til misforståelser, som fx at det er et svaghedstegn, at bede om hjælp og at man skal skamme sig, når det går skidt.Det er ikke særlig hjælpsomt for mænd, som har trukket et par nittelodder i livet og sidder i lort til halsen.


Men det er selvfølgelig let at sige.
Så det er i mine øjne en letkøbt, unuanceret og usund måde at anskue verden og sit liv på, som risikerer at køre en ud over kanten, selvom det ikke er nødvendigt.


Men nu fik jeg jo også skrevet mig selv sur.  


I øvrigt minder disse talemåder mig om den – efter min mening syge – holdning, som hersker i virksomhedskulturer, hvor man konsekvent siger til utilfredse medarbejdere: ‘Du skal bare arbejde med din indstilling til tingene’. Underforstået – ‘vi gider ikke kigge på om der er noget i vejen i virksomheden, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så er det din egen fejl’.Det minder om den type offentligt betalte psykologer, som er ansat til at sige til folk med problemer: Du skal ‘tænke anderledes’.

Deres formål er, at spare det offentlige penge og at gøre folk ‘funktionelle’ igen. Omkostningerne for den enkelte er ligegyldige – for det er det de får deres løn for.Det er – i mine øjne – et kæmpe problem i samfundet i vore dage.

Vi gør ALT til et personligt og individuelt problem og nægter at se på, at der måske kunne være ting, vi kunne ændre, så mennesker kunne få det bedre.

Ligesom dengang alting var ‘samfundets skyld’ – så er vi gået i grøften og har fået skiftet det ud med et andet mantra: ‘det er din egen skyld’. Det er lige så ude af balance.

Om ikke at mene noget

Om ikke at mene noget

Og stadig have holdninger og være interesseret.

Længere ‘rant’ om meninger og holdninger.

Jeg er ved bevidst og systematisk at afpolitisere mig selv, så jeg kan være interesseret og ligeglad på én gang.

Det er en mærkelig proces.

Her er en række store temaer, som kan interessere mig – men som jeg ikke har en færdig mening om.

Jeg er lykkedes ret godt med ikke at mene om Biden/Harris eller Trump er bedre/værre. Jeg ser mest det gensidige had.

Jeg er lykkedes næsten fuldkommen med ikke at mene noget særlig om corona og med slet ikke at vide noget. Jeg mener stadig noget om en uheldig håndtering, men det er det.

Omskæringsdebatten er jeg også lykkedes med at undgå nogenlunde. Jeg kan faktisk godt se argumenter for, at man ikke forbyder omskæring helt, selvom jeg har svært ved at finde tilstrækkelig gode argumenter. Det tilskriver jeg muligvis, at jeg har så lidt personlig erfaring med religion og hvad det gør for ens identitetsdannelse.

Mht Køn og ligestilling, så mener jeg noget om de gode hensigter, men har stadig den mening, at mænds ligestilling får for lidt opmærksomhed, relativt.

Mht de nye kønsbegreber, så mener jeg heller ikke så meget. Ikke andet end, at det kan virke forvirrende. Jeg anerkender at der er basis for en konflikt.

Mht MeToo bølgen – så kan jeg se den fra flere sider og endda flere end to. Det er interessant at se hvor brudfladerne dukker op – og hvor meget indestængt vrede der ligger og venter på at blive luftet. Det ser ikke sundt ud.

Mht klimaforandringer, så mener jeg ingenting og har ikke gjort det i årevis – ikke andet end, at uanset hvad, så er det meget godt for menneskene at have noget at gå op i og at det kan skabe jobs og politiske mål, som næppe i sig selv er skadelige. Men jeg ved det jo ikke.

Mht indvandrerspørgsmålet, så er min mening heller ikke specielt afklaret. Den er snarere resigneret. Det er hvad det er og udviklingen er uafvendelig. Det er selvfølgelig noget man kan diskutere. Men please – lad være med det lige her.

En erfaring jeg gør mig er, at fordi jeg ikke har taget endelig stilling ‘for og imod’ og ikke har tilsluttet mig et ‘hold’, men samtidig tillader mig at tilkendegive meninger om konkrete ting, som måske for nogle peger i den ene eller den anden retning vedr. ‘holdene’, så bliver det af de fleste opfattet som om jeg enten er ‘en af os’ eller ‘en af de andre’.

Og meget ofte bliver jeg ‘forstået’ baseret på et enkelt opslag eller en kommentar. De senere år har jeg endda somme tider vidst, at jeg skrev et opslag, som pegede i én retning og så har jeg skrevet et andet opslag lige efter, som genoprettede balancen. Men de fleste ser kun det ene. Tror jeg.

De fleste er fuldkommen ligeglade med hvad jeg mener. Hvilket er godt. Hvis de læser hvad jeg skriver, så tager de det til efterretning og uanset om de er enige eller ej, så påvirker det ikke så meget.

Men enkelte opbygger et ‘billede’ af hvem jeg er og hvad jeg måtte mene.

Rigtig mange vil gerne være facebookvenner fordi de finder en ‘ven’ der tilsyneladende er enig med dem. De findes i de grupper, som oplever sig selv som ‘mindretal’ eller ‘foragtede’ af magteliten. Det sker fordi jeg ret ofte skriver de ting, som ‘man’ ikke må.

Andre vil absolut ikke være i stue med mig. Det er dem, som opfatter sig selv som ophøjede og er vrede på de foragtelige, der har de forkerte meninger. De mener slet ikke, at man skal give plads til noget, som de opfatter som objektivt forkert og vildledende eller ondt. De vil naturligvis ikke finde sig i, at man skriver noget ‘forkert’ eller ‘ondt’. Det skal ikke være der.Og nej, jeg skriver ikke for at provokere.

Jo – jeg er (som de fleste vil vide) ganske selvoptaget, men ikke på denne måde.

I de seneste par år har det stået mere og mere klart for mig, at den udvikling i hvordan man har holdninger og giver sin mening til kende – er SELVE problemet. Og det er som bekendt en udvikling, som understøttes og gødes af den måde de sociale medier fungerer på. De lægger en lille bitte smule op til, at man giver sig selv ro ved at finde sin flok ulve at hyle iblandt.

Det vil jeg ikke. Derfor vil jeg fortsat undersøge mulighederne for, at skille mig af med mine meninger uden at blive af med mine holdninger og min interesse for verden.

Og – jo, der er en helt fundamental og afgørende forskel på holdninger og meninger, selvom Løkke engang for mange år siden ikke kunne redegøre for det: Meninger er små og konkrete: ‘Forbyd cigaretrygning’. ‘Cigaretter skal koste 60 kr’.

Holdninger er større og mere generelle – som fx: Cigaretrygning er skadelig. Og: Staten skal regulere skadelige ting.Den første holdning er baseret på ‘fakta’ – som man så kan diskutere (fx hvor ‘ubestridelige’ fakta skal være, før de ikke kan diskuteres længere). Den anden holdning er mere fundamental og leder til filosofiske diskussioner (fx om hvad en stat skal være).

Jeg ville ønske, at vi som samfund var bedre til at diskutere holdninger på mere fundamentalt niveau. Det er vi ikke. Vi slås om ‘fakta’ og om meninger om hvorvidt cigaretter må koste 36kr.

Det orker jeg bare ikke længere. For de fleste har helt mistet ‘holdninger’ af syne.

Det gælder ikke mindst vores politikere. Så de hiver i hver sin side af en karton cigaretter – og tror det er DET, der er det vigtige.

Det er det ikke.

Om forbudte ord

Forlaget Gyldendal genudgiver nu Halfdan Rasmussens værker i redigeret form, hvor bestemte digte med bestemte ord, som man i visse kredse ikke kan lide, er pillet ud. Gyldendal gør opmærksom på det – og begrunder det blandt andet med hensynet til børnene. De evige børn.

I min barndom og ungdom var amerikansk indflydelse noget som var den højtduddannede del af venstrefløjen meget imod. Den amerikanske kulturimperialisme var en trussel mod Danmarks selvstændighed og det var et tegn på vores status som vasalstat og vel nærmest nykolonialiseret satellit-land og buffer-zone ifht. amerikanernes nyudpegede fjende: Sovjetunionen.

Nu er det venstrefløjen og de højtuddannede der mere end nogen importerer særlige amerikanske værdier, som i disse år dominerer den side af amerikansk kultur de kalder ‘liberals’.

Historiens pust

Hvis man læser nyere amerikansk historie er det ikke svært at se, at de der N-ord, som striden står om, vitterligt har en væsentlig betydning i den kontekst. Det bliver straks lidt vanskeligere at overføre til danske forhold.Derfor kan det forekomme en smule søgt, at man kalkerer et amerikansk problem 1:1 og farer voldsomt i flint og ikke tør lade de ord blive stående af angst for at provokere nogen.

I en dansk kontekst ville det give mere mening at fjerne ord som ‘livegen’, ‘tyende’, ‘fæstebonde’ og så videre.Men der er bare ikke længere nogen som identificerer sig med dem der var undertrykt og ringeagtet af de magtfulde stænder.Og der er heller ikke nogen der bruger ordene andet end i en historisk sammenhæng.

Om et par generationer vil man se tilbage på vor tids følsomhed overfor disse ord – ryste på hovedet og forsøge at forstå, at det åbenbart var noget nogle følte meget stærkt.
På linje med 100 år tidligere, hvor man kunne blive meget forarget og/eller ophidset over en dame der viste et stykke med ankel under kjolesømmen.
Sådan skifter tiderne.

Men alt det betyder ingenlunde, at det er ‘neutralt’ at sige de ord eller at man kan dække sig bag påstande, belejligt udtrukket af ordenes etymologi. Det handler om hvordan vi opfatter tingene.

Kunsthistorien og det oprindelige

I kunsthistorien har det igennem mere end 100 år været helt entydigt, at man altid har søgt at få værket til at stå som det stod originalt. Man har fjernet gammel fernis og gamle restaureringer med ‘forbedringer’ på malerier og arkitektur og man har genskabt kønsorganer og fjernet figenblade på klassiske statuer. Man har genindført de frække og upassende passager i litteraturen. 
Alt sammen af hensyn til kunstens autenticitet og for at sikre at værket står som oprindeligt, så man så tilnærmelsesvis som muligt, ser det i sin rette form og kan tage stilling.

Nu skal vi altså igen se kunsten redigeret af andre, som har helt andre motiver og forudsætninger for at gøre det, som de selv har besluttet uden at tage kunstneren i ed – for ‘selvfølgelig ved jeg da, at han ville have været et ordentligt menneske, ligesom jeg selv er det’. Ligesom velmenende mennesker har fjernet statuernes tissemænd og andre krænkende elementer fra kunstværker – har vi idag fået den opfattelse, at nogle bestemte ord ER krænkende – og pludselig hinsides sædernes forandring, ikke længere – og aldrig igen – kan tåles at ses og høres af børn og følsomme sjæle. Det ER bare sådan – fordi ‘det føler vi, så det véd vi’.
Det er i visse sammenhænge en misforstået hensyntagen. Ikke fordi man ikke må tage det hensyn selv. Men det er et personligt valg og ikke et valg man uden bevidsthed om egen forankring i en foranderlig historie, bør tage på andres vegne.

Redigering eller censur

Det er godt, at det ikke er sådan, at Gyldendal bare fjerner digtene og ikke siger noget. Men det er ikke uproblematisk at de udelader dem. Og det er slet ikke acceptabelt, når nogen vover at tage forfatteren til indtægt for, at selvfølgelig ville det da være det rigtige at gøre.

Det er ikke censur – som nogle hævder. Og det er selvfølgelig heller ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Der kan ytres rigeligt i mange andre sammenhænge og det er forlagets egen beslutning om de vil udgive en bog eller ej.

Inde i de klare boder
Ved man hvad de stakkels poder
de kan tåle at få høre 
i det lille barneøre

Det er vigtigt at man fjerner
Det der inficerer hjerner
med racistisk tankemørke
derfor denne åndens tørke

Digteren man straks kastrerer
fjerner ord og censurerer
til man ikk' kan finde mere
som kan nogle provokere

Ja, bøger produceres med en redaktør. Men redaktøren er i dialog med forfatteren og bliver enig med forfatteren om hvad der skal med og ikke skal med. Og når de er blevet enige og bogen er udgivet, så er bogen et værk. Og så er det værk færdigt. Det kan ikke engang forfatteren selv ændre på. Men han kan da medvirke til en ny redigeret udgave.

Der er derfor forskel på om man udgiver nogle af Halfdan Rasmussens digte i antologiform eller i udvalg, eller om man påstår at ‘nyudgive’ hans værk. Nyudgiver man værket, så udelader man ikke enkelte digte. For så er det ikke længere det samme værk. Uanset hvor velmenende motivet er – og hvor rigtigt man synes det er at gøre.

Den amerikanske kontekst

Hvad angår den amerikanske følsomhed overfor det såkaldte n-ord, så skal man tage i betragtning at i en amerikansk sammenhæng er der helt helt andre historiske rammer, som på en helt anden måde retfærdiggør følsomheden overfor det ord og andre;

Tilstedeværelsen af millioner af efterkommere af sorte slaver, en historie med segregation, Jim Crow love, lynchninger og decideret hadefuld og rædselsfuld behandling af den sorte befolkning – helt op til vor tid, har givet masser af god grund til ikke at tage let på disse ting. I Danmark har vi mig bekendt ikke haft noget der ligner Jim Crow love, segregation eller raceoptøjer, omend vi helt klart har haft – og har – masser af åbenlys eller skjult og uerkendt racisme.

I Danmark er det nærmest som om det med stor viljekraft er lykkedes at indføre problemet – for at kunne minde lidt om USA. 
Ordet ‘neger’ støder formodentlig lige så meget i Danmark, som ordet ‘Black’ – brugt i stedet for ‘African American’ – støder visse steder i USA. Det andet n-ord er ladet på en helt anden måde.

Ordet ‘Hottentot’ er et gammelt udtryk – og kan næppe føles personligt krænkende for ret mange mennesker i en dansk kontekst. Derfor vil de fleste da selvfølgelig tage det hensyn ikke at bruge ordet hvis man skriver om Khoikhoi folket i vore dage. Men Halfdan Rasmussen er ikke ‘i vore dage’. Han er en forfatter fra gamle dage – en historisk figur. Uanset at man genudgiver ham.

Det fjerner selvfølgelig ikke, at nogle kan føle sig krænket af det ord. Og det bør man da også tage hensyn til. Men det er vigtigt at bevare overblikket og forstå, hvornår man mister fodfæstet og farer hærgende igennem vores allesammens historiske virkelighed – for at tilpasse den tidens smag og følsomheder.

Da jeg læste på universitetet lærte vi at blive forargede over at man redigerede i historiens kunstværker efter tidens smag.
Der blev bevilget penge til at rulle historiens indgreb tilbage og restaurere kunsten og litteraturen, så den ikke var præget af tidligere tiders smagsdomme, forargelse og anden god vilje.

Nu er det så blevet god stil at redigere.
Verden forandrer sig – og Halfdan Rasmussens digte skal også nok engang blive så gamle, at de dukker op igen og ikke længere vækker anstød med ‘forkerte ord’.
De tider hvor man sagde, at folk måtte tåle at blive fornærmet er (midlertidig) forbi.
Og så må vi jo bakse med de problemer det giver.

Lina er selvstændig illustrator – jeg er mentor

Jeg ‘kom til’ at sætte Lina i gang med en lille shop, hvor hun sælger sine tegninger. Det er en sjov erfaring og det giver mig en masse tanker om livet, om at være ung og ny og om at have forældre der kan hjælpe – og hvad man skal hjælpe med og hvad ikke. Der er meget at tænke over.

Æblet falder somme tider lidt langt fra stammen. Jeg kan tegne, men hun kan virkelig tegne.

Det er også værd at overveje hvordan ‘kendisser’ somme tider har børn, der bæres frem og hjælpes – og får, mere eller mindre, succes, samtidig med at de selvfølgelig føler at forældrenes navn er en hæmsko.
Det som jeg tror ofte er årsagen til, at disse børn – talent eller ej – når ret langt før de fejler, hvis de ikke har talentet, energien og drivet, det er, at alle de praktiske og erfaringsmæssige hindringer der er, dem kan forældrene hjælpe med at få af vejen. Og alle de forbindelser de har i deres netværk, kan de bruge til at få ting til at ske. Og det er de sidste to ting, som jeg håber at bidrage med – for at mine børn kan komme lidt frem.

Lina vil gerne lave infografik. Og det kan hun skam også.

Jeg voksede op med forældre der havde en mærkelig indstilling. Ikke at de ikke ville hjælpe én med lektierne, men især min mor mente, at man ikke skulle ‘mænge sig’. Det havde hun et meget dårligt forhold til. Hun var ellers både en meget talentfuld tegner og en dygtig børnebogsforfatter. Men selv efter hun vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1973, var hun sky i forhold til pressen og de ‘indspiste kredse’ og holdt sig ret meget væk fra den slags. Det kan jeg godt nikke genkendende til – og jeg kan også godt se, at det måske hænger sammen med den der aspergers, som det hedder i vore dage, hvor man ikke rigtig er i sit es, når man skal være iblandt mange mennesker. Måske kan man komme til at bullshitte sig selv lidt og vende ryggen til de fællesskaber, fordi man har dårlige erfaringer fra den slags.

Kan selv – skal selv

Hvorom alting er, så var mine forældre mere typen som mente, at man fløj fra reden og så skulle man lære at ‘klare sig selv’. Det gjorde man så. Så godt man kunne med de forudsætninger man havde. Og man slog sig på livet og man lod sig falde bagud i forhold til ‘de andre’, som havde forældre der hjalp med at skaffe en lejlighed, gav en penge til ting, trak på netværket og i øvrigt lånte penge ud – som man ikke skulle betale tilbage. Mine forældre holdt øje med hver eneste femogtyveøre. Det var ikke fordi de ikke ville en det godt. Det var på en måde præcis fordi de ville en det godt. Og så fordi de var lidt selvoptagede på den måde.

Jeg er ikke sådan. Jeg vil gerne hjælpe mine børn så meget jeg magter. Jeg er ikke ‘curlingfar’ – for der er mange ting de selv må gøre. Mine piger har selv holdt orden, selv holdt tøjbudget, selv vasket deres tøj, selv smurt madpakke, selv pakket kuffert og selv gjort mange andre ting. Det kan de godt.
Men de ved ikke alting. Der er meget at lære. Og som den ældre generation – så står man med noget erfaring, som man kan dele med de unge. Ikke mindst sine børn.

Far er stolt

Min ældste – Lea – har jo haft sine egne problemer. Og med god hjælp og egen kraft, har hun arbejdet sig ud af dem og fået styr på sit liv. Og hun har også selv kunnet skaffe sig job og erfaringer og kan folde sine talenter ud. Hun er typen, som kan få lov til at lede et team, gå foran og tage ansvar – fordi hun magter det, fordi hun egner sit til det med sin personlighed og fordi hun gerne vil og melder til, når der er noget hun gerne vil. Jeg kan dårligt lære hende noget på det plan længere, selvom jeg måske gerne ville.

Hun er med andre rod rigtig godt på vej og på trods af problemer med at finde en passende lejlighed i Roskildeområdet til hende og kæresten, så oplever jeg at hun har succes med at tage styr på tingene og skabe sig en fungerende tilværelse, som hun selv styrer. Det er jo sådan noget som gør en gammel far glad og stolt.

Den yngste på 15 er nået til niendeklasses-prøverne og hun er nået dertil hvor man tænker rigtig meget over fremtiden. Da hun for nylig fik den endelige diagnose – hun har aspergers – var det også både en lettelse og en skillevej. Det var klart, at hun nu kunne koncentrere sig om, at finde den rigtige måde, at skabe sig en tilværelse på. Hun kunne bedre slappe af med bevidstheden om, at det ikke er så underligt, at hun har svært ved at se sig selv fungere godt på en arbejdsplads med mange kollegaer.

Det er ikke noget at undre sig over. Min mor var ude af stand til rigtig at trives på den måde. Hun var selvstændig – både med sin tegnestue og som forfatter. Jeg selv har i lange perioder været selvstændig og jeg har altid været ‘odd man out’ de steder jeg har arbejdet. I hvert fald i en del hensseender. Det med aspergers er lidt mere indviklet end de fleste forstår. Det er ikke fordi man ikke forstår hvad der sker. Men det er ikke altid så let og så naturligt. Og den enorme energi man bruger på at iagttage og analysere hvad der foregår, er på en helt anden måde end de fleste.

Lina er nu tegner og illustrator. Det gik hurtigt.

Selvstændig forretning

Og Lina er nået dertil hvor det bekymrer hende. Så da jeg forleden tog initiativ til, at hun begyndte at sælge sit tegnetalent på nettet, var det noget hun tog imod med kyshånd. Det var noget hun længe gerne havde villet, men der er jo et spring til også at tage skridtet og ligefrem gøre det.

Nettet er så utroligt omfattende i vore dage, at der er masser af muligheder for at komme i gang. Og Lina og jeg fik da også sat et site op på fiverr.com i løbet af aftenen og jeg fik annonceret det og Lina fik masser af ros på min facebook og straks også et par kunder de første dage, som hun håndterede fantastisk godt.

Nu er vi så nået dertil hvor vi skal videreudvikle forretningen. Lina skal have sit eget website med sin portefolio, hun skal have udviklet sine ‘gigs’ (pakker med tilbud på fiverr) og have lagt en plan.

Erfaringer

Risikoen er selvfølgelig at en masse tegnearbejde vil forstyrre hendes skolegang. Det bekymrer ikke mig, men det bekymrer en hel masse andre og jeg har lovet mig selv og hendes lærer, at holde hendes ryg fri.

Det gik op for mig – meget tydeligt – at en lang række af de erfaringer jeg har efter 25 år i internetbranchen jo nok er indlysende for mig, men er guld værd når man er ung. Evnen til at sætte fingeren på det ømme punkt, vurdere om kunden er troværdig, om det er en ‘pain in the ass’ kunde, som ikke kan bestemme sig, eller en glad kunde, der ikke har en instruktør i maven og så videre. Og evnen til at bedømme opgavens størrelse og vanskelighed. Det er sådan noget man skal træne. Men man behøver jo ikke træne det med de allermest frustrerende eksempler.

At have forretning

Så nu laver Lina forretning. Nu spekulerer hun ikke på hvordan hun skal få et fritidsjob for ikke at tale om et studenterjob. Nu har hun ‘ro på bagsmækken’ hvad det angår. Og det har haft en positiv effekt. Også ud over det selvtillidsboost det giver, at kunne lave et stykke arbejde, som andre vil betale lidt for og som de bliver glade for.

Lina har allerede sat priserne op. Hun har allerede skaffet sine egne kunder. Endda fra udlandet. Jeg joker jo med, at hun nu er en international tegnestue. Det er fedt. Nu skal der ro på, sikres en forretningsgang, skabes overblik over ydelser og over hvor langt evnerne rækker.
Og jeg kan glæde mig over, at jeg faktisk har noget at byde på, som har en værdi i det projekt. Så det er også godt for mig.

Citroner, illustrationer og vignetter


If life gives you lemons, make lemonade.

Angst og aspergers

Min 15 årige har døjet med angst og problemer med at komme i skole – selvom hun elsker skolearbejde – igennem et par år, siden jeg blev syg. Det har vi efter lange kampe fundet en god løsning på. Alle er glade og lettede.
Så fik hun forleden en ‘aspergers’-diagnose, som jo ikke kan undre dem, der kender mig og min familie. Det er jo både en velsignelse og en forbandelse på én gang. 
(det kan vi skrive mere om en anden gang).

Men har jo nået en alder hvor hun har brug for penge, som jeg ikke har økonomi til at give hende – så selv uden de gode opdragelsesprincipper, skal hun jo selv tjene dem. 
Hun er bare ikke typen på at ‘stå i butik’ og den slags.

Men – så laver man lemonade.

Illustrator

Hun laver jo selv illustrationer til sine præsentationer og opgaver. Og hun har faktisk også tegnet nogle fine illustrationer til en (måske) kommende bog, som hun fik lidt for og lavet et logo til en motorcykelklubs jubilæum.

Hendes far derimod (det er jo mig), blev ekstra meget begejstret for hendes tegnestil, når hun tegner vignetter og doodles til sine opgaver.
Så jeg fik her til aften lokket hende til at gå i gang med at lave en ‘fiverr’ butik. Den åbner vist snart. Vi roder med den.

Jeg har set at der er andre, som er mindre talentfulde, som kan tjene lidt på det, så det kan hun sgu også. Nu skal det prøves. Man kan ikke komme for tidligt igang med at lave lidt forretning.

Fiverr

Hvis I står og skal bruge en ung, håbefuld og billig illustrator til relativt simple opgaver, så har jeg forbindelsen.
Det er velegnet til skilte, til opskrifter, til menuer, til online, til præsentationer. 
Og de er simpelthen så søde og positive i deres stil.

Og ellers kan man snart købe hendes ydelser på fiverr.com. Og det vil være endnu større – for så vil hun have referencekunder på platformen.

Og hun kan også tegne andet end citroner.

(Faktisk overvejer jeg at købe et par ‘vignetter’ til min blog – så de store hovedkategorier får en illustration med i røven. 
Men jeg er jo fornæret, så … 
må tænke.
🙂 )

Keto og cancer – liv og død – fordele og ulemper

Keto, intermittent fasting, cancer og autophagy

I dag har jeg været en måned på keto. Jeg er ikke helt skarp på om det kun er en diæt eller om det er en decideret livsstilændring – change of life style. Men det er interessant hvad det kan gøre ifht min cancer og hvad intermittent fasting og autophagy gør.
Her er fordelene som jeg umiddelbart har observeret hos mig selv:

Fordele

  • Ti kilo lettere
  • Mere adræt
  • Færre inflammationer
  • Bedre fordøjelse
  • Klarere i hjernen
  • Bedre lugtesans
  • Bedre syn
  • Bedre smagssans
  • Friskere krop
  • Mere energi
  • Bedre søvn
  • Mere positiv
  • Bedre fokus
  • Mere stamina

Ulemper

Der er selvfølgelig også en række ulemper, som måske nok bare er angreb på ens bekvemmelighed og nydelsessyge:

  • Ingen sukker – ingen kage, ingen is, ingen slik, ingen sodavand
  • Ingen alkohol – ingen øl, ingen vin, ingen whisky, ingen gin
  • Ingen kulhydrater i det hele taget – ingen brød, ris, pasta, kartofler, frugt … osv osv

Hvad er keto?

Keto er en kur, diæt eller en ernæringsstrategi – livsstil, som baserer sig på en oldgammel sukkersygediæt. Der er maksimalt 5% energi fra kulhydrater, 20% fra proteiner og 75% fra fedtstoffer. Det er jo stik modsat de fleste slankekure og sundhedsråd, som anbefaler store mængder kulhydrater og som siger, at fedt er ondskaben selv. Jeg har forsøgt mig med kure af den art – og de er ‘onde’ ved mig og de virker heller ikke. Jeg får det bare værre og bliver bagefter federe. De er den direkte årsag til, at jeg ikke har tillid til ‘kure’. Kure har en negativ effekt – i det lange løb.

Keto ligner mest af alt den mad vi spiste tidligere – altså før vi fik intensivt landbrug. På den led ligner den også sådan noget som Atkins og Primal og ikke mindst Paleo.
Men den indeholder altså væsentlig færre kulhydrater. Det er ikke det samme som ‘carnivore’, så vidt jeg ved. For der er masser af grøntsager i en ketodiæt. Det er bare de grøntsager, som ikke indeholder så meget stivelse, sukker og fructose.

Det særlige ved en ketodiæt er, at den igangsætter et stofskifte, som for mange ingen rolle spiller idag – men som tidligere var en integreret del af livet. Det drejer sig om fedtforbrænding – og produktion af ketoner som brændstof til muskler og organer (og delvis hjernen). Jeg vil uddybe det i et andet opslag senere. Der er mange ting at sige, som er relevante hvis man skal overveje sådan en diæt eller livsstil.

Prøv keto – men forbered dig

Jeg fortsætter omkring 10kg endnu (jeg tog 25kg på i løbet af de tre år siden jeg fik fjernet skjoldbruskkirtlen). Jeg regner med at maj og juni går med det.

Jeg har ikke savnet hverken sukker, alkohol eller kulhydrater. Ingen cravings ingen sult.

Hvis du ønsker at smide nogle kilo og er fristet af sådan en livsstilsændring, så skal du først sætte dig ind i tingene. Det er lidt mre indviklet end blot at gå på ‘fedtkur’. Du skal sikre dig, at du får de rigtige mineraler og det rigtige mix af protein og fedt. Og ikke mindst, at det fedt du får – er den rigtige slags (helt overvejende). Pølser og bacon gør det altså ikke. Det vil fortsat fodre dine inflammationer.

Og i øvrigt: Hvis du går keto-vejen for at tabe dig – så skal du kombinere det med faste. Det er let at faste når man brænder fedt i forvejen. Jeg har ingen cravings og ingen sultproblemer, selvom jeg faster 20 timer næsten hver dag. Og hvis jeg får vand og mineraler nok, så har jeg også masser af energi.

Jeg skal ikke gøre mig meget klog på de her ting lige nu. Men det burde faktisk dokumenteres bedre – og jeg vil gøre en indsats for, at give mit input her fra bloggen.

Kontrolleret og overvåget

Det kan VIRKELIG mærkes, når man smider 10kg i løbet af få uger. Men det skal gøres kontrolleret.

Jeg nøjes ikke med at veje mig. Jeg tager i forvejen mit blodtryk og der ud over tager jeg en test for glukose-niveauet i blodet, som er identisk med den sukkersygepatienter tager. Og jeg måler puls, iltmættethed og endelig ketoner i urinen. Ingen af disse er nødvendige, men det er en god idé at holde øje med sig selv, når man vælger at være så hård ved sin krop, som det er at ændre diæt så meget.
Jeg tør ikke anbefale nogen bare at kaste sig ud i det uden forberedelse.

Jeg har ikke savnet hverken sukker, alkohol eller kulhydrater.

Lægernes sovepude og dit eget ansvar

Min situation er lidt speciel, fordi den har udviklet sig ud fra et særligt behov. Jeg tog 25 kilo på efter jeg fik fjernet skjoldbruskkirtlen og kom på eltroxin (kunstigt stofskiftehormon). Mit velbefindende var elendigt – men det var forudsigeligt og forståeligt ud fra den betragtning, at jeg havde været igennem en hård cancerkur med operationer og strålebehandling. Og det var heller ikke uventet, at jeg ville blive ramt at en række af over 200 bivirkninger ved min cancermedicin, som lige var blevet frigivet

Men når jeg ser tilbage på de tre år, kan jeg godt se, at vi har brugt disse ting som en hovedpude. Mine læger har sådan set bare fokuseret på ‘kuren’ og i øvrigt siddet som aber og fyldt et bestemt skema ud, som ingen mening giver ifht mig. De (det er en ny næsten hver gang jeg kommer til Odense) har ikke nået at læse min 100-200 siders journal, hvilket er forståeligt, så de har sådan set bare fortsat i forgængerens spor og fortsat udfyldt det skema, som er lavet til døende mennesker, der lige skal have en måned til. På den baggrund var bare i jeg forbløffende god foderstand og i øvrigt en opmuntring.

Tag styr på sygdom og sundhed

Hvis man vil mere end det, så må man selv tage affære og tage skeen i den anden hånd. Det var det jeg gjorde da det virkelig brændte på – og som jeg skrev om i ‘Dead Man Talking‘. Men efter den præstation var der ikke kræfter til at fortsætte, så jeg overlod mig selv til lægerne og gav mig selv lov til ikke at tage styringen på det. Nu tror jeg, at det er på tide, at jeg selv overtager tømmerne igen – og få bragt mit liv på ret køl, så jeg ikke bare venter på at dø. Og første skridt er at smide hovedparten af de kilo, som jeg har taget på – mens jeg ventede.

Jeg skal ikke bruge 25 kilo ekstra fedt til at stå imod med. 5-10 kilo er bedre og hvis jeg kan omsætte nogle af dem til muskelmasse, så er det jo også noget man kan ‘leve af’ hvis ens cancer er i udbrud. Det bliver næste skridt.


Nu tror jeg, at det er på tide, at jeg selv overtager tømmerne igen – og få bragt mit liv på ret køl, så jeg ikke bare venter på at dø.

Fat adapted

Noget tyder på at jeg har været ‘fat adapted’ før. Det var ikke svært for min krop at begynde at brænde fedt (igen). Men da jeg virkelig var syg med cancer, så lå jeg jo også med 150 i puls, svedte tre t-shirts til hver nat og tabte 10-15 kg (som var både fedt og muskler). Og jeg ved da, at jeg altid har haft mere lyst til at spise fede ting end til at spise sukker – hvilket tyder på, at min krop ikke har været ‘på sukker’, sådan som mange andre oplever det.

Jeg kan – når jeg spiser fed mad – sagtens springe et måltid eller to over. Jeg mærker først sult efter 16-18 timer og kan så tage en lille ting og så længe endnu. Nu skal jeg bare vænne mig til, at jeg de fleste morgener ikke spiser noget og at jeg måske endda springer frokosten over eller udsætter den til 16:00

Intermittent fasting

Faste er en af de ting jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig med. Jeg har hørt om det og diskuteret det. Men det har mest været fordi jeg glemte at spise, at der er gået lang tid mellem måltiderne. Og det har faktisk mest været da jeg var ung. Siden jeg fik børn gik der ‘rutine’ i det – og jeg fik altid morgenmad. Det troede jeg var en god ting – for det fik vi at vide.

Men så får vi at vide, at kroppen faktisk har brug for en pause ind imellem. At vi naturligt bruger fasten til at genskabe kroppens balancer. At når man har fastet i omkring 16 timer – hvis man altså ikke er fyldt op med glukose og den slags – så sætter der noget ind, som hedder ‘autophagi’ – hvilket er en proces hvor kroppen ‘æder sig selv’, forstået på den måde, at dens celler udsøger de svage, ødelagte og defekte celler og omsætter dem til ny energi. Det er en oprydning. Lidt ligesom hvis man har forsøgt sin bil vinteren over – og på en forårsdag støvsuger bilen, skifter olie og oliefilter, måske endda topper op med kølervæske og sprinklervæske og så videre.

Autophagi

De to sidste er når man spiser kalium-, magnesium- og natrium-salte så kroppens celler har noget at arbejde med.
Men udrensningen af kroppen er det mest interessante i denne sammenhæng. Autophagi blev vist opdaget for nogle år siden af japanske forskere (så vidt jeg husker) og det tilhører derfor ikke normale voksne lægers lærebogsstof. Men det er tilsyneladende også blevet påvist, at denne oprydningsprocess faktisk også angriber og æder cancerceller. Det er da en klar sidegevinst for sådan en som mig. Jeg har brug for enhver mulighed for, at holde min cancer på afstand. Og på den måde er intermittent fasting nøglen til både vægttab og muligvis endda noget cancerbekæmpelse.
Det har jeg svært ved at sige nej til.

Der er selvfølgelig en række andre ting, som er relevante for mig som cancerpatient og som også er relevante for andre. Det vil jeg komme ind på i kommende blogposts, hvor jeg vil komme nærmere ind på hvad jeg tror kan være fordele og ulemper ved det jeg gør for tiden.

Kommende bøger

I anledning af Verdens bogdag vil jeg lige ‘jinxe’ mine kommende bøger: ‘Håndbog i dårlige undskyldninger’ og derefter ved jeg ikke? Måske ‘Bedøvet – de fem livsbedrag’ om menneskelivet i dag.
Jeg lavede lige en lille ‘æresplads’ i en reol, hvor jeg stillede de bøger jeg har bidraget til og skrevet ved siden af hinanden. Det er ikke imponerende. Der er to bøger jeg har skrevet de sidste 3 år. Før det bidrog jeg til et par bøger, redigerede nogle ‘pamfletter’ og så illustrerede jeg og medudgav en digtsamling af min ven – dengang vi var unge og håbefulde.

Barndommens bøger

Jeg har altid elsket bøger. Jeg er vokset op i et boghjem. Min mor skrev bøger; en science fiction novellesamling og en række børnebøger. Hun var forfatter i min barndom. Der var mange bogreoler og hun sørgede for, at vi unger blev kørt til børnebiblioteket på Strandvejen i Hellerup mindst en gang om måneden – så længe huset rådede over to biler.

Siden gik vi selv ned på biblioteket i Vangede, hvor jeg kom mindst en gang om ugen. Som større knægt lærte jeg at bruge kartotekerne og jeg besøgte selv både biblioteket i Vangede og hovedbiblioteket. I gymnasiet begyndte jeg at søge til Gladsaxe hovedbibliotek som var mere moderne indstillet og til hovedbiblioteket i Lyngby som også var velassorteret med tidsskrifter.
Dengang var tidsskrifter vigtige fordi de var kilden til viden der (endnu) ikke var passende på bogform. Mine forældre holdt mellem 5 og 10 tidsskrifter foruden mindst én avis. Det voksede jeg op med. Jeg lånte tidsskrifter i årgange på biblioteket. Det var fiskeblade, astronomiblade, motorblade og så videre.

Bøger på vej

Nå, men tilbage til bøgerne. Det er ‘bogdag’. Jeg har lige lavet aftale med min redaktør og forlægger Thomas Vilhelm. Vi skal snakke bog.

Jeg har jo en række bøger, som er halvskrevne og en anden række, som er idéer. Jeg har en halvskrevet bog der hedder ‘Håndbog i dårlige undskyldninger’. Den skal videre frem ad banen – men den kræver bedre markedsføring. Måske denne platform kan være med til at berede vejen for det?

Den næste bog jeg så småt har ‘lagt kølen’ til er en bog jeg vil kalde ‘Bedøvet. De fem livsbedrag’. Den handler om hvordan vi bedøves og bedrages på alle planer: Uddannelsessystemet, Arbejdsmarkedet, Politik, Velfærdssamfund og Kultur og fritid. Den glæder jeg mig til at skrive på. Den samler en hel del af det jeg har skrevet og en hel del af det jeg har/havde planlagt at skrive.

Det er det ‘kyniske’ samfund – hvor ‘det tilsyneladende’ erstatter ‘det egentlige’.
Vi har ’tilsyneladende’ et demokrati, som vedligeholder det der ’tilsyneladende’ er et velfærdssamfund med sundhed og social sikkerhed, et uddannelsessystem, som ’tilsyneladende’ skaber mennesker med dannelse, som ‘fungerer’ på arbejdsmarkedet – men uden at trives og som har en fritid med en masse aktiviteter, som ’tilsyneladende’ er meningsfulde, men meget ofte blot er ‘tomme kalorier’.

For at det bliver til noget


Ellers har jeg jo to børne/ungdoms-bøger i skuffen, som burde skrives færdig og ‘den store europæiske årtusindskifteroman’, som i øvrigt trænger til at blive skrevet helt om ovenpå mine nyere livserfaringer.

Men alt det lader sig jo kun gøre, hvis man rent faktisk gør noget hver eneste dag. Og det bliver unægtelig lidt nemmere hvis der er en plan.
Og det bliver mere realistisk, hvis der er nogen omkring én til at bakke op om det.
Men lad mig ikke jinxe det hele. Det er planer for det næste årti.

Og derfor dette site, denne blog og en ny stil og ny retning i mit liv.
Og det vil udgå herfra, komme på facebooksiden og deles flere steder.