Kategorier
Forretning Selvoptaget Udvikling

Forretning og ingeniørkunst

Når jeg ser Space-X Starship blive løftet op på boosteren til Super Heavy – af et par gribearme, som kører op ad det tårn, som står på affyringsrampen, så tænker jeg på hvordan jeg selv har arbejdet i virksomheder drevet af forretning, versus virksomheder drevet af ingeniørkunst.

Se videoen på youtube.

Starship løftes op på Super Heavy Booster

Business-management siger altid: Du skal KUN lave det du bliver sat til, men du skal gøre det hurtigt, effektivt og billigt. På den måde effektiviserer man sig ihjel.

Det kan vi se, når vi ser Elon Musks ingeniørmæssige tilgang: Her udvikler man og forbedrer løbende og man har øje for en hel anden form for eksponetiel vækst i innovation og produktion, som kommer når man har sin teknologiske platform på plads og når man har udviklet selve det værktøj, som kan spytte pruduktet ud, på den rigtige måde.

Fabrikation

Når vi ser Starship blive løftet op på boosteren, så skal vi tænke på hvad det peger på. Og vi skal sammenligne med det vi har set de seneste 50-70 år i rumfart. Næsten alle former for rumfart og rumskibsudvikling har været fokuseret på produktionen af enkelte eller få eksemplarer af specialiserede fartøjer. I Starships tilfælde er det lige omvendt. Det er en ‘platform’, som er designet til at blive serieproduceret, ligesom affyringsrampen er designet til, at kunne sende raketter afsted i serier – adskillige om dagen.

Det er en fundamental forskel. Der er plads til mange ændringer og forbedringer. Affyringstårnet er ikke bygget specifikt til én version af Starship, men kan håndtere en lang række mulige ændringer i konstruktionen, ligesom det selv vil kunne videreudvikles. Det er bygget – ligesom Starship – med hensyntagen til, at det skal kunne serieproduceres. Det meste er bygget hurtigt og billigt af præfabrikerede elementer.

Det er hvad vi umiddelbart ser. Men hvis vi tænker et enkelt skridt videre, så vil det give mening også at tænke på, at disse konstruktioner er ‘primitive’ og simple og fleksible af en anden grund; for det åbner for, at man kan udvikle på platformen og bygge den i andre materialer med ret simple fabrikations-metoder.

Elon Musk citeres ofte for at sige, at en forsimplet del er den bedste del. Det er med tanke på, at den skal være så enkel som mulig og KUN løse sit konkrete tekniske problem. Han citeres også for at sige, at den enkleste del er INGEN del. Det vil sige, at kun det teknisk nødvendige bliver produceret. Det er ikke kun fordi det er billigere. Det er også fordi det er mere muligt at udvikle videre på. Og især fordi det fjerner fejlrisiko. Ved hver kompleksitet – tilføjer man risiko for, at noget kan gå galt.

Men ud over det, så er det også udtryk for, at ‘Marketing’ ikke har indflydelse på selve konstruktionen. Ordet ‘design’ er ikke knyttet til ‘smartness’ og ‘sex-appeal’, men til den ingeniørmæssige og tekniske konstruktions sundhed og soliditet. Det andet – som skal ‘sælge’ bliver der sørget for senere. Det sikrer faktisk også, at et ‘funktionelt design’ faktisk ER funktionelt og ikke bare skal se sådan ud.

Space Suits

Det kan tilsyneladende stride lidt imod det vi også har hørt; at SpaceX har hyret film-prop designere til, at få deres rumdragter til, at se cool og sexede ud. Designet af dragterne er jo lysår forud for hvad vi ser fra NASA. Det er ’tilsyneladende’ lige det modsatte end hvad jeg hævder. Men for det første er det en færdigudviklet ‘del’ af hele SpaceX setup og dermed har de dragter allerede været igennem den tekniske udvikling (best part is no part!) og dermed har de lagt grundlaget for det ‘sleek design’ vi ser. Og for det andet, så er det mange gange mere enkelt – når man ER dér med en del som en rumdragt, at videreudvikle og lave nye eksemplarer og modeller. Det er lidt anderledes med fx et Launch-Tower, som det tager op imod et år at bygge og som koster en formue.
Ja, jeg ved godt at en rumdragt beregnet til ‘rumvandring’ udenfor rumskibet koster op imod 200 millioner dollars, men det vi har set hos SpaceX er ikke disse rumdragter, men derimod dem vi ser astronauterne i når de går ud til Falcon 9 og snart også til Starship, og når de befinder sig inde i rumskibet. Disse dragter er meget enklere at udvikle og der skal produceres en del af dem.

Fabrik

Elon Musk har også sagt, at det er let nok at udvikle et rumfartøj eller en el-bil. Det svære er at lave en fabrik. At kunne ‘lave mange’ løbende – er det store problem. Og dette problem skal løses i selve udviklingen af produktet. Det vil sige, at produktet skal have taget højde for, at det skal fabriksfremstilles. Det er i fabrikationen at de store forretningsmæssige gevinster kan høstes. Men det afgørende er HVORDAN man får skaffet sig de fordele, som gør gevinsterne mulige. I tilfældet Tesla har han udviklet de såkaldte ‘Giga Factories’, som er meget meget store fabrikker, der fremstiller stort set alle dele. I disse Giga Factories findes de såkaldte ‘Giga Press’ støbemaskiner, som støber det meste af bilen i én klump aluminium. Det hævdes at det sparer 100 samlerobotter, som ellers skulle svejse pladestykker sammen på et samlebånd. Tesla udvikler altså biler, som er fundamentalt anderledes konstrueret end andre fabrikanters biler – og det skulle spare så meget som 30% af byggeomkostningerne. Det er også en slat.
På samme måde udvikler SpaceX ikke primært raketter – selvom det tilsyneladende ser sådan ud. SpaceX udvikler primært en raketfabrik og en opsendelsesfabrik. Det er målet at kunne sende et rumskib ud med satellitter eller brændstof, lande det igen og så … hold nu fast … sende det ud igen indenfor en time eller deromkring.
Det står i kontrast til, at man ellers IKKE sender rumskibe ud igen – eller bruger måneder på at klargøre det (rumfærgen).
SpaceX handler selvfølgelig om at komme til Mars. Men umiddelbart handler det først og fremmest om, at skabe en industri.

Forretningsfolk i min lille verden

For at komme tilbage til Jorden og til min egen lille verden, så er det jo også noget vi oplever i det daglige. Jeg husker tilfælde i min tid som system-arkitekt, hvor man af forretningsmæssige grunde skrottede stort set alle de fordele man ville have haft ved at have en sammenhængende platform at udvikle og designe på – for at opnå en hurtig fordel, ofte i forbindelse med ‘smart design’ og hurtigt salg.

Når der så senere kom problemer – kunne de mennesker, som ikke havde en teknisk baggrund, men som alligevel tog helt afgørende tekniske beslutninger, ikke forstå, at det pludselig var blevet svært at imødekomme udviklingsønskerne, som kom et halvt år efter. Heller ikke selvom de havde fået det forklaret i meget meget klare vendinger. Udviklerne og de teknisk funderede rev sig i håret. De havde tigget på deres grædende knæ om, at man ikke ødelagde platformen for en hurtig gevinst, men havde tabt. Og nu fik de at vide, at de ikke var dygtige nok eller ikke havde forklaret det tydeligt nok, at konsekvensen af en lille ændring i platformteknologien gjorde, at man ikke kunne gøre det, som man nu havde fået som en genial idé.
Udviklerne var desperate: Det var jo NETOP disse ting de havde beskrevet ville gå tabt, men nu troede marketing, management og design – at det var deres idéer til særlige kategoristyringssystemer, særlige modulopbygninger, særlige login-forenklinger og så videre.

Det var de problemer der var mellem de forskellige fraktioner – ‘siloer’ om man vil – i virksomheden, som skabte frustrationer og gnidninger. Men fordi man havde forretningsfolk helt i toppen af pyramiden, så led den tekniske udvikling.

Det vi ser nu med Elon Musk er, at en teknisk ‘genial’ chef bliver ved med at bestemme. Og hans ansatte udvikler platforme, som hænger sammen, som er udviklet på en forudseende måde og en måde, så de kan ‘spille sammen’ uden at man kommer ud i komplicerede tilpasninger. Det kompetent udvikling.
Og resultatet er, at SpaceX og Tesla – for at nævne de to største – efter mange år begynder at løbe endog meget stærkt i forhold til konkurrenterne, der er styret af business-folk, som sidder i ledelseslokalerne og godkender, at man ødelægger sin egen fremtid.
Mens man udelukkende havde den slags virksomheder var det ligemeget. De her virksomheder sad på det hele og deres økonomiske muskel gjorde, at de kunne tryne forsøg på at gøre det teknisk set bedre.
Men det kan de ikke mere. For nu har vi et par firmaer, som fuldkommen vender op og ned på hvem der bestemmer – og har gjort det længe nok til, at alle begynder at kunne se hvordan man kan få og fastholde en forretningsmæssig fordel – FORDI man har udviklet den tekniske fordel på et helt fundamentalt plan og ikke bare som en række overfladiske smarte designfeatures.

Jeg sad engang i et firma og udviklede nogle små computerspil til børn, med Rasmus Klump. Jeg havde en udvikler, som – som jeg – kunne se hvordan vi kunne lave en ‘game engine’ (kom det senere til at hedde) til at drive udviklingen af flere spil. Men vi kunne ikke overbevise ledelsen (som faktisk var ingeniør) – så det blev helt droppet. Senere har vi kunnet følge udviklingen af game engines som Unreal og Unity. Det har på mange måder været imponerende at se. Det KUNNE altså lade sig gøre. Jeg havde bare ikke styrken og positionen og nosserne til, at fastholde mine idéer og overbevise ledelsen.

Heldigvis har vi monstre som Elon Musk, som er en meget mærkelig mand og som er i stand til at lukke ørerne for nonsens og vrøvl og forfølge sine måle igennem mange år. Den slags stamina har jeg ikke så meget af. Og det kan jo godt frustere lidt. Men jeg lever med det – og nyder når andre kan det.

Kategorier
Forretning Selvoptaget

Lina er selvstændig illustrator – jeg er mentor

Jeg ‘kom til’ at sætte Lina i gang med en lille shop, hvor hun sælger sine tegninger. Det er en sjov erfaring og det giver mig en masse tanker om livet, om at være ung og ny og om at have forældre der kan hjælpe – og hvad man skal hjælpe med og hvad ikke. Der er meget at tænke over.

Æblet falder somme tider lidt langt fra stammen. Jeg kan tegne, men hun kan virkelig tegne.

Det er også værd at overveje hvordan ‘kendisser’ somme tider har børn, der bæres frem og hjælpes – og får, mere eller mindre, succes, samtidig med at de selvfølgelig føler at forældrenes navn er en hæmsko.
Det som jeg tror ofte er årsagen til, at disse børn – talent eller ej – når ret langt før de fejler, hvis de ikke har talentet, energien og drivet, det er, at alle de praktiske og erfaringsmæssige hindringer der er, dem kan forældrene hjælpe med at få af vejen. Og alle de forbindelser de har i deres netværk, kan de bruge til at få ting til at ske. Og det er de sidste to ting, som jeg håber at bidrage med – for at mine børn kan komme lidt frem.

Lina vil gerne lave infografik. Og det kan hun skam også.

Jeg voksede op med forældre der havde en mærkelig indstilling. Ikke at de ikke ville hjælpe én med lektierne, men især min mor mente, at man ikke skulle ‘mænge sig’. Det havde hun et meget dårligt forhold til. Hun var ellers både en meget talentfuld tegner og en dygtig børnebogsforfatter. Men selv efter hun vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1973, var hun sky i forhold til pressen og de ‘indspiste kredse’ og holdt sig ret meget væk fra den slags. Det kan jeg godt nikke genkendende til – og jeg kan også godt se, at det måske hænger sammen med den der aspergers, som det hedder i vore dage, hvor man ikke rigtig er i sit es, når man skal være iblandt mange mennesker. Måske kan man komme til at bullshitte sig selv lidt og vende ryggen til de fællesskaber, fordi man har dårlige erfaringer fra den slags.

Kan selv – skal selv

Hvorom alting er, så var mine forældre mere typen som mente, at man fløj fra reden og så skulle man lære at ‘klare sig selv’. Det gjorde man så. Så godt man kunne med de forudsætninger man havde. Og man slog sig på livet og man lod sig falde bagud i forhold til ‘de andre’, som havde forældre der hjalp med at skaffe en lejlighed, gav en penge til ting, trak på netværket og i øvrigt lånte penge ud – som man ikke skulle betale tilbage. Mine forældre holdt øje med hver eneste femogtyveøre. Det var ikke fordi de ikke ville en det godt. Det var på en måde præcis fordi de ville en det godt. Og så fordi de var lidt selvoptagede på den måde.

Jeg er ikke sådan. Jeg vil gerne hjælpe mine børn så meget jeg magter. Jeg er ikke ‘curlingfar’ – for der er mange ting de selv må gøre. Mine piger har selv holdt orden, selv holdt tøjbudget, selv vasket deres tøj, selv smurt madpakke, selv pakket kuffert og selv gjort mange andre ting. Det kan de godt.
Men de ved ikke alting. Der er meget at lære. Og som den ældre generation – så står man med noget erfaring, som man kan dele med de unge. Ikke mindst sine børn.

Far er stolt

Min ældste – Lea – har jo haft sine egne problemer. Og med god hjælp og egen kraft, har hun arbejdet sig ud af dem og fået styr på sit liv. Og hun har også selv kunnet skaffe sig job og erfaringer og kan folde sine talenter ud. Hun er typen, som kan få lov til at lede et team, gå foran og tage ansvar – fordi hun magter det, fordi hun egner sit til det med sin personlighed og fordi hun gerne vil og melder til, når der er noget hun gerne vil. Jeg kan dårligt lære hende noget på det plan længere, selvom jeg måske gerne ville.

Hun er med andre rod rigtig godt på vej og på trods af problemer med at finde en passende lejlighed i Roskildeområdet til hende og kæresten, så oplever jeg at hun har succes med at tage styr på tingene og skabe sig en fungerende tilværelse, som hun selv styrer. Det er jo sådan noget som gør en gammel far glad og stolt.

Den yngste på 15 er nået til niendeklasses-prøverne og hun er nået dertil hvor man tænker rigtig meget over fremtiden. Da hun for nylig fik den endelige diagnose – hun har aspergers – var det også både en lettelse og en skillevej. Det var klart, at hun nu kunne koncentrere sig om, at finde den rigtige måde, at skabe sig en tilværelse på. Hun kunne bedre slappe af med bevidstheden om, at det ikke er så underligt, at hun har svært ved at se sig selv fungere godt på en arbejdsplads med mange kollegaer.

Det er ikke noget at undre sig over. Min mor var ude af stand til rigtig at trives på den måde. Hun var selvstændig – både med sin tegnestue og som forfatter. Jeg selv har i lange perioder været selvstændig og jeg har altid været ‘odd man out’ de steder jeg har arbejdet. I hvert fald i en del hensseender. Det med aspergers er lidt mere indviklet end de fleste forstår. Det er ikke fordi man ikke forstår hvad der sker. Men det er ikke altid så let og så naturligt. Og den enorme energi man bruger på at iagttage og analysere hvad der foregår, er på en helt anden måde end de fleste.

Lina er nu tegner og illustrator. Det gik hurtigt.

Selvstændig forretning

Og Lina er nået dertil hvor det bekymrer hende. Så da jeg forleden tog initiativ til, at hun begyndte at sælge sit tegnetalent på nettet, var det noget hun tog imod med kyshånd. Det var noget hun længe gerne havde villet, men der er jo et spring til også at tage skridtet og ligefrem gøre det.

Nettet er så utroligt omfattende i vore dage, at der er masser af muligheder for at komme i gang. Og Lina og jeg fik da også sat et site op på fiverr.com i løbet af aftenen og jeg fik annonceret det og Lina fik masser af ros på min facebook og straks også et par kunder de første dage, som hun håndterede fantastisk godt.

Nu er vi så nået dertil hvor vi skal videreudvikle forretningen. Lina skal have sit eget website med sin portefolio, hun skal have udviklet sine ‘gigs’ (pakker med tilbud på fiverr) og have lagt en plan.

Erfaringer

Risikoen er selvfølgelig at en masse tegnearbejde vil forstyrre hendes skolegang. Det bekymrer ikke mig, men det bekymrer en hel masse andre og jeg har lovet mig selv og hendes lærer, at holde hendes ryg fri.

Det gik op for mig – meget tydeligt – at en lang række af de erfaringer jeg har efter 25 år i internetbranchen jo nok er indlysende for mig, men er guld værd når man er ung. Evnen til at sætte fingeren på det ømme punkt, vurdere om kunden er troværdig, om det er en ‘pain in the ass’ kunde, som ikke kan bestemme sig, eller en glad kunde, der ikke har en instruktør i maven og så videre. Og evnen til at bedømme opgavens størrelse og vanskelighed. Det er sådan noget man skal træne. Men man behøver jo ikke træne det med de allermest frustrerende eksempler.

At have forretning

Så nu laver Lina forretning. Nu spekulerer hun ikke på hvordan hun skal få et fritidsjob for ikke at tale om et studenterjob. Nu har hun ‘ro på bagsmækken’ hvad det angår. Og det har haft en positiv effekt. Også ud over det selvtillidsboost det giver, at kunne lave et stykke arbejde, som andre vil betale lidt for og som de bliver glade for.

Lina har allerede sat priserne op. Hun har allerede skaffet sine egne kunder. Endda fra udlandet. Jeg joker jo med, at hun nu er en international tegnestue. Det er fedt. Nu skal der ro på, sikres en forretningsgang, skabes overblik over ydelser og over hvor langt evnerne rækker.
Og jeg kan glæde mig over, at jeg faktisk har noget at byde på, som har en værdi i det projekt. Så det er også godt for mig.