Kategorier
Samfund Selvoptaget

Der var engang

Der var engang man kunne bruge alle ord – og omtale dem og joke med dem og have en ironisk distance og være underforstået.
Det kunne man også på facebook.

I vore dage – her 10-15 år efter – bliver man ‘cancelled’ og får 30 dage i skyggen fordi man engang har skrevet sådan her i en kommentar.

Men vi kan ikke kalde hinanden sådan længere. Heller ikke i spøg eller som en ironisk kommentar til noget.



Så får man en lakonisk besked. Man kan ikke selv finde konteksten frem og man må simpelthen finde sig i det.
De fjerner en enkelt kommentar – af ens titusinder fra dengang man var meget aktiv og brugte sproget, sådan som man godt kunne dengang, uden at nogen misopfattede det som ‘hate speech’ eller ‘bullying’.

Og man kan ikke gøre noget ved det – uden simpelthen at lukke sin konto helt.
For det er umuligt at finde samtlige sine kommentarer frem og fjerne dem.
Man kan lukke ned for adgangen til ens gamle posts (og kommentarerne der), men har man hjulpet fb med at blive store, ved at være socialt aktiv på de andres profiler, så er man lidt prisgivet.

Det er trist, men det er jo ikke verdens undergang.

Jeg har fået 30 dage fordi fb ikke længere kan lide hvad jeg skrev dengang.

Kategorier
Principper Samfund Selvoptaget

Magtfuldkommenhed og sprogligt tyranni

Jeg kan ikke længere bruge mit sprog på facebook. Jeg skal lænke det og begrænse det så meget, at det mister livet og bliver til tom meddelelse. Jeg kan ikke hygge mig med mine venner og udveksle små bemærkninger – uden at facebooks skolelærerinde-algoritme lytter med ind over skulderen og slår ned på det ‘hyn’ synes er grimt, fordi algoritmen intet menneskeligt rummer.

Nu går de igennem hele facebooks historik for at finde nogle af mine titusinder af kommentarer, som vrimler med ironi, sarkasme, friskhed og den slags – som man skal være menneske for at forstå. Hvis man er en robot kan man ikke forstå det.

De har ikke blokeret mig endnu. Men det er sgu lidt tungt, at hver gang man går ind på facebook, så har de igenigen fundet noget fuldkommen kærligt, velment og i øvrigt ret sjovt formuleret – som indeholder ‘et ord’, der måske i en anden sammenhæng ville kunne opfattes som groft og brutalt. Og så mener ‘facebook’ helt per automatik – og baseret på deres universelle og globale ‘fællesskabsregler’ – at jeg er et forfærdeligt menneske, som mobber og generer folk.

Nå, men det må jeg vel leve med. Og se hvad de så i øvrigt resulterer i. I mine øjne skader facebook i meget høj grad menneskenes forståelse af sprog, kommunikation og fællesskabs-dannelse og de bidrager aktivt til, at vi får skabt et globalt samfund af robotagtige automatreaktioner af nærtagende fornærmethed, som i sin konsekvens vil bevæge os i retning af mere konflikt, mere vrede og mindre evne til, at lægge en potentiel konflikt i graven.

En væsentlig del af konfliktløsning består i, at man ‘taler sig tilrette’ og gensidigt forsøger at forstå meningen bag ordene. Facebook derimod har indført regelsæt som i stedet søger at udrydde alt hvad der kan være med til, at træne os i gensidig forståelse og konfliktløsning.

Facebooks folk tror tilsyneladende, at hvis man fjerner alt det ‘grimme’, så bliver det pænt. De har ikke forstået, at så vil det der MENES mindre pænt – finde nye og mere ‘sofistikerede’ udtryk, som er vanskeligere at udrydde og som er vanskeligere at forsvare sig imod. Der vil ikke blive mere gensidig forståelse. Der vil ikke blive et bedre og mindre konfliktfyldt samfund. Tværtimod.

Jeg har i over 20 år forsøgt at forklare nogle af de mekanismer. Det er beslægtet med den tro på, at hvis man bare forbander ‘de grimme mennesker’ (DF’ere, Trumpister, Racister osv) tilstrækkelig meget – og udskammer dem meget, så bidrager man til at bekæmpe det man ikke kan lide. Det gør man ikke. Man skaber derimod en kløft som uddybes, og i egne øjne kommer man selv til at stå som ‘det pæne menneske’, men det er kun i ens egen ‘tribe’ at det ser sådan ud. Andre tager afstand fra én.

Fordi vi har opdraget de unge generationer forkert, har vi fået en så udbredt navlepillende narcissisme – også iblandt de der har magt og tager beslutninger – at det skader demokrati, fællesskab og i øvrigt også retstilstanden. For selvretfærdig harme skader den slags, når den ikke holdes lidt i ave. Og når man er så overbevist om, at man ‘har ret’, at man kan tillade sig at lukke munden på ‘de grimme’ og udstøde dem og udskamme dem, så er man selv det man søger at bekæmpe.

Jeg beklager at måtte sige det så tydeligt. Men det er åbenbart et mørke vi simpelthen SKAL bevæge os dybt ned i, før det (måske) går op for flertallet, at det er præcis så ødelæggende som jeg siger.

Vi får ikke mindre ondskab, mobning, had og vrede af, at lægge et låg på og sætte os på det. Vi får mere.

Om sprog og kulturel identitet

Når man ikke kan bruge hele sit sprog og ikke kan bruge det på de måder, hvor det indirekte, det ironiske, det sarkastiske og det underforståede kan eksistere, så dør sproget. Erik Seifon, som er en af de venner jeg har mødt igennem facebook og som har den mest sofistikerede sprogforståelse (og livsforståelse) jeg kender, kom ind på dette i kommentarerne.

Hvis vi kun må skrive online, hvis vores sprog er begrænset, endimensionelt og velopdragent entydigt – så bliver det en meget kedelig verden.

Jeg er jo ‘en gammel viking’. Vikingerne – kan vi læse i sagaerne – havde et livligt og farverigt sprog fuldt af humor og ikke mindst sort humor. Jeg tror det er i Njals saga, at en af personerne (som i øvrigt også hedder Gunnar) rider med sine venner. Ved vejkanten står nogle trælle. Gunnar trækker sit sværd og hugger hovedet af én af trællene i ét hug. De rider lidt videre og de andre spørger ham hvorfor han dog gjorde det? – Han stod så godt for hug! Svarer Gunnar så.
I vore dage kan man ikke hugge hovedet af folk uden at blive straffet. Der ER ting, som er blevet bedre.
Jeg er bare bekymret for, at vi snart heller ikke kan have sagaerne online. Billedligt talt i hvert fald.

Sort humor og visse andre former for humor, som vi har omkring Nordsøen – i det sydlige Norge, Skotland, England og Danmark – forstås måske ikke så godt andre steder i verden. De har andre former for humor.

Men facebook vil udrydde den del af min identitet, som, er knyttet historisk til det område jeg kommer fra. Facebook sætter mig i ‘koncentrationslejr’ med henvisning til hvor grim jeg er, når jeg ikke er ‘pæn’ på den måde, som de har besluttet sig for er det der er pænt – helt universelt.

Det fornærmer mig faktisk. Jeg mener egentlig de gør ved mig og min identitet, hvad man i nogen grad har gjort rundt omkring i verden, hvor man har forbudt mennesker at tale deres modersmål, fordi de nu var underlagt en eller anden statlig kontrol, som havde besluttet at det var et andet sprog, der var det officielle sprog i det land. I Landskrona var det indtil 1904 forbudt at tale dansk i skolen. Det er meget udbredt med den slags undertrykkelse af menneskers kulturelle identitet. Men nu sker det så også online.
Heldigvis kan jeg da gå et andet sted hen. Men det er faktisk sådan, at denne tendens spreder sig mere og mere – og man har den slags ‘fælleskabsregler’ flere og flere steder.
De er velmente og de mennesker som indfører dem, mener intet ondt med dem. De tror de redder verden. Desværre skaber de det modsatte: et ensrettet kulturelt ørkenlandskab af tomhed – hvor man skal imødekomme ønsket om ikke at kunne fornærme nogen overhovedet i hele verden.
Det fornærmer mig.

Hvordan det så foregår

Når man så vælger at protestere overfor facebook og vil forsøge, at forklare dem hvad det VIRKELIG betyder, det man har skrevet, så støder man ind i facebooks magtfuldkomne arrogance. De har selvfølgelig ret til at være lige så magtarrogante, som de har lyst til. Vi ved de er det. Vi ved også, at de gerne vil sælge det som det modsatte: Imødekommenhed og vilje til at forstå. Vi ved også at det er hykleri. Og vi ved, at de bullshitter sig selv til at tro, at de ikke er gennemskuet. Den mindre imødekommende ville bruge ord som ‘psykopatisk’. Men jeg er mere imødekommende.

Her får jeg at vide, at jeg bare skal appellere, så det gør jeg da.

Jeg er ret sikker på, at Martin ikke er fornærmet over hvad jeg skriver. Men facebook fatter ikke noget.

Det resulterer i, at de genovervejer i et par minutter, men da jeg virkelig har brugt de ord, så beslutter de sig for, at jeg er dette forfærdelige menneske og fastholder deres beslutning. Det vidste jeg godt. De forstår jo ikke hvad jeg skriver.

De har stadig ikke forstået hvad der står og hvad meningen er. Men jeg kan da appellere.

Men jeg er – for første gang – i humør til at appellere endnu mere. Det kan man nemlig godt få lov til nogle gange. Derfor forsøger jeg at få fat i ‘The Oversight Board’. Det går nu ikke så godt. Skærmbilledet fryser og der sker ikke andet end, at der er en lille pil som drejer rundt om sig selv.

Og således er man fanget i limbo og kan ikke appellere. Men man har stadig til d. 11, marts.

Det er lidt skuffende.

Jeg gider ikke at lade mig behandle på den måde. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg er ikke meget vred. Jeg er ikke fornærmet over, at jeg ikke bare kan svine folk til. Jeg er oprigtigt bekymret for den effekt på vores samfund, denne måde at behandle os på trækker i retning af. Jeg er oprigtigt bekymret for, at vi udvikler et degenereret samfund, hvor man har en gængs opfattelse af, at sprog ikke har nogle associative lag, der kan bruges aktivt. En opfattelse af, at konnotationerne kan ignoreres og i det hele taget bør udryddes.
Jeg tror det er mere skadeligt end samtlige grove tosser og brutale cyber-bullies.
For det trækker os ind i en verden af 1984 og Fagre nye Verden.
Og det huer mig ikke.

Måske SKAL man have brugt sproget aktivt og kreativt i mange år for, at forstå det her? Måske SKAL man have en universitetsgrad i retorik, medier og kommunikation, som jeg har? Jeg er ikke særlig meget i tvivl om at jeg har ret. Men verden udvikler sig i en forkert retning alligevel. Og det har den gjort i over 20 år.

Det bekymrer mig.

Kategorier
Håndværk Kunsthåndværk Penne Selvoptaget

Mine gamle penne

Jeg har lavet et galleri af penne jeg lavede for år tilbage. Det er for inspiration til eventuelle købere og for pral. Pennene her er med andre ord solgt for længst og kan derfor ikke købes.

Kategorier
Forretning Selvoptaget Udvikling

Forretning og ingeniørkunst

Når jeg ser Space-X Starship blive løftet op på boosteren til Super Heavy – af et par gribearme, som kører op ad det tårn, som står på affyringsrampen, så tænker jeg på hvordan jeg selv har arbejdet i virksomheder drevet af forretning, versus virksomheder drevet af ingeniørkunst.

Se videoen på youtube.

Starship løftes op på Super Heavy Booster

Business-management siger altid: Du skal KUN lave det du bliver sat til, men du skal gøre det hurtigt, effektivt og billigt. På den måde effektiviserer man sig ihjel.

Det kan vi se, når vi ser Elon Musks ingeniørmæssige tilgang: Her udvikler man og forbedrer løbende og man har øje for en hel anden form for eksponetiel vækst i innovation og produktion, som kommer når man har sin teknologiske platform på plads og når man har udviklet selve det værktøj, som kan spytte pruduktet ud, på den rigtige måde.

Fabrikation

Når vi ser Starship blive løftet op på boosteren, så skal vi tænke på hvad det peger på. Og vi skal sammenligne med det vi har set de seneste 50-70 år i rumfart. Næsten alle former for rumfart og rumskibsudvikling har været fokuseret på produktionen af enkelte eller få eksemplarer af specialiserede fartøjer. I Starships tilfælde er det lige omvendt. Det er en ‘platform’, som er designet til at blive serieproduceret, ligesom affyringsrampen er designet til, at kunne sende raketter afsted i serier – adskillige om dagen.

Det er en fundamental forskel. Der er plads til mange ændringer og forbedringer. Affyringstårnet er ikke bygget specifikt til én version af Starship, men kan håndtere en lang række mulige ændringer i konstruktionen, ligesom det selv vil kunne videreudvikles. Det er bygget – ligesom Starship – med hensyntagen til, at det skal kunne serieproduceres. Det meste er bygget hurtigt og billigt af præfabrikerede elementer.

Det er hvad vi umiddelbart ser. Men hvis vi tænker et enkelt skridt videre, så vil det give mening også at tænke på, at disse konstruktioner er ‘primitive’ og simple og fleksible af en anden grund; for det åbner for, at man kan udvikle på platformen og bygge den i andre materialer med ret simple fabrikations-metoder.

Elon Musk citeres ofte for at sige, at en forsimplet del er den bedste del. Det er med tanke på, at den skal være så enkel som mulig og KUN løse sit konkrete tekniske problem. Han citeres også for at sige, at den enkleste del er INGEN del. Det vil sige, at kun det teknisk nødvendige bliver produceret. Det er ikke kun fordi det er billigere. Det er også fordi det er mere muligt at udvikle videre på. Og især fordi det fjerner fejlrisiko. Ved hver kompleksitet – tilføjer man risiko for, at noget kan gå galt.

Men ud over det, så er det også udtryk for, at ‘Marketing’ ikke har indflydelse på selve konstruktionen. Ordet ‘design’ er ikke knyttet til ‘smartness’ og ‘sex-appeal’, men til den ingeniørmæssige og tekniske konstruktions sundhed og soliditet. Det andet – som skal ‘sælge’ bliver der sørget for senere. Det sikrer faktisk også, at et ‘funktionelt design’ faktisk ER funktionelt og ikke bare skal se sådan ud.

Space Suits

Det kan tilsyneladende stride lidt imod det vi også har hørt; at SpaceX har hyret film-prop designere til, at få deres rumdragter til, at se cool og sexede ud. Designet af dragterne er jo lysår forud for hvad vi ser fra NASA. Det er ’tilsyneladende’ lige det modsatte end hvad jeg hævder. Men for det første er det en færdigudviklet ‘del’ af hele SpaceX setup og dermed har de dragter allerede været igennem den tekniske udvikling (best part is no part!) og dermed har de lagt grundlaget for det ‘sleek design’ vi ser. Og for det andet, så er det mange gange mere enkelt – når man ER dér med en del som en rumdragt, at videreudvikle og lave nye eksemplarer og modeller. Det er lidt anderledes med fx et Launch-Tower, som det tager op imod et år at bygge og som koster en formue.
Ja, jeg ved godt at en rumdragt beregnet til ‘rumvandring’ udenfor rumskibet koster op imod 200 millioner dollars, men det vi har set hos SpaceX er ikke disse rumdragter, men derimod dem vi ser astronauterne i når de går ud til Falcon 9 og snart også til Starship, og når de befinder sig inde i rumskibet. Disse dragter er meget enklere at udvikle og der skal produceres en del af dem.

Fabrik

Elon Musk har også sagt, at det er let nok at udvikle et rumfartøj eller en el-bil. Det svære er at lave en fabrik. At kunne ‘lave mange’ løbende – er det store problem. Og dette problem skal løses i selve udviklingen af produktet. Det vil sige, at produktet skal have taget højde for, at det skal fabriksfremstilles. Det er i fabrikationen at de store forretningsmæssige gevinster kan høstes. Men det afgørende er HVORDAN man får skaffet sig de fordele, som gør gevinsterne mulige. I tilfældet Tesla har han udviklet de såkaldte ‘Giga Factories’, som er meget meget store fabrikker, der fremstiller stort set alle dele. I disse Giga Factories findes de såkaldte ‘Giga Press’ støbemaskiner, som støber det meste af bilen i én klump aluminium. Det hævdes at det sparer 100 samlerobotter, som ellers skulle svejse pladestykker sammen på et samlebånd. Tesla udvikler altså biler, som er fundamentalt anderledes konstrueret end andre fabrikanters biler – og det skulle spare så meget som 30% af byggeomkostningerne. Det er også en slat.
På samme måde udvikler SpaceX ikke primært raketter – selvom det tilsyneladende ser sådan ud. SpaceX udvikler primært en raketfabrik og en opsendelsesfabrik. Det er målet at kunne sende et rumskib ud med satellitter eller brændstof, lande det igen og så … hold nu fast … sende det ud igen indenfor en time eller deromkring.
Det står i kontrast til, at man ellers IKKE sender rumskibe ud igen – eller bruger måneder på at klargøre det (rumfærgen).
SpaceX handler selvfølgelig om at komme til Mars. Men umiddelbart handler det først og fremmest om, at skabe en industri.

Forretningsfolk i min lille verden

For at komme tilbage til Jorden og til min egen lille verden, så er det jo også noget vi oplever i det daglige. Jeg husker tilfælde i min tid som system-arkitekt, hvor man af forretningsmæssige grunde skrottede stort set alle de fordele man ville have haft ved at have en sammenhængende platform at udvikle og designe på – for at opnå en hurtig fordel, ofte i forbindelse med ‘smart design’ og hurtigt salg.

Når der så senere kom problemer – kunne de mennesker, som ikke havde en teknisk baggrund, men som alligevel tog helt afgørende tekniske beslutninger, ikke forstå, at det pludselig var blevet svært at imødekomme udviklingsønskerne, som kom et halvt år efter. Heller ikke selvom de havde fået det forklaret i meget meget klare vendinger. Udviklerne og de teknisk funderede rev sig i håret. De havde tigget på deres grædende knæ om, at man ikke ødelagde platformen for en hurtig gevinst, men havde tabt. Og nu fik de at vide, at de ikke var dygtige nok eller ikke havde forklaret det tydeligt nok, at konsekvensen af en lille ændring i platformteknologien gjorde, at man ikke kunne gøre det, som man nu havde fået som en genial idé.
Udviklerne var desperate: Det var jo NETOP disse ting de havde beskrevet ville gå tabt, men nu troede marketing, management og design – at det var deres idéer til særlige kategoristyringssystemer, særlige modulopbygninger, særlige login-forenklinger og så videre.

Det var de problemer der var mellem de forskellige fraktioner – ‘siloer’ om man vil – i virksomheden, som skabte frustrationer og gnidninger. Men fordi man havde forretningsfolk helt i toppen af pyramiden, så led den tekniske udvikling.

Det vi ser nu med Elon Musk er, at en teknisk ‘genial’ chef bliver ved med at bestemme. Og hans ansatte udvikler platforme, som hænger sammen, som er udviklet på en forudseende måde og en måde, så de kan ‘spille sammen’ uden at man kommer ud i komplicerede tilpasninger. Det kompetent udvikling.
Og resultatet er, at SpaceX og Tesla – for at nævne de to største – efter mange år begynder at løbe endog meget stærkt i forhold til konkurrenterne, der er styret af business-folk, som sidder i ledelseslokalerne og godkender, at man ødelægger sin egen fremtid.
Mens man udelukkende havde den slags virksomheder var det ligemeget. De her virksomheder sad på det hele og deres økonomiske muskel gjorde, at de kunne tryne forsøg på at gøre det teknisk set bedre.
Men det kan de ikke mere. For nu har vi et par firmaer, som fuldkommen vender op og ned på hvem der bestemmer – og har gjort det længe nok til, at alle begynder at kunne se hvordan man kan få og fastholde en forretningsmæssig fordel – FORDI man har udviklet den tekniske fordel på et helt fundamentalt plan og ikke bare som en række overfladiske smarte designfeatures.

Jeg sad engang i et firma og udviklede nogle små computerspil til børn, med Rasmus Klump. Jeg havde en udvikler, som – som jeg – kunne se hvordan vi kunne lave en ‘game engine’ (kom det senere til at hedde) til at drive udviklingen af flere spil. Men vi kunne ikke overbevise ledelsen (som faktisk var ingeniør) – så det blev helt droppet. Senere har vi kunnet følge udviklingen af game engines som Unreal og Unity. Det har på mange måder været imponerende at se. Det KUNNE altså lade sig gøre. Jeg havde bare ikke styrken og positionen og nosserne til, at fastholde mine idéer og overbevise ledelsen.

Heldigvis har vi monstre som Elon Musk, som er en meget mærkelig mand og som er i stand til at lukke ørerne for nonsens og vrøvl og forfølge sine måle igennem mange år. Den slags stamina har jeg ikke så meget af. Og det kan jo godt frustere lidt. Men jeg lever med det – og nyder når andre kan det.

Kategorier
Håndværk Kunsthåndværk Penne

Penne i januar og februar

Jeg har her samlet nogle af de penne, som er kommet op her i starten af året.

Kategorier
Selvoptaget

Fatter stadig intet af fbs fællesskabsregler

Jeg er desværre stadig for fatsvag til facebook. Jeg kan simpelthen ikke udtrykke det jeg mener, uden at overtræde deres ‘community standards’. Øjensynligt fordi jeg kommunikerer på en anden måde, end dem der patruljerer fb for hadefulde beskeder.
Jeg forsøgte sådan set bare at formidle min meget fine, nuancerede og ikke spor hadefulde forståelse af netop et problem med forståelse, som også – formodentlig – ligger til grund for den måde fb vurderer det jeg skriver.

Jeg skrev dette i en kommentar om vreden mod Jimmi Carr og hans humor:

“Det undrer mig, at flere og flere tilsyneladende ikke forstår selvironien og hans evne til, at spidde hykleriet og give os indblik i vores eget bullshit og forstillelse? Lige under overfladen på vitsen om, at ‘vi aldrig hører om de gode ting’ – vedr. romaerne og Holocaust, så ligger der jo en hel skatkiste, hvis man et lille øjeblik tager de briller på, der handler om englændernes egen behandling af og forståelse af deres ‘sigøjnere’ (travellers) og deres egen selvforståelse.
Den spidder også hykleriet mht hvordan man i virkeligheden fejer Holocaust en lille smule under gulvtæppet – fordi man har denne automatreaktion, at ‘det var 6mill jøder’ og så ellers videre med dagens gerninger.
Dette at han tager det op på denne måde er på INGEN måde hverken smagløst eller krænkende for romaerne/sigøjnerne/travellers. Det er tværtimod en tiltrængt påmindelse om, at vi har grupper iblandt os – selv i dag – som store grupper ikke bryder sig om og har fordomme imod, men som de ‘smagfuldt’ undlader at sige noget grimt om. De lader bare det grimme ske.
I min verden er alt vendt på hovedet med denne trang til, at tage satire og sort humor for pålydende – og så forsøge at udskamme de humorister, som ellers er dem, der er allerbedst til at udpege vores mørkere og grimmere sider og få os til at blive lidt klogere på os selv.
Det er som om mange mennesker i disse år tror, at de faktisk ER rigtige og gode og moralsk overlegne.I den sammenhæng vil jeg sige: Det er lige omvendt. Hvis du tror du er moralsk overlegen fordi du peger fingre ad Carr og andre af hans slags, så har du et problem med selvindsigten og forståelsen og bør kigge indad”

Det er åbenbart meningen, at mennesker i vore dage skal leve i en falsk selvforståelse, som en umoden 20 årig.
Jeg protesterede selvfølgelig. Men jeg får næppe noget ud af det.

Desværre opnår fb (og andre sociale medier) det stik modsatte af, hvad de ønsker. Men det kommer jeg heller ikke til, at kunne forklare dem.

Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg måske skriver for svært tilgængeligt. Altså, at dem der tjekker mig ikke kan forstå, hvad det er jeg skriver. Det kan godt være. Jeg fik også 30 dage i december for at bruge ordet ‘negere’. Det betyder ‘at nægte’. Men hvis man nu tror, at det er sådan man staver til et ‘grimt ord’, så kan man måske nok insistere på, at jeg har overtrådt fællesskabsreglerne. Det er bare så underligt, at blive smidt ud fordi man bruger et andet ord og staver det korrekt – og de så tror, at man bruger det grimme ord, men staver det forkert.
🙂

Og endnu en opdatering. Jeg vil muligvis gerne annoncere på facebook. Men før jeg gør det, skal jeg tilslutte mig deres antidiskriminatoriske politik. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Ikke fordi jeg ikke er imod diskrimination, men fordi deres politikker på disse områder er så åbenlyst forkerte og har så tydelige negative konsekvenser og virker stik modsat hensigten. Hvor langt skal jeg da gå, for at imødekomme mennesker og virksomheder, som aktivt medvirker til, at vi synker dybere og dybere ned i et middelalderligt mørke, hvor meninger ikke længere brydes og helt bestemte holdningssæt tages for givet og er formuleret at småtbegade og fatsvage umodne tåber, som ikke aner de første tre ting om det de kloger sig på?
Nå, jeg er blevet gammel og overlader verdens tilstand til de unge. De er hjernevaskede og de bliver næppe kede af, at være fanget i totalitære kapitalfondes og lige så totalitære politiske demagogers retoriske spind af løgne og ævl.

Og endnu en opdatering. Nu er jeg igenigen blevet smidt af fb i 30 dage – fordi jeg engang i en eller anden sammenhæng, som jeg ikke kender – har brugt ordet ‘halenegre’ i en kommentar. Sådan her:

Jeg mener jo at jeg er fuldkommen sagesløs. Men det mener fb ikke. I vore dage er ordene i sig selv ‘onde’ og ‘hadefulde’ – og ikke meningen bag.
Det skaber tomme mennesker, som bare er en flok ord, som signalerer ‘godhed’. Hvad der ligger bag – er fuldkommen ligegyldigt.
Hvorfor mon det ikke undrer mig, at lige netop facebook ikke forstår det?

Kategorier
Håndværk Kunsthåndværk

Rollerballs fra Langemark Penne

Rollerbals fra Langemark Penne

Det her er nogle penne jeg har færdiggjort og lagt på Langemark Penne – min penneside, som jeg har genåbnet.Jeg vil ikke blive ved med at oversvømme jer, men jeg skal lige i luften med det her – og finde en god balance.Gå ind på pennesiden, like og del. Og køb eventuelt en pen, hvis det er noget der frister. Send en PB, ‘hvis det er’.

Rollerballs fra Langemark Penne

Jeg fortsætter med at genstarte pennebixen. Der er mange ting man skal have styr på.Her er der en række små rollerballs (de er ikke små, de er bare ikke så store som de store!).

Fra venstre er det:

Rollerball i Moseeg og Birkeknude

Moseeg og birkeknude med ‘gun metal’ dele. Birkeknuden er fra egnen ved Frederikssund.

Elmeknude med Rhodiumdele

Elmeknude og rhodium. Elmeknuden er fra Det sydlige Sjælland og fældet for 30 år siden.

Amerikansk Valnød

Amerikansk valnød og titanium ‘guld’. Der er desværre ikke en historie knyttet til træet, hvis ikke ‘jeg fik det af en ven, som havde det til overs fra en bordplade’ tæller.

Guldregn

Guldregn og titanium ‘guld’ (det er en titaniumoxid-belægning, som er ‘guldagtig’ – men i virkeligheden er den for grønlig til, at være guld). Guldregnen er fra Vordingborg.

Oliven

Oliventræ og titanium. (Som ALT oliventræ man kan købe på nettet er dette oliventræ lavet af træ fra Oliebjerget ved Golgata. Jeg kan næsten garantere, at jeg måske kan skaffe et underskrevet dokument, som erklærer at Jesus himself har slæbt det derop i en tømret konstruktion – eller noget i den stil. Men jeg vil nøjes med at hævde, at det er oliventræ).

Taks

Og yderst til højre: Takstræ og titanium. Og denne taks er jeg sikker på har stået ved Kornerup Å. For jeg har selv hentet den for omtrent ti år siden.

Hvad skal sådan nogle koste? Priserne er jo steget, så en tusse og lidt til er næppe for meget at bede om, skulle jeg mene.

Kategorier
Håndværk Kunsthåndværk Penne

Langemark Penne åbner igen

“Jeg åbner Langemark Penne igen. Blot som et forsøg og foreløbig på lille blus.

Det er dog en god dag at gøre det på, eftersom den yngste blev 18 i går og jeg derfor har lidt mindre ansvar på skuldrene (ja, det bilder jeg mig naivt ind).

Vi lægger ud med en pen i egetræ fra en gård på Lolland. Det er skåret på ‘den forkerte led’ og pudset op. Det giver et særlig spil i træet og en sjov struktur. Metaldelene er af massiv rustfri stål og fra den serie med Langemark Penne, som jeg fik lavet for nogle år siden. Der er graveret logo (et L) i toppen.
*Pennen er en kuglepen og den bruger refills fra Cross, som kan købes i Bog og Idé. Den skal ‘vrides’ når den skal bruges og vrides ind igen bagefter.

Jeg vil gerne have 799,99 kroner for denne pen. Men så får du også ægte Langemark håndværk for under 800 kroner.”.

Håndrejet kuglepen i egetræ og stål

Sådan har jeg skrevet på facebooksiden ‘Langemark Penne‘. Det betyder at jeg officielt er i gang igen med mine penne. Jeg har ikke kræfterne til den store satsning og jeg tager ikke imod indviklede bestillinger (endnu) og jeg har idéer og planer til to liv. Det kommer så til at tage den tid det tager.

Kategorier
Selvoptaget

Incitamenter – penge og håndrejede kuglepenne i spændende træsorter

‘Nu legede vi jo, at jeg gerne ville i gang med at arbejde lidt med pennene igen’ …
Jo, det gjorde vi. Jeg er gået i værkstedet igen – i hvert fald lidt. Jeg ‘reparerer’ nogle penne, som var halvfærdige, færdige med fejl eller bare var blevet ‘grimme’ med tiden. Det er en god måde, at komme lidt i gang igen, så man kan påstå at man sælger: ‘Håndrejede kuglepenne i spændende træsorter og massiv bronze’.

Og så er det jo, at man ‘leger’ og lader tankerne flyve: Hvad nu hvis jeg kunne …?
Mette siger, at det skal kunne betale sig at arbejde og vi skal have udvidet arbejdsudbuddet. Ja, ok – det er nok ikke mig hun tænker på. Jeg var jo bare en lille selvstændig trædrejer og pennemand, med fingrene i alt muligt andet samtidig. Nu er jeg så forfatter, redaktør og snart også ‘lydbog’-speaker.
Men værkstedet trækker jo. Det er så dejligt at stå med noget konkret. Også selvom det kan være koldt.

Nå to og fem er lige

Så regner man på det. Noget af det jeg godt kunne lide at dreje, var de store penne med hætte; rollerballs og fyldepenne. Man kan købe nogle gode kits i en acceptabel kvalitet. De koster 500-700 kroner. Og det bliver lidt et problem. Dem jeg gerne vil bruge koster 600 kroner og jeg skal jo også betale moms og toldbehandlingsgebyr. Hvis jeg køber 10, bliver det 600 kroner.
Lad os nu sige, at jeg gerne vil tage 1500 for sådan en pen. Så er det sådan, at jeg skal betale min (beskedne) skat på ca 40%. Men jeg får også modregnet direkte i min pension. Ikke fuldt beløb. Men jeg skal altså betale en trediedel tilbage – 500 kr, som jeg ikke får udbetalt og derfor heller ikke betaler skat af. Så ‘tabet er 300 kr. Jeg betaler altså 600 i skat, men mister samtidig 300 af pensionen = 900 kroner.
Jeg har betalt 600 kroner for kittet. Og de penge kan jeg ikke trække fra.
Så jeg har tjent 0 kroner.
Hvis jeg tager 2500, så har jeg mulighed for, at tjene 400 kr på pennen. Det er ikke en god timeløn, men det er virkeligheden.
Jeg ved ikke om nogen vil give 2500 for sådan en pen. Jeg har lidt stumper liggende, så jeg laver nok et par stykker først, så jeg kan finansiere det, hvis jeg beslutter mig for det.

Jeg ville gerne kunne lave sådan nogle penne igen. Men nok ikke med tab. Denneher er for længst solgt.

Det kræver bare en særlig lyst, hvis man skal overvinde disse ‘incitamenter’.

Og det er ikke fordi jeg brokker mig (lyder det sådan? 😉 ). Jeg er skam taknemmelig for, at jeg kan få en pension. Det har i den grad været nødvendigt. Men det er ikke sundt med lediggang og jeg har også brug for lidt flere penge for tiden.

Jamen, hvis jeg nu var momsregistreret som selvstændig – og det kan man godt, selvom man er førtidspensionist … sjov nok (det har de ikke fået fucked up), så ville jeg kunne trække udgifterne fra til materialer, så jeg ville kunne tjene mere.
Jo da, det ville hjælpe. Lige indtil jeg kommer til at tænke på, hvad min revisor tog for, at ordne 100 bilag de sidste par år inden det lykkedes mig at lukke det hele ned – og sværge på, at jeg aldrig nogen sinde skulle blive momsregistreret igen.
🙂

Lige nu reparerer jeg bare pennene. Her er en enkelt.

Vimmerask og stål. Der er et skønt spil i træet, som man dårlig kan se på et foto.

Vimmerask og strækmærker

Det er en pen i ask med vimmer. Den ‘glitrer’ i lyset og ser næsten magisk ud. Vimmer i ask er lidt fantastisk. Det kommer fx i ‘tvejninger’ hvor træet bliver trukket og strukket og presset, når en gren svinger. Det minder lidt om de strækmærker man kan få i underhuden. Træet er en lille smule gennemsigtigt og bryder lyset. Og derfor kan det komme til at ‘spille’ i lyset, når lyset trænger ned i træet. Det er vigtigt at man ikke lakerer træet – for så forsvinder noget af spillet. De askekiler jeg har lidt tilbage af, kommer fra Boserup skov ved Roskilde. De har stået og kigget ud på vikingeskibene, som museet sender ud på fjorden. Det er fascinerende at tænke på, at måske er disse asketræer efterkommere af asketræer, som stod på egnen – helt tilbage da Roar og Helge huserede engang i bronzealderen eller hvornår de nu fandtes, eller måske bare tilbage da de første konger holdt hof ved Lejre. Det er sådan nogle fantasier jeg får – og som gør, at jeg ekstra godt kan lide, at dreje træ jeg kender lidt af historien om.
Jeg laver sgu nok bare de penne alligevel. Også selvom jeg ikke kommer til at tjene på det.


I skal lige have en anden jeg har ‘repareret’:

Elmeknude. Kuglepen med massive bronzedele.

Elme-sorger

Jeg har kun meget lidt elmeknude tilbage, så jeg skulle vælge hvordan jeg bedst kunne bruge det. Den var allerede drejet som en kuglepen, men jeg skiftede metaldelene ud, så den nu står med mine egne dele i massiv bronze. Jeg synes det klæder sådan en pen. Jeg var heldig at sikre mig et par gode elmeknuder for ca 13-14 år siden. Det er vist ikke til at skaffe for menneskepenge nu. Denne her elm har engang stået et sted på midt/syd-sjælland omkring Haslev, ved en gård. Den træmand jeg kendte, som solgte mig den, fortalte om hvordan konen på gården havde grædt, da han havde lagt alle de fine elmetræer ned, som havde fået elmesyge. Det er jo 30 år siden nu. Man bliver fandeme gammel. Men derfor kan man jo godt arbejde alligevel.
Og da især hvis man får lidt ud af det.





Kategorier
Håndværk Kunsthåndværk Penne

Lidt penne

Hånddrejede stiftblyanter og lidt andet.

Til en forandring vil jeg lægge et par penne frem. Jeg har lavet et par stiftblyanter og jeg har nogle andre penne, som jeg gerne vil sælge. Noget af det kan vi tale om prisen, hvis du er interesseret. Send mig en mail eller en pb på facebook messenger.

Hånddrejede penne – v til h: lille rollerball, fyldepen, kuglepen, tre stiftblyanter

De tre første er ‘overskud’ – og der er en rollerball i moseeg og ‘gun metal’, som har et lille ormehul, så er der en fyldepen med et lille hak i træet, som er en ukendt mørk eksotisk træsort. Kuglepennen i midten er af vimmerask for oven og elmeknude for neden. Den første stiftblyant er en valnød, den næste er elmeknude for oven og moseeg for neden og den yderst til højre er i anløben spidsløn.

Jeg har også nogle ‘Langemark’ penne i moseeg og bronze, som jeg ‘går af med’. Der har sneget sig en pen i riopalisander ind imellem, men det burde ikke skille os ad.

Håndrejede ‘Langemark’ penne – venstre til højre: Massiv stål og moseeg, Bronze og rio palisander, bronze og moseeg, bronze og moseeg.

Måske bør jeg slet ikke præsentere så mange penne på én gang. Men nu har jeg gjort det. Det er mest stiftblyanterne og moseegpennene, som jeg gerne vil af med. De andre er med for at ‘fuldende billedet’ så at sige.

Hvis jeg kan komme af med lidt penne, så går jeg i værkstedet i den kommende tid og laver lidt flere. Så på den måde er det jo også lidt en test.
Jeg skal skrabe lidt sammen, så jeg kan komme på et eller andet godt ‘Metaverse’ og sidde og småfilosofere i. Det er en mærkelig plan, som lyder helt uforståelig på skrift. Men det er det ikke.