Selvoptaget

Langemark.com afløser facebook

I hvert fald for mig.


2021 sluttede lidt kedeligt for mit vedkommende – hvad angår de sociale medier. Jeg blev smidt af facebook. Så nu flytter jeg.


Lige i begyndelsen af december blev jeg endnu en gang gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt det er, at overlade sikkerheden for, at man kan komme af med sin galde – til de store sociale medier. Denne gang var det lidt mere alvor. Hvis jeg ikke havde fattet det inden, så fattede jeg det lige her på den anden side af nytår, hvor jeg blev mødt med en lakonisk meddelelse om, at facebook ‘midlertidig’ ikke ville lade mig poste noget. Ikke et ord om hvorfor eller hvornår jeg eventuelt ville få lov igen. Bare helt køligt og arbitrært; lige nu må du ikke åbne munden hos os!
Ja, OK. Det har de jo lov til. Og jeg må finde min løsning.


Det er lidt patetisk, det indrømmer jeg, at jeg har ladet andre blive fanget af facebooks og twitters næsten tilfældige nidkærhed overfor deres kunders måder at udtrykke sig på, uden egentlig at have taget konsekvensen selv.
Jeg forsøgte at bruge VK og MeWe og flere andre steder i stedet for. Jeg overvejede at vende tilbage til twitter og bare skrive kort.
Men jeg kan ikke bare skrive kort. Og jeg gider ikke sidde i et så lille ekkokammer, som MeWe er for mig.


Så for skriverier og navlepilleri var der nok kun én mulighed tilbage, som jeg før havde forsøgt mig med – uden at have held og stamina til, at fastholde: mit eget domæne – langemark.com. Det vil sige at langemark.com afløser delvis facebook fremover.
Før de store sociale medier kom frem, var jeg jo aktiv på mailinglister, i newsgroups og på bestemte websites med små lokale communities – som kommunikationsforum, fx.
Og jeg havde en ‘hjemmeside’ på langemark.com , som i årevis rummede en såkaldt ‘blog’, hvorfra jeg skrev mine kommentarer – i en periode især om informationsarkitektur og user-experience. Og så om politik, da det blev meget voldsomt med irakkrige og den slags.
Men da facebook kom frem var jeg på. Jeg var altid på ‘det nyeste’ fordi jeg skulle holde mig opdateret, så jeg kunne rådgive mine kunder. Og facebook var ‘godt’. Det voksede og blev stort og jeg fik mange ‘følgere’ og ‘venner’ og det blev en væsentlig del af mit sociale liv. Og så forlod jeg livet som konsulent i digitale medier – og blev pennedrejer og solgte mine penne igennem facebook i meget høj grad. Det var en fantastisk oplevelse og gav mange gode relationer.


Så opdagede jeg at jeg var blevet syg med cancer – og at det var en del af grunden til, at jeg ikke rigtig kunne følge med i tempoet i den branche jeg havde forladt. Nu kunne jeg sgu ikke engang følge med i mit eget tempo i drejeværkstedet.
Sygdommen afslørede en stærk side ved facebook. Jeg havde venner på facebook, som kunne hjælpe mig. Og de følgende år – igennem 2016, 2017 og 2018 fik jeg skrevet et par bøger – som ret beset var ‘høstet’ af en stor del af det jeg havde skrevet på facebook. facebook var blevet kilden til en stor del af den beskedne indtægt jeg kunne opretholde. Så jeg var meget tøvende med, at forlade dette had-kærlighedsforhold.
Det var nemlig blevet anstrengt. Jeg måtte ikke længere bruge en del af de ord jeg brugte. Jeg måtte ikke længere skrive om de ting der optog mig. Jeg kunne også se, at det var endnu værre for mange af mine facebookkontakter, som blev smidt ud og for nogles vedkommende blev permanent ‘banned’ af facebook.

Der var sket en udvikling, som jeg kunne iagttage og kunne beskrive og som jeg ikke var glad for. Men jeg blev hængende fordi jeg følte, at jeg havde brug for facebook. Jeg havde brug for det, som – efterhånden som konsekvenserne af min sygdom satte sig igennem – var blevet en stor del af mit sociale liv. Jeg havde brug for at føle, at jeg havde et netværk. Jeg havde jo faktisk fundet ud af, at på trods af mine ‘quirks’ som givetvis udiagnosticeret autist med flere diagnosemuligheder, så var der folk som satte pris på mig og på mine mærkværdigheder og mine skriverier om dette og hint og min nærmest tvangs-afvigende adfærd i form af mit skæve perspektiv på verden og livet.

Og så havde jeg brug for, at tro på, at jeg også fremover ville kunne sælge lidt ydelser – i form af redigering, skrivning, pennefremstilling, rådgivning og måske endda velsignelser fra Sofashamanens side.
Jeg har stadig brug for disse ting.
Men jeg har også brug for, at have styr på hvad jeg må skrive og ikke må skrive.
Så jeg kan ikke lægge mine skriverier ud på facebook – så frit som jeg gerne ville kunne.
Og derfor har jeg genoplivet Langemark.com, som har ligget stille fordi jeg ikke magtede at vedligeholde alt det digitale indhold, selvom jeg syntes, at jeg skrev nogle gode ting.
Hvordan domænet vil blive udnyttet fremover ligger endnu ikke fast.
Nu har jeg skrevet en blogpost.
Det er en begyndelse.
En ny begyndelse – igen igen.


Jeg satser på at 2022 bliver året hvor, jeg genopliver min tyve år gamle vane med, at skrive på mit eget site.
Og så håber jeg, at jeg kan gøre det på en måde, så jeg kan lokke flere af jer til at læse med.
Jeg ved at det bliver op ad bakke og besværligt.
Men jeg må finde en måde.

Blender
Jeg er ved at lære mig at bruge 3d programmet Blender.

Langemark.com afløser delvis facebook og i nogen grad twitter. Min gamle blog bliver genoplivet.

Facebook vil fremover primært blive brugt til at linke til det længere indhold – sikkert med en pæn kort beskrivelse af dette indhold. Der ud over bliver det ‘kattebilleder’ – forstået som lidt sjov og lidt pennesalg og den slags.

Der ud over kan jeg meddele at julen gik fint, at nytåret også blev klaret, at jeg er ved nogenlunde godt mod og at facebook ikke vil få mig helt ned med nakken – heller ikke selvom de skulle beslutte, at jeg slet ikke må være med her længere.
Jeg tog mig tid til, at komme i gang med 3d programmet Blender, som jeg har særlige planer med.

Men altså: Langemark.com afløser delvis facebook. Sådan må det være fremover.
Jeg tager kontrol med mit indhold.