Jeg skriver på mange forskellige projekter. Det er ikke blevet mindre af, at jeg skriver noveller igen. Noveller har den forlokkelse, at man tror man kan skrive én færdig – uden at trække vejret. Det kan man også nogle gange. Man kan skrive en kort novelle på 3-5-7 sider, uden at holde pause, og den er færdig i løbet af en dag, så man kan lægge den til side og tage fat i den næste inspiration.
Det er den ultimative lystskrivning.
Man kan endda skrive ‘frit fra leveren’ – i ét langt flow. Man kan skrive uden tankegang. Man kan skrive inspireret. Det er det bedste.
Men det er også det farligste. Det er som en 2-0 føring. Den lokker én til at slappe af. Og lige pludselig er man løbet tør. Lige pludselig midt i at novellen folder sig ud – er der ikke mere. Der er ikke flere kroge at hægte næste sætning fast i. Der er intet momentum. Man er gået i stå. Men novellen blev ikke færdig. Den blev ‘hugget af’ inden den kunne rundes af.
Jeg skriver på mange forskellige projekter. Det er forkert at kalde dem projekter. Det er processer. Det er noget der sker i mit hoved. Når jeg har bragt mig selv i den tilstand er det meget forstyrrende. Eller rettere – jeg er i en slags trancetilstand, hvor alt hvad der kommer forbi mine sansninger, bliver forvandlet til historier af en art. Jeg kan ikke lade være. Det er et filter hvor jeg fjerner det ubemærkelige og lader mig distrahere af det bemærkelsesværdige. Det er det, der stikker ud.
Og så SKAL jeg – med nødvendighed – notere et eller andet, der har inspireret mig. Og når jeg tager fat i den inspiration og udvikler den, så arbejder det konstant i mit baghoved, et sted hvor jeg ikke lægger mærke til det. Men pludselig – måske midt i en sætning jeg sidder og lytter til – så melder det sig med stor kraft. Så SKAL jeg skrive noget ned. Hvis ikke, så kan jeg slet ikke koncentrere mig. Så er jeg helt væk.
Det er pisseirriterende. Især for dem der troede, at jeg var sammen med dem. Det var jeg også. Lige indtil jeg ikke var det mere – fordi der meldte sig noget tvingende.
Sådan er det altid, når jeg giver efter for min kreativitet. Det er rædselsfuldt. Men det er nødvendigt.
Og det er mangelen på denne tilstand, der er det helt afgørende bevis for, at jeg har levet i en slags søvnighed i mange år, hvor jeg har måttet lægge den side af mig væk og koncentrere mig om job, børn, familie, sygdom, økonomi … bla bla bla.
Det er ikke altsammen ligegyldigt. Det er bare ikke noget der er centralt for ‘mig’. MIG er den trance.
Og samtidig er det selvfølgelig ikke mig. Det er ‘NOGET’. Dette ‘NOGET’ er skræmmende.
Det kan slå mig ihjel, hvis jeg ikke passer på.
Jeg må passe på.