Det her handler om min sundhed og om kreatin og om energi og at blive ældre og om hvordan jeg har arbejdet mig ud af min sygdom og det som har hæmmet mig.
Jeg kan mærke at jeg kører i for højt tempo lige nu. Der sker virkelig meget. Og jeg brænder mit lys i alle ender og kanter. Det er ikke sundt for mig, men jeg kan somme tider ikke lade være. Desværre ender det oftest i en gedigen skihopbakke af en nedtur. Og det har jeg ikke lyst til.
Siden jeg blev ramt af dødelig kræft – som blev diagnosticeret for ti år siden – har jeg været forsigtig. Jeg har også haft betydeligt færre kræfter og følt mig træt, så det har ikke været et problem, ikke at knokle for meget på. Jeg har oven i købet haft en førtidspension det meste af tiden, som jeg har kunnet basere min beskedne økonomi på. Det har givet mig muligheder, som jeg har udnyttet.
En af de muligheder jeg har haft, har været at forsøge at forbedre mit helbred og min sundhed. Der var virkelig mange skavanker, som jeg havde udviklet samtidig med min kræft. Sådan set stort set alle dem vi forbinder med alderdom. Jeg var bare kun i halvtredserne, så det var lidt trist. Jeg omlagde min kost og jeg begyndte på forskellige tilskud. Det hjalp og jeg kom af med hæmorrider, min svamp i hovedbunden, min dårlige lænd, mine inflammationer, min paradentose og sågar min ‘callus-dannelse’ i akillessenen, som gjorde at jeg havde svært ved at gå langt.
Men jeg kom ikke af med min hoste fra bronchierne og jeg kom ikke af med min træthed.
Det sidste er jeg så kommet af med nu. Jeg er nemlig begyndt at tage noget creatin. Ja, det er sgu rigtigt. Jeg tager sådan et tilskud, som bodybuilderne tager for at få større muskler. Men det er ikke (specielt) derfor jeg tager det, selvom jeg gerne vil have noget mere muskelstyrke. Det er fordi det klarer hjernen og giver mindre inflammation, sænker insulin-resistensen og hjælper på at brænde mavefedtet af. Det siger de i hvert fald. Jeg går efter energien. Og den har jeg fået.
Det hjælper selvfølgelig også, at jeg har fået bearbejdet lidt traumer. Der har ligget nogle gamle følelsesmæssige ting, der har stået i vejen for at jeg også kunne bearbejde min sygdomshistorie. Så går man i stå. Eller – det gjorde jeg.
Men nu sker der en hel masse. Jeg er ved at genskabe min penneforretning. Ikke at der er mange købssignaler, men jeg gør det alligevel. Så må ‘væksten’ komme senere.
Det som overrasker mig er dog, at jeg har ligget ‘underdrejet’ i en årrække og jeg har mistet forbindelsen til virkeligheden og det virkelige liv. Så jeg har ikke vedligeholdt mit netværk og ikke engang mine venner. Det er altsammen gledet i baggrunden – og jeg har følt mig i stigende grad isoleret og ude af stand til, at løfte den opgave. Der er flere årsager selvfølgelig. For eksempel at jeg absolut ingen penge har haft. Faktisk så lidt at jeg måtte låne for at få råd til at få lavet mine tænder. Jeg har derfor ikke haft råd til at pleje mine venskaber. Det er pinligt at man ikke kan gå ud at spise med nogen, fordi man ikke har pengene. Jeg har prioriteret familien – mine døtre. Det har været et let valg, men det har også været et valg, som har kostet meget.
Men nu ‘vågner’ jeg – og jeg har genoptaget mine penne på et højere niveau. Der er ‘store planer’ – og jeg laver posts på facebooksiden, på instagram, linkedin, x, bluesky (det tager ingen tid, så …) og jeg har mit website på www.langemark.com. Jeg har sågar påbegyndt opbygningen af en egentlig webshop. Det må vi se hvordan går.
Der ud over har jeg planer om at åbne en youtubekanal og at lave et nyt kickstarterprojekt.
Jeg har genåbnet min profil på dinero og inden længe må jeg vel kaste håndklædet i ringen og åbne en erhvervskonto. Det bliver nok i det nye år.
Der sker ALT FOR meget.
Og så er der penneudviklingen. Forleden fik jeg mig en ‘light box’ at fotografere pennene i. Det er fordi det tager for meget af min tid at cykle ud og finde et godt fotosted og billederne bliver aldrig gode nok. Så jeg bider nok i det sure æble og laver ‘produkt-fotografi’. Det kan jeg næsten finde ud af allerede – for jeg lavede faktisk sådan noget for min fars firma da jeg var teenager med eget mørkekammer og Nikon-F. (jo – det helt gamle mekaniske til film, som var forbilledet for stort set alle de japanske 35mm SLR kameraer).
Tidligere havde jeg ikke energien til ret mange af de opgaver. Det var overvældende bare at tænke på to af dem. Men nu er jeg gået i gang med dem allesammen på én gang.
Og der er jo for helvede også penneudviklingen! Jeg skal have udviklet den skide fyldepen. Den SKAL blive klar. Jeg elsker det projekt, men det driller mig. Det skal lige op i prioriteringen. Jeg skal have løst ‘skævhedsproblemet’ fordi de gevind og pennens form skal ligge omkring præcis samme akse. Det kræver præcision. Og så skal jeg have løst det problem, at træet oftest ikke er stærkt nok til at holde et gevind. Det smuldrer. Og jeg kan ikke bare lime to stykker sammen og skære gevind i det hårde træ. Jeg er nødt til at udvikle en ‘muffe’ eller lægge et rør i, for ellers knækker pennen. Nå, det skal nok komme.
Som jeg skrev forleden: Jeg er nødt til at lave ALLE fejlene selv. Jeg lærer KUN af egen erfaring. Så dum er jeg. :D. Men det er det sjove.
Jeg fik en lille metaldrejebænk op på bordet forleden. Den – hvis jeg ellers kan samle stumperne igen – skal hjælpe mig lidt. Den har stået og rustet i seks år. Og er blevet flyttet med tre gange på den tid og er aldrig kommet i brug for alvor. Det er endnu et af de her ‘hængepartier’ jeg blev overvældet af.
Nå, det her blev langt. I virkeligheden ville jeg bare have skrevet noget om, at når jeg nu får gang i de her ting igen og tager creatin og får mere energi, så åbner jeg forskellige projekter og lige pludselig står jeg og opdager, at gamle venner og bekendte og forbindelser STADIG er der. De har været der hele tiden. De er søde og skønne og gode. Og de har ikke glemt mig helt og de har heller ikke skåret mig ud af deres liv – selvom det jo var det jeg var bange for. Jeg var bange for ikke længere at ‘være i kridthuset’ fordi jeg har forsømt dem fuldkommen og isoleret mig i min hule, fordi jeg ikke følte at jeg kunne andet. Fordi jeg følte mig træt, udkørt, færdig.
Ti år på den rutchebanetur er lang tid. Det er en lang nedtur. Det er ret hårdt. Jeg fik en chance til. Men jeg skal være helt ærlig og sige, at det har været yderst kompliceret at nå hertil, hvor jeg har en oplevelse af fremgang, af energi og af håb. Det er ikke gjort med en pension. Det er ikke gjort med tilbud om at ‘komme ned i klubben’ eller den slags. For mig har det været afgørende, at jeg kunne gøre det i et meget langsomt tempo, mens jeg lærte noget om hvordan min krop fungerer og ikke fungerer. Og jeg aner faktisk ikke om det er blivende. Jeg har taget så mange nedture efterhånden, at jeg ikke rigtig tror på det. Men jeg ved at jeg SKAL tro på det og så skal jeg sænke mit tempo lidt. For midt i al overbegejstringen – risikerer jeg at køre mig selv ned.
Det var bare det jeg ville sige.
Hej.
