Lørdag betyder jo vaskedag (laugardagr) og er den dag man gik i bad helt tilbage til da vores sprog begyndte at tage form. I vore dage går man oftere i bad (de fleste af os), men vi kan have svært ved at få presset tøjvasken ind i ugens program og der var gået et par uger siden sidst. Man skal have en del tøj, for at kunne ‘pull this stunt off’, så… det skulle være. Og vi havde en aftale om (endelig) at få vasket tøj i går.
Det vil sige at både fruen og jeg vaskede. Vi har en lille vaskekælder i vores opgang med en enkelt vaskemaskine og en tørretumbler. Der er som regel ingen trængsel af én eller anden grund, men vi er jo også kun otte lejemål – de fleste ganske unge mennesker.
For relativt nylig fik vi en ‘app’ hvor man booker og betaler for vasken. Den kræver en smartphone med gps og bluetooth. Altsammen meget moderne og dejligt nemt.
Vi bookede hele dagen – og brugte fra 9-19 på at vaske tøj, sengetøj, håndklæder, viskestykker og så videre … Det er en lang dag og det er 15-20x op og ned af trapperne fra kælder til anden sal. Sund træning. Især når man også benytter lejligheden til, at flytte lidt rundt på ting mellem kælderrum og lejlighed.
Der var dog et par møder på trappen. Andre ville gerne til. Det lykkedes ikke ret meget.
Spørgsmålet er i øvrigt også – hvor meget skal man bruge et håndklæde før det skal vaskes? Hvor mange dage kan et par bukser tåle at blive gået med? Hvad med trøjer? Det er til evig debat, hvis man gider den slags. Vaner ændrer sig. Vi skal ikke lang tid tilbage før ‘svedlugt’ var relativt accepteret. Det er det ikke længere. Man gik i den samme skjorte i adskillige dage før den blev vasket. Måske havde det at gøre med, at det skulle gøres i hånden og der var en hel del andre opgaver, som pressede sig mere på.
Vi har importeret en ‘lugt-fjendtlig’ kultur fra USA.
Den samme meget historieinteresserede skolelærer i folkeskolen, som første gang fortalte om hvorfor det hedder lørdag, havde også – og her er vi 50 år tilbage i tiden – fortællingen om hvordan amerikanerne efter 2. verdenskrig påvirkede os til at fjerne menneskers naturlige lugt. Jeg véd det ikke, men jeg tror det hænger sammen med markedsføringen af et bestemt ‘rent’ ideal, som bredte sig i sammenhæng med (eller bare samtidig med) industrialiseringen i midten af det tyvende århundrede. Og jeg kan ikke lade være med at forbinde det til ‘nazi-idealer’ og til kvæker-ditto. Cornflakes (Kellogg) blev opfundet af en kvæker, som ville have at de unge mennesker holdt hænderne over dynen og var seksuelt inaktive. Det skulle ‘cereals’ hjælpe med – af én eller anden grund. Kropslugt er lidt i samme ‘genre’ så vidt jeg kan se. Vi må ikke lugte hinanden. Omkring 1990 forsvandt kvinders kønsbehåring også helt. Det skulle vi heller ikke ‘udsættes’ for. Og nu fjerner kvinderne (det er næsten altid kvinderne der går forrest i disse ting – fordi det traditionelt er deres domæne med alle disse nære og hjemlige ting, som har med husholdning og børneopdragelse og den slags at gøre) – de sidste naturlige rester af menneske, med deres mange forskellige tiltag for, at blive kloner af bestemte visuelle idealer.
Vi vasker ikke længere bare vores tøj, og os selv. Vi ‘vasker’ vores egentlige eksistens som mennesker.
Vi forbereder os på at blive til ‘cyborgs’ – og fjerne alt det menneskelige.
Det er min søndagstanke.
Og den er meget parallel til min tidligere tanke om, at vi forbereder os på at blive afløst af AI. Det vi gør med de fleste jobs – hvor ‘procedurer’ (det samme som algoritmer) skal følges slavisk og ‘dokumentation’ (loggen) er meget vigtigt – vil gøre det langt lettere at afløse jobbet med en AI og en Robot. Vi fjerner det menneskelige.
Det digitale er selvfølgelig smart og let – og er ret centralt i denne stræben.
Men min nye tanke er, at det stikker langt dybere. Kropsforandringer og kontrollen med den kropslige natur, er en ‘kultivering’ af kroppen, som fjerner det der er svært at eftergøre med en robot. Hvis vi kan få alle de unge kvinder til at se ens ud, så bliver det lettere at masseproducere en robot, som ser ud som en ung kvinde.
Jeg vil ikke direkte sige, at det er bevidst og at ‘årsag og virkning’ skal vendes på hovedet. Men det giver mening at anskue tingene på hovedet i forhold til hvad vi plejer at gøre.
Menneskets stræben efter at bemægtige sig naturen og kontrollere og forudsige den, peger direkte på at vi bliver afløst af noget, som kan produceres industrielt. Om det er vores kropslugt og udseende, vores måde at bestride jobbet på og meget andet.
Og når vi vasker os så meget og vasker vores tøj så meget, så er det ikke et spørgsmål om hygiejne. Det er et spørgsmål om fælles kulturelle vaner, som gør os mere ens.
Selvom du kan se reklamer for forskellige lugte (dyre) og klonlugte (billigere) i medierne, og man SIGER at det er en måde at vise sin personlighed på (gå ned i Matas eller Magasin og spørg damerne om den slags – hvis du kan tåle den tunge lugt af parfume) – så er det i virkeligheden en form for ‘performance’ af påstået forskellighed, men altid en konstrueret og købt lugt (nej, jeg bruger ikke ordet ‘duft’ her, da det konnoterer noget værdiladet for mig).
Performans – er et centralt ord i nogle af de franske postmodernisme-filosoffers ordforråd. Når verden tømmes for ‘egentlig’ mening, så afløses det af ‘performans’, som er en slags optræden gennem tegn. Det er semiotisk i den forstand, at man ‘siger’ noget bestemt og styret med sin adfærd.
Men for at kunne ‘performe’ relativt frit, må man vaske grunden ren. Man kan ikke male et billede på et beskidt lærred. Det skal først præpareres.
Så vi vasker os, vasker vores tøj, tager deodorant på og går ud i verden, hvor vores lugt er kontrolleret og semiotisk.
Og vi opfører os allerede som robotter og gør mere og mere for, at komme nær det, som vi forestiller os vil være fremtidens ‘menneske’ – indskrevet i en overflod af ‘tegnliggørelse’ – om det er vores lugt, vores hår, vores læber, vores briller (hvis vi har nogen), vores tøj – og så videre.
Og det er meget ‘individuelt’ så vi kan bilde os ind at vi er frie.
Vi er frisat fra fortidens faste rammer, hvor vi ikke behøvede at tænke over hvilke ‘signaler’ og ‘tegn’ vi ankom med, fordi der var en direkte sammenhæng mellem hvem vi var og hvilken slags hat eller kasket vi skulle have på, når vi gik ud i verden (hattip Erik Seifon fra forleden).
I vore dage er vi ‘frisat’ til selv at vælge hvilken hovedbeklædning vi evt. vil signalere med i dag.
Og de peger så over i noget helt andet, som må vente til en anden søndag formiddag: Frisættelsen, som gør os individuelt ansvarlige for alle de valg – og dermed belaster os psykisk. Du er aldrig fri for at skulle forsvare dine bukser, sko, læber, taske osv. Du signalerer og det er DIG der gør det, så stå venligst til ansvar for det, når du bliver afkrævet forklaring, eller rubriceret automatisk.
Nok herfra. Jeg har nu en hel ‘rack’ med rene skjorter på bøjle. Nu skal jeg bare vælge hvilken skjorte jeg skal have på. I dag har jeg en ‘hipster’-signalerende skjorte på. Nogle vil mistolke det. Det må de om.
