Jeg tror de fleste kender det med, at man er i gang med et projekt, er ved at udvikle noget – og så oplever man pludselig at ramme en mur. Man går i stå og kommer ikke videre. Og man ved ikke rigtig hvorfor. Det kører bare ikke.
Det kan selvfølgelig være anledning til at blive irriteret på sig selv, vred, utålmodig og hysterisk. Man kan kaste sig ned på gulvet og skrige eller man kan lægger sig i sengen og kigge ind i væggen.
Jeg tror nu det er mere ‘produktivt’ at lade være. Og at lade være med at presse sig videre. Jeg har – tidligere i livet – været typen som ‘busede på’. Jeg pressede mig selv og insisterede. Nu – i min meget klogere alder (haha) – har jeg delvis lært, at lægge det til side.
Således også mit ‘fyldepenneudviklingsprojekt’. Der har de seneste par uger været lidt ‘lavvande’ i inspirations-akvariet og jeg har ikke helt løst de problemer, som projektet er stødt på.
Så går jeg i værkstedet og ‘roder’. Min ‘hemmelige garage’ byder på mange muligheder og jeg kan hygge mig med at rode med alt muligt andet end det, der lige var projektet. I dag har jeg været i værkstedet og rode med en række penne, som enten ikke var færdige, ikke var faldet så godt ud, eller bare skulle renoveres.
Jeg har færdiggjort eller renoveret nogle penne. Somme tider ser jeg dem og siger: ‘Det er ikke godt nok. Om igen’. Men det kan være inspirerende at ‘genbesøge’ penne jeg har lavet før, men som er blevet ‘gamle’ eller ramponerede.
Jeg drejede en pen færdig, som er lavet i egetræ (se hovedbilledet til denne blogpost). Her har jeg eksperimenteret med noget, som jeg har villet længe. Jeg vil gerne have det helt specielle ‘spil’ frem i træet – helst så meget som muligt. Jeg har derfor drejet denne pen og helt undladt at slibe. Da træets fibre går på tværs af pennens retning vil det sige, at der simpelthen er små ‘huller’ og overrevne fibre. Da jeg har behandlet det med voks træder de ‘rivninger’ temmelig meget frem. Den er helt ru på den side, mens den er glat og lyset spiller på den anden led. Det ville enhver træ-fagmand rynke på næsen ad. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Men jeg har det også sådan, at der er en charme ved den uensartede overflade. Og kontrasten er slående. Jeg ved endnu ikke om det er noget jeg ‘kan lide’. Jeg ved med sikkerhed, at jeg vil få på puklen. Det er ‘uprofessionelt’. Det får være.
Jeg opfatter ikke det jeg gør, når jeg ‘træder vande’ i mit værksted og ordner småting som disse, som ‘snyd’ eller overspringshandlinger. Det er ikke at ‘prokrastinere’, at man rydder op i de små projekter og måske kasserer nogle, måske færdiggør andre og endelig – kommer lidt videre med et par af de lidt større projekter. Det er – i mine øjne – vigtigt at være ineffektiv engang imellem. Man skal ‘lade det synke ind’ og mærke sin ‘væren’ sin stræben. Det er ikke kun ‘at gøre noget’ men lige så meget at være nysgerrig i sit livs åndedrag – eller hvad man nu skal kalde den tilstand af, at være kreativ løbende. Det er ikke ‘produktivitet’ der er centralt.
Så jeg opfatter det sådan set som en integreret del af den kreative proces, at man med ‘snilde’ får kravlet ud og væk fra den psykiske blokering, der er en belastning – når man har svært ved at komme videre i processen og tage de næste skridt.
Sådan som jeg har haft det i et stykke tid.
