Jeg har haft en del penne liggende, som har været med rundt og som jeg har haft brugt lidt. Det er mest for at se hvor meget skade de tager af en hård behandling, men også for at mærke hvordan de er at skrive med og så for at friste svage sjæle, når jeg er rundt omkring.
Men nogle af dem er slet ikke så slidte som mine egne hverdagspenne, så jeg besluttede mig for, at give de bedste en ny tur på drejebænken og gøre dem lidt bedre end de var og få dem til at se nye ud.
Det er en interessant øvelse.
Når man får sådan en pen på bænken igen, sker det jo at man kan genkende den. Den er flere år gammel og træet er fra et træ, som man måske ikke længere har noget af. Jeg har meget lidt tilbage af den gamle danske valnød som én af pennene er drejet af. Det var en valnød som stod i Jægerspris. Den var stor og mere end 100 år gammel. Da jeg – det var vel i 2012 kom forbi efter en nattevagt på Grevinde-Danners børnehjem på slottet, så jeg at min handyman var ved at tage den ned. Så jeg svingede bilen ind og skyndte mig at tale for min syge moster. Og jeg fik skam nogle stykker med i baggagerummet. De var flotte og med farvespil. Der var også stjerneskøre, som der altid er i de store gamle træer, men det gjorde knap så meget for mig, for jeg skal bare finde en måde at skære udenom på, og jeg skal jo ret beset ikke bruge meget til, at dreje en pen. Men jeg vil gerne have stor frihed til at finde det rigtige snit.
Med valnød hvor der er så stor forskel på farven i splint og kerneved, er det nærmest indlysende at man gerne vil vise det frem. Men det kan gøres på flere måder og flere leder. Valnød er grålig – uanset om den er dansk, amerikansk, tyrkisk eller fransk (det er de eneste valnøddesorter jeg har haft fingrene i, så det er dem jeg udtaler mig skråsikkert og ‘erfarent’ om. Så virker jeg klog), så det er ikke farven i sig selv, som får folk til at elske den. Men de dér farveforskelle er nogle gange fantastiske. Og de gør sig godt i en pen.
Nogle gange kan man også finde en guldregn med store farveforskelle, både over i det mørke og over i det helt lyse. Jeg har en rollerball, som måske skræmmer nogle lidt, fordi den har en ret lys ‘side’. Den har jeg også ‘fikset’.
