Tag: politik

Kategorier
Principper Samfund

Det danske terrorangreb ved Nigeria

Efter min mening må vi erkende, at Danmark begår terrorisme ved Nigeria og bryder med helt fundamentale menneskerettigheder.

Prøv at læse referatet fra retsmødet her i BTs artikel. For mig at se er det ret tydeligt, at Danmark intet havde at gøre dernede og at man har antaget en hel masse for, at få det til at stemme med ens forudfattede opfattelse af, at de her mennesker er pirater.
Vi har ikke skyggen af bevis. Men vi er ligeglade. Det er jo kun afrikanere.
Mennesker der går meget op i deres egne rettigheder – er fuldkommen ligeglade med andres rettigheder. Det er typisk.

Bortset fra, at anklagede som regel er fulde af løgn, så …Kan vi overhovedet godtgøre, at det var pirater? Selvfølgelig var de da bevæbnede. Og det er altså fuldkommen normalt, nede omkring Afrika, at man sejler rundt på den måde. Deres veje er ofte i ringere stand og farligere, så er man ved kysten kan det være en fordel. Jeg ved ikke i den konkrete sag.Men læser man artiklen her, så tyder meget på, at man ikke har den fjerneste skygge af en konkret sag mod manden.Man antager bare, at han er pirat. Og derfor mener man, at man har ret til at bruge våbenmagt mod båden og de mennesker, som er ombord. Og en anden ting: Når man skyder disse mennesker – er man så i krig eller er man politimand? Og hvilken retslig og juridisk ret har Danmark til, at bruge magt i det område?

Jeg ved godt, at man kan være følelsesmæssigt ramt og synes at de bare er nogle forbrydere allesammen nede i Afrika og de skal da bare skydes eller i hvert fald ikke til Danmark. Jeg tror faktisk ikke at manden er det fjerneste interesseret i at komme til Danmark. Jeg mangler i hvert fald at se hans motiv for, at sejle ud på havet i håb om at blive beskudt af et dansk skib og miste benet – så han kan komme til Danmark i modsætning til hans ‘kammerater’, der ikke mistede benet og derfor blev sat i søen igen med en madpakke.

Lad os et øjeblik overveje det helt konkret og principielle – og ikke lade os overvælde af, at det er en afrikaner, som vi tror er pirat. Hvad helvede har vi gang i?Jeg kan godt forstå, at andre lande ikke vil røre det med en ildtang.Man ser stort på menneskerettigheder, almindelige retsprincipper og ignorerer alt hvad der hedder individets beskyttelse – af hvilken grund? Fordi det skal se godt ud og fordi man ikke er i stand til at skelne mellem sine følelser og de rationelle almindelige principper, som burde styre enhver magtudøvelse.

Mit rant


I går var jeg lidt vred og skrev nedenstående ‘rant’:

“Jeg skal nok lade være med at bruge ‘n’ ordet, selvom det er fristende i ironisk distanceret vrede, at tillægge nogle beslutningstagere nogle forældede forestillinger.Det viser sig, at tre af de overlevende ‘anholdte’ sorte afrikanere nede fra havet ved Nigeria, skal ‘løslades’ i en gummibåd, med lidt mad og vand, så de selv kan sejle ind til kysten.Hvad fanden i helvede er det for en gang racistisk lort den danske regering har gang i?Hvis de tre af de ‘anholdte’ (Danmark har intet internationalt mandat og ingen som helst krav på, at kunne føre justits dernede) skal løslades igen, hvad skulle de dræbte (myrdede) mørke mennesker så have været?’Jamen de satte sig til modværge’ … ja godmorgen. De blev skudt, blev de! Og danskerne skød først.’Jamen det var varselsskud’ … ja godmorgen. Hvem fanden kan kende forskel i kampens hede? Og var det ikke også bare varselsskud de besvarede ilden med?’Jamen det var pirater’ … ja godmorgen. Åbenbart ikke mere end, at man må løslade dem igen.’Jamen det var for at beskytte skibstrafikken’ … ja godmorgen. Der var ingen danske skibe i nærheden. Jamen der var andre …Og så videre.Gad vide hvordan man ville reagere, hvis en nigeriansk fregat opbragte Norgesfærgen i internationalt farvand og skød en håndfuld danskere – med en eller anden begrundelse, sænkede færgen, holdt resten fanget i en måneds tid og derefter satte dem i gummibåde, med lidt mad og vand ‘så de kan nå kysten selv’?Jeg får med ferlen her på facebook, når jeg skriver et ord, som kan forveksles med et andet ord, som man ikke må skrive fordi man så er racist. Men jeg er så ikke mere racist end, at jeg mener at selv sådanne mørke afrikanere må nyde noget retssikkerhed og nogle menneskerettigheder. Men andre – herunder den danske regering – har andre opfattelser.Det er sgu underligt.De tror sgu nok, at man stadig bor i lerhytter og danser barfodet til trommelyd med en kyllingeknogle igennem næsen – dernede i Afrika. Dette er et rant, skrevet på facebook – fordi jeg ikke har forberedt det og ikke gider gøre noget ud af det.Ikke om jeg fatter, at vi vil være os selv bekendt, når vi kan lade vores regering ‘lede’ landet på den måde.’Jamen hvad skal vi så gøre? Ellers kan vi jo ikke …’ – ja godmorgen. Den undskyldning kan man ALTID komme med, når det er mere bekvemt, at se bort fra helt fundamentale menneskerettigheder, så man kan få et pænt og ordentlig verdenssamfund. Problemet er, at man ødelægger det pæne og ordentlige – for at opnå det. Og så er man bare selv forbryderen og man har ødelagt det man ville redde.Som molboerne på jagt efter storken i marken.Har nogen styr på hvem det er man har myrdet – med regeringens velsignelse – dernede ved den afrikanske kyst?Eller er vi også bare ligeglade med det?”

Andres rettigheder er ligegyldige

Jeg mener Danmark begår et terrorangreb, når vi gør sådan her. Vi har valgt at retfærdiggøre os selv. Men formålet med at skyde piraterne er, at skræmme de andre. Vi er lidt ligeglade med om det virkelig ER pirater. Vi vælger bare at TRO det er pirater. De havde ikke angrebet nogen. Det eneste der skete var, at de skød igen.
Det er fuldkommen indlysende at de skyder igen, eftersom der ikke er samme trygge politistat dernede, som der er her i landet. Men det kan mennesker ikke indse. De tror, at det er et tegn på, at det er forbrydere. Intet kunne være mere forkert.
Selv hvis det viser sig, at det faktisk VAR pirater, så har Danmark åbenlyst brudt med alle de fine principper, som mange ellers går så højt op i. Danmark har absolut INTET at gøre med, at holde justits dér. Der er ingen international enighed og det falder langt udenfor grænsen. Hverken danske eller andre landes myndigheder kan tillade sig, at gøre sådan her. Vi ved godt de gør det. Og hvis vi ‘holder med’ de relevante lande og deres myndigheder, så siger vi ikke noget, for vi er vrede på ‘forbryderne’ og vi har ikke tid til, at give dem den retslige beskyttelse, som man ellers giver mennesker.
Ja, man kan være vred. Og man kan synes at de pirater skal bare have en kugle i nakken. Men så kan man ikke påberåbe sig, at man går op i retsprincipper og menneskerettigheder.
Med mindre selvfølgelig det har noget med hudfarven at gøre. Og så er vi ovre i en helt anden diskussion.

Kategorier
Selvoptaget

Hvori råddenskaben består

Måske er de ikke alle selv klar over det. Måske de simpelthen ikke tænker på det. Måske de bare accepterer, at sådan er det altså?

Men det ér altså ret råddent. Eller i hvert fald ikke så smukt, som man plejer at fejre det den femte juni, når vi bærer vores emblematiske pseudo-konstitution frem til skue og hylder noget, som vi har forvekslet med et demokrati.

Ikke at det ikke er lidt smukt og lidt godt og lidt ligner noget, som godt – sådan administrativt – kunne forveksles med et egentligt folkestyre. Det kan det da godt. Og det kan da fungere, når det ikke lige kommer under pres og ikke lige kommer i kløerne på de klumsige og komatose.

Jeg blev opmærksom på det igen i denne uge. Da Heunicke, den sympatisk smilende mefisto, slesk fik sagt til den servile formiddagspresse – at hans noter er til ham selv; ‘det er privat’ sagde han. Noter om hans embedsførelse vel at mærke.
Her mærker man en sprække. En revne i fundamentet for forvaltningen af vores land. For der er nok en ‘forretningsorden’ i Folketingssalen, så mænd ikke må gå med shorts, men der er ikke nogen krav om, at man dokumenterer hvad der foregår i møderne og forhandlingerne, som lever op til moderne ledelseskrav. Det er ikke sådan, at man har specielt formaliserede krav om klare beslutningsreferater. Det er ikke sådan, at de medier – papir, telefon, saks, sms, e-mail, brev, snapchat, tik-tok eller hvad fanden i helvede disse umodne børn nu måtte finde for godt, at befinde sig i, på, med og ‘connected to’, når de intrigerer og konspirerer om hvordan de nu skal få gennemført deres snildt udtænkte planer om at udmanøvrere de øvrige spillere, som leger politik.
Ingen krav.
Selv i en slikbutik skriver man mødereferater, når ledelsen skal lægge plan for indkøb af skumfiduser. Men politikernes fiduser kan skumme i stilhed og al ubemærkethed.
For det er amatører.
Men de har taleskrivere. Så de er ikke helt fortabt d. 5. juni. De har ansat nogle journalister, kommunikationsfolk, retorikere – som kan trylle med ordene og sproget og få en hest til at ligne en pingvin. Så de er på den sikre side. Intet betyder noget egentligt. Det er kun opfattelsen der betyder noget.
Og så at vinde forhandlingerne.
Som man ikke engang behøver at dokumentere. For man er amatører og børn.

Folketinget forhandler. Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at det ikke er godt. Vi ved godt, at det er en børnehave. Men vi vil helst ikke høre det. Så vi hører ikke efter. Og så er det godt,
Der var lige en af politikerne – jeg siger ikke hvem og lad være med at gætte i kommentarerne – som kom til at skrive et indlæg om hvordan det foregår og hvordan man faktisk generer hinanden og saboterer hinandens politik. Indlægget forsvandt hurtigt igen. Det er ikke noget man taler højt om. Men ‘alle ved det’. Og vi gør ikke noget ved det. Råddenskaben er en indbygget del af systemet.

Vi hører det hele tiden. Det med, at politik er skridtet før krig. At politik er ‘det muliges kunst’ er meget muligt. Men det er så meget mere. Det er også helt umuligt, ikke at blive lidt chokeret, når man ser hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad der handles af i bagdøren. Hvad der tages med til de politiske forhandlinger og hvad formålet med mange forslag faktisk er.
Det er i meget høj grad de politisk opdragne, der er flasket op med alle de små julelege, som de har lært i de politiske ungdomsorganisationer, som tegner den børnehave, som det politiske parnas også er.
Jeg har en mistanke om, at det er kombinationen af pubertetsunger, som ser op til de 30-40 årige succesrige politikere, der i al deres narcissistiske småsociopatiske selvoptagethed knap nok selv har forladt puberteten, der skaber en giftig relation, hvor ‘de drevne’ lader sig friste til, at afsløre alle de grimmeste små tricks i ærmerne, når de skal gøre indtryk på de helt unge.
For hvem vil ikke – i den alder – blive fristet til, at være forbillede? Og hvem vil ikke glemme, at man har et ansvar for, ikke at lede de unge med den bløde hud i fristelse? Og hvem vil ikke gerne vise hvor smart man kan småmanipulere og snyde de politiske modstandere – som jo i nogen grad opfattes som ‘fjenden’, når man er holdspiller på lilleputternes polariserende politikerlegeplads? Og så kommer man til at smile skævt og vidende og lidt hemmeligt og indviet og fortælle de unge håbefulde om, hvordan man ikke skal præsentere det man vil opnå, men fx skal bringe noget helt umuligt med til forhandlingerne, så man senere kan præsentere ‘det svære’ – og få det gennemført, fordi man har udtrættet modparten, som så en sen nattetime alligevel siger ja til det, som de havde forsvoret nogensinde at sige ja til. Og så kommer man til at grine indspist, når de unge er behørigt imponerede.
Og jeg ved godt, at man så nok ikke længere kan høste lidt frisk ungt kørvel i baren senere på aftenen, når det officielle program på kurset er forbi og man skal til det egentlige. Men man har jo lov at håbe og drømme.

Politik er beskidt. Det ved vi alle. Politik består i, at bruge alle trickene til, at opnå det man vil. Men efterhånden er det blevet til, at ingen rigtig vil noget. Ikke noget væsentligt i hvert fald. De ‘vil magten’ og de vil sidde på den. De vil allesammen det samme: De vil ‘vinde’ i forhandlingerne og de vil ‘få gennemført’ en hel masse.
Så de forhandler og laver love. Mange love. De vinder og taber og de håner og peger fingre ad dem de snød. I hvert fald i det skjulte og det ‘private’ hvor hverken medier eller offentlighed får lov at kigge direkte ind. I hvert fald dér. Der hvor det betyder noget for ens forfængelighed.
De går rundt og laver intriger og julelege og små afledende manøvrer, som tjener deres egne formål – og ikke befolkningens interesser. For i nogen grad er politik blevet koblet af virkeligheden. Det der styrer det politiske er ikke ideologier eller forskellige forestillinger om hvordan ‘systemet’ skal være. For alle er enige – og det handler kun om graden af en velvoksen stat, et højt skattetryk og masser af central styring, som skal sikre en langsigtet stabilitet og en god økonomi. For den gode økonomi er uantastelig, når alle de væsentlige politikere har en uddannelse i offentlig administration og økonomi. Det er selve grundlaget for alt. Også hvis det betyder, at alt lægges i langsigtede forlig, som ingen kan bryde – og man derfor faktisk kun kan beslutte småting, der så skal blæses op til det helt store, så man stadig kan bilde befolkningen ind, at den er med til at beslutte hvordan landet skal se ud.

Nå. Nok rant for denne gang. Jeg fortsætter snart, for jeg kan jo ikke lade være.
Der er brug for at få det sagt. Der er brug for at sige noget om hvordan råddenskaben fungerer og hvordan den får det til at se ud som om den ikke er rådden. Og hvordan mediernes egeninteresse kolliderer med deres ‘officielle’ rolle som samfundets vagthund. Men det må blive en anden gang.

Kategorier
Selvoptaget

Om ikke at mene noget

Om ikke at mene noget

Og stadig have holdninger og være interesseret.

Længere ‘rant’ om meninger og holdninger.

Jeg er ved bevidst og systematisk at afpolitisere mig selv, så jeg kan være interesseret og ligeglad på én gang.

Det er en mærkelig proces.

Her er en række store temaer, som kan interessere mig – men som jeg ikke har en færdig mening om.

Jeg er lykkedes ret godt med ikke at mene om Biden/Harris eller Trump er bedre/værre. Jeg ser mest det gensidige had.

Jeg er lykkedes næsten fuldkommen med ikke at mene noget særlig om corona og med slet ikke at vide noget. Jeg mener stadig noget om en uheldig håndtering, men det er det.

Omskæringsdebatten er jeg også lykkedes med at undgå nogenlunde. Jeg kan faktisk godt se argumenter for, at man ikke forbyder omskæring helt, selvom jeg har svært ved at finde tilstrækkelig gode argumenter. Det tilskriver jeg muligvis, at jeg har så lidt personlig erfaring med religion og hvad det gør for ens identitetsdannelse.

Mht Køn og ligestilling, så mener jeg noget om de gode hensigter, men har stadig den mening, at mænds ligestilling får for lidt opmærksomhed, relativt.

Mht de nye kønsbegreber, så mener jeg heller ikke så meget. Ikke andet end, at det kan virke forvirrende. Jeg anerkender at der er basis for en konflikt.

Mht MeToo bølgen – så kan jeg se den fra flere sider og endda flere end to. Det er interessant at se hvor brudfladerne dukker op – og hvor meget indestængt vrede der ligger og venter på at blive luftet. Det ser ikke sundt ud.

Mht klimaforandringer, så mener jeg ingenting og har ikke gjort det i årevis – ikke andet end, at uanset hvad, så er det meget godt for menneskene at have noget at gå op i og at det kan skabe jobs og politiske mål, som næppe i sig selv er skadelige. Men jeg ved det jo ikke.

Mht indvandrerspørgsmålet, så er min mening heller ikke specielt afklaret. Den er snarere resigneret. Det er hvad det er og udviklingen er uafvendelig. Det er selvfølgelig noget man kan diskutere. Men please – lad være med det lige her.

En erfaring jeg gør mig er, at fordi jeg ikke har taget endelig stilling ‘for og imod’ og ikke har tilsluttet mig et ‘hold’, men samtidig tillader mig at tilkendegive meninger om konkrete ting, som måske for nogle peger i den ene eller den anden retning vedr. ‘holdene’, så bliver det af de fleste opfattet som om jeg enten er ‘en af os’ eller ‘en af de andre’.

Og meget ofte bliver jeg ‘forstået’ baseret på et enkelt opslag eller en kommentar. De senere år har jeg endda somme tider vidst, at jeg skrev et opslag, som pegede i én retning og så har jeg skrevet et andet opslag lige efter, som genoprettede balancen. Men de fleste ser kun det ene. Tror jeg.

De fleste er fuldkommen ligeglade med hvad jeg mener. Hvilket er godt. Hvis de læser hvad jeg skriver, så tager de det til efterretning og uanset om de er enige eller ej, så påvirker det ikke så meget.

Men enkelte opbygger et ‘billede’ af hvem jeg er og hvad jeg måtte mene.

Rigtig mange vil gerne være facebookvenner fordi de finder en ‘ven’ der tilsyneladende er enig med dem. De findes i de grupper, som oplever sig selv som ‘mindretal’ eller ‘foragtede’ af magteliten. Det sker fordi jeg ret ofte skriver de ting, som ‘man’ ikke må.

Andre vil absolut ikke være i stue med mig. Det er dem, som opfatter sig selv som ophøjede og er vrede på de foragtelige, der har de forkerte meninger. De mener slet ikke, at man skal give plads til noget, som de opfatter som objektivt forkert og vildledende eller ondt. De vil naturligvis ikke finde sig i, at man skriver noget ‘forkert’ eller ‘ondt’. Det skal ikke være der.Og nej, jeg skriver ikke for at provokere.

Jo – jeg er (som de fleste vil vide) ganske selvoptaget, men ikke på denne måde.

I de seneste par år har det stået mere og mere klart for mig, at den udvikling i hvordan man har holdninger og giver sin mening til kende – er SELVE problemet. Og det er som bekendt en udvikling, som understøttes og gødes af den måde de sociale medier fungerer på. De lægger en lille bitte smule op til, at man giver sig selv ro ved at finde sin flok ulve at hyle iblandt.

Det vil jeg ikke. Derfor vil jeg fortsat undersøge mulighederne for, at skille mig af med mine meninger uden at blive af med mine holdninger og min interesse for verden.

Og – jo, der er en helt fundamental og afgørende forskel på holdninger og meninger, selvom Løkke engang for mange år siden ikke kunne redegøre for det: Meninger er små og konkrete: ‘Forbyd cigaretrygning’. ‘Cigaretter skal koste 60 kr’.

Holdninger er større og mere generelle – som fx: Cigaretrygning er skadelig. Og: Staten skal regulere skadelige ting.Den første holdning er baseret på ‘fakta’ – som man så kan diskutere (fx hvor ‘ubestridelige’ fakta skal være, før de ikke kan diskuteres længere). Den anden holdning er mere fundamental og leder til filosofiske diskussioner (fx om hvad en stat skal være).

Jeg ville ønske, at vi som samfund var bedre til at diskutere holdninger på mere fundamentalt niveau. Det er vi ikke. Vi slås om ‘fakta’ og om meninger om hvorvidt cigaretter må koste 36kr.

Det orker jeg bare ikke længere. For de fleste har helt mistet ‘holdninger’ af syne.

Det gælder ikke mindst vores politikere. Så de hiver i hver sin side af en karton cigaretter – og tror det er DET, der er det vigtige.

Det er det ikke.