Selvoptaget

Hvori råddenskaben består

Måske er de ikke alle selv klar over det. Måske de simpelthen ikke tænker på det. Måske de bare accepterer, at sådan er det altså?

Men det ér altså ret råddent. Eller i hvert fald ikke så smukt, som man plejer at fejre det den femte juni, når vi bærer vores emblematiske pseudo-konstitution frem til skue og hylder noget, som vi har forvekslet med et demokrati.

Ikke at det ikke er lidt smukt og lidt godt og lidt ligner noget, som godt – sådan administrativt – kunne forveksles med et egentligt folkestyre. Det kan det da godt. Og det kan da fungere, når det ikke lige kommer under pres og ikke lige kommer i kløerne på de klumsige og komatose.

Jeg blev opmærksom på det igen i denne uge. Da Heunicke, den sympatisk smilende mefisto, slesk fik sagt til den servile formiddagspresse – at hans noter er til ham selv; ‘det er privat’ sagde han. Noter om hans embedsførelse vel at mærke.
Her mærker man en sprække. En revne i fundamentet for forvaltningen af vores land. For der er nok en ‘forretningsorden’ i Folketingssalen, så mænd ikke må gå med shorts, men der er ikke nogen krav om, at man dokumenterer hvad der foregår i møderne og forhandlingerne, som lever op til moderne ledelseskrav. Det er ikke sådan, at man har specielt formaliserede krav om klare beslutningsreferater. Det er ikke sådan, at de medier – papir, telefon, saks, sms, e-mail, brev, snapchat, tik-tok eller hvad fanden i helvede disse umodne børn nu måtte finde for godt, at befinde sig i, på, med og ‘connected to’, når de intrigerer og konspirerer om hvordan de nu skal få gennemført deres snildt udtænkte planer om at udmanøvrere de øvrige spillere, som leger politik.
Ingen krav.
Selv i en slikbutik skriver man mødereferater, når ledelsen skal lægge plan for indkøb af skumfiduser. Men politikernes fiduser kan skumme i stilhed og al ubemærkethed.
For det er amatører.
Men de har taleskrivere. Så de er ikke helt fortabt d. 5. juni. De har ansat nogle journalister, kommunikationsfolk, retorikere – som kan trylle med ordene og sproget og få en hest til at ligne en pingvin. Så de er på den sikre side. Intet betyder noget egentligt. Det er kun opfattelsen der betyder noget.
Og så at vinde forhandlingerne.
Som man ikke engang behøver at dokumentere. For man er amatører og børn.

Folketinget forhandler. Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at det ikke er godt. Vi ved godt, at det er en børnehave. Men vi vil helst ikke høre det. Så vi hører ikke efter. Og så er det godt,
Der var lige en af politikerne – jeg siger ikke hvem og lad være med at gætte i kommentarerne – som kom til at skrive et indlæg om hvordan det foregår og hvordan man faktisk generer hinanden og saboterer hinandens politik. Indlægget forsvandt hurtigt igen. Det er ikke noget man taler højt om. Men ‘alle ved det’. Og vi gør ikke noget ved det. Råddenskaben er en indbygget del af systemet.

Vi hører det hele tiden. Det med, at politik er skridtet før krig. At politik er ‘det muliges kunst’ er meget muligt. Men det er så meget mere. Det er også helt umuligt, ikke at blive lidt chokeret, når man ser hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad der handles af i bagdøren. Hvad der tages med til de politiske forhandlinger og hvad formålet med mange forslag faktisk er.
Det er i meget høj grad de politisk opdragne, der er flasket op med alle de små julelege, som de har lært i de politiske ungdomsorganisationer, som tegner den børnehave, som det politiske parnas også er.
Jeg har en mistanke om, at det er kombinationen af pubertetsunger, som ser op til de 30-40 årige succesrige politikere, der i al deres narcissistiske småsociopatiske selvoptagethed knap nok selv har forladt puberteten, der skaber en giftig relation, hvor ‘de drevne’ lader sig friste til, at afsløre alle de grimmeste små tricks i ærmerne, når de skal gøre indtryk på de helt unge.
For hvem vil ikke – i den alder – blive fristet til, at være forbillede? Og hvem vil ikke glemme, at man har et ansvar for, ikke at lede de unge med den bløde hud i fristelse? Og hvem vil ikke gerne vise hvor smart man kan småmanipulere og snyde de politiske modstandere – som jo i nogen grad opfattes som ‘fjenden’, når man er holdspiller på lilleputternes polariserende politikerlegeplads? Og så kommer man til at smile skævt og vidende og lidt hemmeligt og indviet og fortælle de unge håbefulde om, hvordan man ikke skal præsentere det man vil opnå, men fx skal bringe noget helt umuligt med til forhandlingerne, så man senere kan præsentere ‘det svære’ – og få det gennemført, fordi man har udtrættet modparten, som så en sen nattetime alligevel siger ja til det, som de havde forsvoret nogensinde at sige ja til. Og så kommer man til at grine indspist, når de unge er behørigt imponerede.
Og jeg ved godt, at man så nok ikke længere kan høste lidt frisk ungt kørvel i baren senere på aftenen, når det officielle program på kurset er forbi og man skal til det egentlige. Men man har jo lov at håbe og drømme.

Politik er beskidt. Det ved vi alle. Politik består i, at bruge alle trickene til, at opnå det man vil. Men efterhånden er det blevet til, at ingen rigtig vil noget. Ikke noget væsentligt i hvert fald. De ‘vil magten’ og de vil sidde på den. De vil allesammen det samme: De vil ‘vinde’ i forhandlingerne og de vil ‘få gennemført’ en hel masse.
Så de forhandler og laver love. Mange love. De vinder og taber og de håner og peger fingre ad dem de snød. I hvert fald i det skjulte og det ‘private’ hvor hverken medier eller offentlighed får lov at kigge direkte ind. I hvert fald dér. Der hvor det betyder noget for ens forfængelighed.
De går rundt og laver intriger og julelege og små afledende manøvrer, som tjener deres egne formål – og ikke befolkningens interesser. For i nogen grad er politik blevet koblet af virkeligheden. Det der styrer det politiske er ikke ideologier eller forskellige forestillinger om hvordan ‘systemet’ skal være. For alle er enige – og det handler kun om graden af en velvoksen stat, et højt skattetryk og masser af central styring, som skal sikre en langsigtet stabilitet og en god økonomi. For den gode økonomi er uantastelig, når alle de væsentlige politikere har en uddannelse i offentlig administration og økonomi. Det er selve grundlaget for alt. Også hvis det betyder, at alt lægges i langsigtede forlig, som ingen kan bryde – og man derfor faktisk kun kan beslutte småting, der så skal blæses op til det helt store, så man stadig kan bilde befolkningen ind, at den er med til at beslutte hvordan landet skal se ud.

Nå. Nok rant for denne gang. Jeg fortsætter snart, for jeg kan jo ikke lade være.
Der er brug for at få det sagt. Der er brug for at sige noget om hvordan råddenskaben fungerer og hvordan den får det til at se ud som om den ikke er rådden. Og hvordan mediernes egeninteresse kolliderer med deres ‘officielle’ rolle som samfundets vagthund. Men det må blive en anden gang.