Til en forandring vil jeg lægge et par penne frem. Jeg har lavet et par stiftblyanter og jeg har nogle andre penne, som jeg gerne vil sælge. Noget af det kan vi tale om prisen, hvis du er interesseret. Send mig en mail eller en pb på facebook messenger.
Hånddrejede penne – v til h: lille rollerball, fyldepen, kuglepen, tre stiftblyanter
De tre første er ‘overskud’ – og der er en rollerball i moseeg og ‘gun metal’, som har et lille ormehul, så er der en fyldepen med et lille hak i træet, som er en ukendt mørk eksotisk træsort. Kuglepennen i midten er af vimmerask for oven og elmeknude for neden. Den første stiftblyant er en valnød, den næste er elmeknude for oven og moseeg for neden og den yderst til højre er i anløben spidsløn.
Jeg har også nogle ‘Langemark’ penne i moseeg og bronze, som jeg ‘går af med’. Der har sneget sig en pen i riopalisander ind imellem, men det burde ikke skille os ad.
Håndrejede ‘Langemark’ penne – venstre til højre: Massiv stål og moseeg, Bronze og rio palisander, bronze og moseeg, bronze og moseeg.
Måske bør jeg slet ikke præsentere så mange penne på én gang. Men nu har jeg gjort det. Det er mest stiftblyanterne og moseegpennene, som jeg gerne vil af med. De andre er med for at ‘fuldende billedet’ så at sige.
Hvis jeg kan komme af med lidt penne, så går jeg i værkstedet i den kommende tid og laver lidt flere. Så på den måde er det jo også lidt en test. Jeg skal skrabe lidt sammen, så jeg kan komme på et eller andet godt ‘Metaverse’ og sidde og småfilosofere i. Det er en mærkelig plan, som lyder helt uforståelig på skrift. Men det er det ikke.
Måske er jeg bare en NPC nu? Er der nogen derude, som spiller ‘Star Citizen’ eller ‘Elite Dangerous’ eller lignende? Kender jeg nogen? De fleste af jer ved ikke hvad jeg taler om. Men i visse computerspil, især dem med ‘åbne verdener’ hvor man kan gå rundt og beundre modelleringen, 3d grafikken og kan ‘nedsænke’ sig i miljøet og næsten blive ‘immersed’ – altså omsluttet og miste fornemmelsen af, at man ‘kigger på’ men derimod har fornemmelsen af at ‘være’ i spillet. I disse spil findes der et begreb; NPC. Det er de figurer, som nærmest færdes som zombier – som computerspillets ‘AI’ har fyldt spillet med, så det virker mere levende og så man fx har nogle lette ofre at skyde, eller at vinde over i konkurrencer.
Jeg skriver alt det, fordi det føles som om vi er ved at blive reduceret til NPC’er her i den jordiske kødverden.
Der var en – svensk, tror jeg – filosof, bosat i London, som for en årrække tilbage introducerede en teori om, at vi allesammen simpelthen er en del af en simulation og at ‘nogle’ (aliens) har ‘lavet os’ som et spil. Han mente at kunne argumentere for, at det var overvejende sandsynligt. I mine øjne var det vist lidt som en teologisk diskussion iklædt ‘platons hule’ og ‘the matrix’ – agtigt.
Star Citizen
Det til side; Jeg har kigget lidt på ‘Star Citizen’. Det er ikke umuligt at jeg flytter ind. Jeg orker i hvert fald ikke ‘virkeligheden’ for tiden. Den deprimerer mig mere end jeg har villet være ved. Så måske dykker jeg ned i en ‘immersive’ fantasiverden i en periode. Det er i virkeligheden ikke godt for mig, men det er heller ikke godt for mig, at kigge på facebook, de store medier og så videre – som ikke gør andet, end at minde mig om, at jeg er blevet et gammelt røvhul, som stadig kan huske dengang man reelt havde et frit valg med nogle ting, hvor man ikke forventedes at være ‘velfungerende’ og artig og ikke blev nudget og presset til, at opføre sig præcis som alle de andre.
Det er ulideligt for mig, at skulle lægge øre og øjne til den måde man bliver præsenteret for andres forventninger til deres omgivelser; den selvfølgelighed hvormed mennesker projicerer deres egne værdier over på andre, og forventer at andre skal tilpasse sig og være tilpas – til lige netop deres forestillinger om hvad der er ‘pæn og rigtig’ opførsel, hvad der er de pæne og rigtige meninger og hvad der er den pæne og rigtige måde at udtrykke sine meninger på.
Overmoralisme
Og det er ikke bare myndighederne, regeringen og medierne der gør det. Det er gennemgående en ændring i vor tid: Vi har forvandlet vores fælles virkelighed til en meget mere moraliserende kultur. Ikke at der ikke altid har været moralisering. Men det har ikke altid været sådan, at det var alment accepteret og at der var en meget stor majoritet, som – uanset om de var enige om det konkrete, så i hvert fald var enige om, at der faktisk VAR noget, som var de rigtige meninger og den rigtige moral. Og ikke nok med at der er kommet sådan et meget stort flertal; der er et lige så stort flertal, som åbenlyst mener at man kan tillade sig, at straffe og hade på dem, der ikke lige vil eller mener det samme som flertallet.
Det er ulideligt for mig. Så jeg har i al praktisk forståelse – meldt mig ud. I hvert fald holder jeg en solid pause. For jeg orker ikke mere. I mellemtiden vil jeg så nok skyde nogle virtuelle aliens, handle lidt med fantasi-varer og kigge mig omkring i en falsk verden, som nogen har lavet. I en vis forstand adskiller disse spilverdener sig ikke væsentligt fra den virkelighed vi i stigende grad lever i. Så samtidig undrer det mig, at jeg kan holde det ud, når det er virtuelt. Men det er jo nok fordi ingen bilder sig ind, at det ikke er virtuelt. Måske skulle jeg bare melde mig ind i klubben, som tror vor virkelige verden er lige så virtuel?
Efter min mening må vi erkende, at Danmark begår terrorisme ved Nigeria og bryder med helt fundamentale menneskerettigheder.
Prøv at læse referatet fra retsmødet her i BTs artikel. For mig at se er det ret tydeligt, at Danmark intet havde at gøre dernede og at man har antaget en hel masse for, at få det til at stemme med ens forudfattede opfattelse af, at de her mennesker er pirater. Vi har ikke skyggen af bevis. Men vi er ligeglade. Det er jo kun afrikanere. Mennesker der går meget op i deres egne rettigheder – er fuldkommen ligeglade med andres rettigheder. Det er typisk.
Bortset fra, at anklagede som regel er fulde af løgn, så …Kan vi overhovedet godtgøre, at det var pirater? Selvfølgelig var de da bevæbnede. Og det er altså fuldkommen normalt, nede omkring Afrika, at man sejler rundt på den måde. Deres veje er ofte i ringere stand og farligere, så er man ved kysten kan det være en fordel. Jeg ved ikke i den konkrete sag.Men læser man artiklen her, så tyder meget på, at man ikke har den fjerneste skygge af en konkret sag mod manden.Man antager bare, at han er pirat. Og derfor mener man, at man har ret til at bruge våbenmagt mod båden og de mennesker, som er ombord. Og en anden ting: Når man skyder disse mennesker – er man så i krig eller er man politimand? Og hvilken retslig og juridisk ret har Danmark til, at bruge magt i det område?
Jeg ved godt, at man kan være følelsesmæssigt ramt og synes at de bare er nogle forbrydere allesammen nede i Afrika og de skal da bare skydes eller i hvert fald ikke til Danmark. Jeg tror faktisk ikke at manden er det fjerneste interesseret i at komme til Danmark. Jeg mangler i hvert fald at se hans motiv for, at sejle ud på havet i håb om at blive beskudt af et dansk skib og miste benet – så han kan komme til Danmark i modsætning til hans ‘kammerater’, der ikke mistede benet og derfor blev sat i søen igen med en madpakke.
Lad os et øjeblik overveje det helt konkret og principielle – og ikke lade os overvælde af, at det er en afrikaner, som vi tror er pirat. Hvad helvede har vi gang i?Jeg kan godt forstå, at andre lande ikke vil røre det med en ildtang.Man ser stort på menneskerettigheder, almindelige retsprincipper og ignorerer alt hvad der hedder individets beskyttelse – af hvilken grund? Fordi det skal se godt ud og fordi man ikke er i stand til at skelne mellem sine følelser og de rationelle almindelige principper, som burde styre enhver magtudøvelse.
Mit rant
I går var jeg lidt vred og skrev nedenstående ‘rant’:
“Jeg skal nok lade være med at bruge ‘n’ ordet, selvom det er fristende i ironisk distanceret vrede, at tillægge nogle beslutningstagere nogle forældede forestillinger.Det viser sig, at tre af de overlevende ‘anholdte’ sorte afrikanere nede fra havet ved Nigeria, skal ‘løslades’ i en gummibåd, med lidt mad og vand, så de selv kan sejle ind til kysten.Hvad fanden i helvede er det for en gang racistisk lort den danske regering har gang i?Hvis de tre af de ‘anholdte’ (Danmark har intet internationalt mandat og ingen som helst krav på, at kunne føre justits dernede) skal løslades igen, hvad skulle de dræbte (myrdede) mørke mennesker så have været?’Jamen de satte sig til modværge’ … ja godmorgen. De blev skudt, blev de! Og danskerne skød først.’Jamen det var varselsskud’ … ja godmorgen. Hvem fanden kan kende forskel i kampens hede? Og var det ikke også bare varselsskud de besvarede ilden med?’Jamen det var pirater’ … ja godmorgen. Åbenbart ikke mere end, at man må løslade dem igen.’Jamen det var for at beskytte skibstrafikken’ … ja godmorgen. Der var ingen danske skibe i nærheden. Jamen der var andre …Og så videre.Gad vide hvordan man ville reagere, hvis en nigeriansk fregat opbragte Norgesfærgen i internationalt farvand og skød en håndfuld danskere – med en eller anden begrundelse, sænkede færgen, holdt resten fanget i en måneds tid og derefter satte dem i gummibåde, med lidt mad og vand ‘så de kan nå kysten selv’?Jeg får med ferlen her på facebook, når jeg skriver et ord, som kan forveksles med et andet ord, som man ikke må skrive fordi man så er racist. Men jeg er så ikke mere racist end, at jeg mener at selv sådanne mørke afrikanere må nyde noget retssikkerhed og nogle menneskerettigheder. Men andre – herunder den danske regering – har andre opfattelser.Det er sgu underligt.De tror sgu nok, at man stadig bor i lerhytter og danser barfodet til trommelyd med en kyllingeknogle igennem næsen – dernede i Afrika. Dette er et rant, skrevet på facebook – fordi jeg ikke har forberedt det og ikke gider gøre noget ud af det.Ikke om jeg fatter, at vi vil være os selv bekendt, når vi kan lade vores regering ‘lede’ landet på den måde.’Jamen hvad skal vi så gøre? Ellers kan vi jo ikke …’ – ja godmorgen. Den undskyldning kan man ALTID komme med, når det er mere bekvemt, at se bort fra helt fundamentale menneskerettigheder, så man kan få et pænt og ordentlig verdenssamfund. Problemet er, at man ødelægger det pæne og ordentlige – for at opnå det. Og så er man bare selv forbryderen og man har ødelagt det man ville redde.Som molboerne på jagt efter storken i marken.Har nogen styr på hvem det er man har myrdet – med regeringens velsignelse – dernede ved den afrikanske kyst?Eller er vi også bare ligeglade med det?”
Andres rettigheder er ligegyldige
Jeg mener Danmark begår et terrorangreb, når vi gør sådan her. Vi har valgt at retfærdiggøre os selv. Men formålet med at skyde piraterne er, at skræmme de andre. Vi er lidt ligeglade med om det virkelig ER pirater. Vi vælger bare at TRO det er pirater. De havde ikke angrebet nogen. Det eneste der skete var, at de skød igen. Det er fuldkommen indlysende at de skyder igen, eftersom der ikke er samme trygge politistat dernede, som der er her i landet. Men det kan mennesker ikke indse. De tror, at det er et tegn på, at det er forbrydere. Intet kunne være mere forkert. Selv hvis det viser sig, at det faktisk VAR pirater, så har Danmark åbenlyst brudt med alle de fine principper, som mange ellers går så højt op i. Danmark har absolut INTET at gøre med, at holde justits dér. Der er ingen international enighed og det falder langt udenfor grænsen. Hverken danske eller andre landes myndigheder kan tillade sig, at gøre sådan her. Vi ved godt de gør det. Og hvis vi ‘holder med’ de relevante lande og deres myndigheder, så siger vi ikke noget, for vi er vrede på ‘forbryderne’ og vi har ikke tid til, at give dem den retslige beskyttelse, som man ellers giver mennesker. Ja, man kan være vred. Og man kan synes at de pirater skal bare have en kugle i nakken. Men så kan man ikke påberåbe sig, at man går op i retsprincipper og menneskerettigheder. Med mindre selvfølgelig det har noget med hudfarven at gøre. Og så er vi ovre i en helt anden diskussion.
Måske er de ikke alle selv klar over det. Måske de simpelthen ikke tænker på det. Måske de bare accepterer, at sådan er det altså?
Men det ér altså ret råddent. Eller i hvert fald ikke så smukt, som man plejer at fejre det den femte juni, når vi bærer vores emblematiske pseudo-konstitution frem til skue og hylder noget, som vi har forvekslet med et demokrati.
Ikke at det ikke er lidt smukt og lidt godt og lidt ligner noget, som godt – sådan administrativt – kunne forveksles med et egentligt folkestyre. Det kan det da godt. Og det kan da fungere, når det ikke lige kommer under pres og ikke lige kommer i kløerne på de klumsige og komatose.
Jeg blev opmærksom på det igen i denne uge. Da Heunicke, den sympatisk smilende mefisto, slesk fik sagt til den servile formiddagspresse – at hans noter er til ham selv; ‘det er privat’ sagde han. Noter om hans embedsførelse vel at mærke. Her mærker man en sprække. En revne i fundamentet for forvaltningen af vores land. For der er nok en ‘forretningsorden’ i Folketingssalen, så mænd ikke må gå med shorts, men der er ikke nogen krav om, at man dokumenterer hvad der foregår i møderne og forhandlingerne, som lever op til moderne ledelseskrav. Det er ikke sådan, at man har specielt formaliserede krav om klare beslutningsreferater. Det er ikke sådan, at de medier – papir, telefon, saks, sms, e-mail, brev, snapchat, tik-tok eller hvad fanden i helvede disse umodne børn nu måtte finde for godt, at befinde sig i, på, med og ‘connected to’, når de intrigerer og konspirerer om hvordan de nu skal få gennemført deres snildt udtænkte planer om at udmanøvrere de øvrige spillere, som leger politik. Ingen krav. Selv i en slikbutik skriver man mødereferater, når ledelsen skal lægge plan for indkøb af skumfiduser. Men politikernes fiduser kan skumme i stilhed og al ubemærkethed. For det er amatører. Men de har taleskrivere. Så de er ikke helt fortabt d. 5. juni. De har ansat nogle journalister, kommunikationsfolk, retorikere – som kan trylle med ordene og sproget og få en hest til at ligne en pingvin. Så de er på den sikre side. Intet betyder noget egentligt. Det er kun opfattelsen der betyder noget. Og så at vinde forhandlingerne. Som man ikke engang behøver at dokumentere. For man er amatører og børn.
Folketinget forhandler. Vi ved det jo godt. Vi ved godt, at det ikke er godt. Vi ved godt, at det er en børnehave. Men vi vil helst ikke høre det. Så vi hører ikke efter. Og så er det godt, Der var lige en af politikerne – jeg siger ikke hvem og lad være med at gætte i kommentarerne – som kom til at skrive et indlæg om hvordan det foregår og hvordan man faktisk generer hinanden og saboterer hinandens politik. Indlægget forsvandt hurtigt igen. Det er ikke noget man taler højt om. Men ‘alle ved det’. Og vi gør ikke noget ved det. Råddenskaben er en indbygget del af systemet.
Vi hører det hele tiden. Det med, at politik er skridtet før krig. At politik er ‘det muliges kunst’ er meget muligt. Men det er så meget mere. Det er også helt umuligt, ikke at blive lidt chokeret, når man ser hvad der faktisk foregår bag kulisserne og hvad der handles af i bagdøren. Hvad der tages med til de politiske forhandlinger og hvad formålet med mange forslag faktisk er. Det er i meget høj grad de politisk opdragne, der er flasket op med alle de små julelege, som de har lært i de politiske ungdomsorganisationer, som tegner den børnehave, som det politiske parnas også er. Jeg har en mistanke om, at det er kombinationen af pubertetsunger, som ser op til de 30-40 årige succesrige politikere, der i al deres narcissistiske småsociopatiske selvoptagethed knap nok selv har forladt puberteten, der skaber en giftig relation, hvor ‘de drevne’ lader sig friste til, at afsløre alle de grimmeste små tricks i ærmerne, når de skal gøre indtryk på de helt unge. For hvem vil ikke – i den alder – blive fristet til, at være forbillede? Og hvem vil ikke glemme, at man har et ansvar for, ikke at lede de unge med den bløde hud i fristelse? Og hvem vil ikke gerne vise hvor smart man kan småmanipulere og snyde de politiske modstandere – som jo i nogen grad opfattes som ‘fjenden’, når man er holdspiller på lilleputternes polariserende politikerlegeplads? Og så kommer man til at smile skævt og vidende og lidt hemmeligt og indviet og fortælle de unge håbefulde om, hvordan man ikke skal præsentere det man vil opnå, men fx skal bringe noget helt umuligt med til forhandlingerne, så man senere kan præsentere ‘det svære’ – og få det gennemført, fordi man har udtrættet modparten, som så en sen nattetime alligevel siger ja til det, som de havde forsvoret nogensinde at sige ja til. Og så kommer man til at grine indspist, når de unge er behørigt imponerede. Og jeg ved godt, at man så nok ikke længere kan høste lidt frisk ungt kørvel i baren senere på aftenen, når det officielle program på kurset er forbi og man skal til det egentlige. Men man har jo lov at håbe og drømme.
Politik er beskidt. Det ved vi alle. Politik består i, at bruge alle trickene til, at opnå det man vil. Men efterhånden er det blevet til, at ingen rigtig vil noget. Ikke noget væsentligt i hvert fald. De ‘vil magten’ og de vil sidde på den. De vil allesammen det samme: De vil ‘vinde’ i forhandlingerne og de vil ‘få gennemført’ en hel masse. Så de forhandler og laver love. Mange love. De vinder og taber og de håner og peger fingre ad dem de snød. I hvert fald i det skjulte og det ‘private’ hvor hverken medier eller offentlighed får lov at kigge direkte ind. I hvert fald dér. Der hvor det betyder noget for ens forfængelighed. De går rundt og laver intriger og julelege og små afledende manøvrer, som tjener deres egne formål – og ikke befolkningens interesser. For i nogen grad er politik blevet koblet af virkeligheden. Det der styrer det politiske er ikke ideologier eller forskellige forestillinger om hvordan ‘systemet’ skal være. For alle er enige – og det handler kun om graden af en velvoksen stat, et højt skattetryk og masser af central styring, som skal sikre en langsigtet stabilitet og en god økonomi. For den gode økonomi er uantastelig, når alle de væsentlige politikere har en uddannelse i offentlig administration og økonomi. Det er selve grundlaget for alt. Også hvis det betyder, at alt lægges i langsigtede forlig, som ingen kan bryde – og man derfor faktisk kun kan beslutte småting, der så skal blæses op til det helt store, så man stadig kan bilde befolkningen ind, at den er med til at beslutte hvordan landet skal se ud.
Nå. Nok rant for denne gang. Jeg fortsætter snart, for jeg kan jo ikke lade være. Der er brug for at få det sagt. Der er brug for at sige noget om hvordan råddenskaben fungerer og hvordan den får det til at se ud som om den ikke er rådden. Og hvordan mediernes egeninteresse kolliderer med deres ‘officielle’ rolle som samfundets vagthund. Men det må blive en anden gang.
2021 sluttede lidt kedeligt for mit vedkommende – hvad angår de sociale medier. Jeg blev smidt af facebook. Så nu flytter jeg.
Lige i begyndelsen af december blev jeg endnu en gang gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt det er, at overlade sikkerheden for, at man kan komme af med sin galde – til de store sociale medier. Denne gang var det lidt mere alvor. Hvis jeg ikke havde fattet det inden, så fattede jeg det lige her på den anden side af nytår, hvor jeg blev mødt med en lakonisk meddelelse om, at facebook ‘midlertidig’ ikke ville lade mig poste noget. Ikke et ord om hvorfor eller hvornår jeg eventuelt ville få lov igen. Bare helt køligt og arbitrært; lige nu må du ikke åbne munden hos os! Ja, OK. Det har de jo lov til. Og jeg må finde min løsning.
Det er lidt patetisk, det indrømmer jeg, at jeg har ladet andre blive fanget af facebooks og twitters næsten tilfældige nidkærhed overfor deres kunders måder at udtrykke sig på, uden egentlig at have taget konsekvensen selv. Jeg forsøgte at bruge VK og MeWe og flere andre steder i stedet for. Jeg overvejede at vende tilbage til twitter og bare skrive kort. Men jeg kan ikke bare skrive kort. Og jeg gider ikke sidde i et så lille ekkokammer, som MeWe er for mig.
Så for skriverier og navlepilleri var der nok kun én mulighed tilbage, som jeg før havde forsøgt mig med – uden at have held og stamina til, at fastholde: mit eget domæne – langemark.com. Det vil sige at langemark.com afløser delvis facebook fremover. Før de store sociale medier kom frem, var jeg jo aktiv på mailinglister, i newsgroups og på bestemte websites med små lokale communities – som kommunikationsforum, fx. Og jeg havde en ‘hjemmeside’ på langemark.com , som i årevis rummede en såkaldt ‘blog’, hvorfra jeg skrev mine kommentarer – i en periode især om informationsarkitektur og user-experience. Og så om politik, da det blev meget voldsomt med irakkrige og den slags. Men da facebook kom frem var jeg på. Jeg var altid på ‘det nyeste’ fordi jeg skulle holde mig opdateret, så jeg kunne rådgive mine kunder. Og facebook var ‘godt’. Det voksede og blev stort og jeg fik mange ‘følgere’ og ‘venner’ og det blev en væsentlig del af mit sociale liv. Og så forlod jeg livet som konsulent i digitale medier – og blev pennedrejer og solgte mine penne igennem facebook i meget høj grad. Det var en fantastisk oplevelse og gav mange gode relationer.
Så opdagede jeg at jeg var blevet syg med cancer – og at det var en del af grunden til, at jeg ikke rigtig kunne følge med i tempoet i den branche jeg havde forladt. Nu kunne jeg sgu ikke engang følge med i mit eget tempo i drejeværkstedet. Sygdommen afslørede en stærk side ved facebook. Jeg havde venner på facebook, som kunne hjælpe mig. Og de følgende år – igennem 2016, 2017 og 2018 fik jeg skrevet et par bøger – som ret beset var ‘høstet’ af en stor del af det jeg havde skrevet på facebook. facebook var blevet kilden til en stor del af den beskedne indtægt jeg kunne opretholde. Så jeg var meget tøvende med, at forlade dette had-kærlighedsforhold. Det var nemlig blevet anstrengt. Jeg måtte ikke længere bruge en del af de ord jeg brugte. Jeg måtte ikke længere skrive om de ting der optog mig. Jeg kunne også se, at det var endnu værre for mange af mine facebookkontakter, som blev smidt ud og for nogles vedkommende blev permanent ‘banned’ af facebook.
Der var sket en udvikling, som jeg kunne iagttage og kunne beskrive og som jeg ikke var glad for. Men jeg blev hængende fordi jeg følte, at jeg havde brug for facebook. Jeg havde brug for det, som – efterhånden som konsekvenserne af min sygdom satte sig igennem – var blevet en stor del af mit sociale liv. Jeg havde brug for at føle, at jeg havde et netværk. Jeg havde jo faktisk fundet ud af, at på trods af mine ‘quirks’ som givetvis udiagnosticeret autist med flere diagnosemuligheder, så var der folk som satte pris på mig og på mine mærkværdigheder og mine skriverier om dette og hint og min nærmest tvangs-afvigende adfærd i form af mit skæve perspektiv på verden og livet.
Og så havde jeg brug for, at tro på, at jeg også fremover ville kunne sælge lidt ydelser – i form af redigering, skrivning, pennefremstilling, rådgivning og måske endda velsignelser fra Sofashamanens side. Jeg har stadig brug for disse ting. Men jeg har også brug for, at have styr på hvad jeg må skrive og ikke må skrive. Så jeg kan ikke lægge mine skriverier ud på facebook – så frit som jeg gerne ville kunne. Og derfor har jeg genoplivet Langemark.com, som har ligget stille fordi jeg ikke magtede at vedligeholde alt det digitale indhold, selvom jeg syntes, at jeg skrev nogle gode ting. Hvordan domænet vil blive udnyttet fremover ligger endnu ikke fast. Nu har jeg skrevet en blogpost. Det er en begyndelse. En ny begyndelse – igen igen.
Jeg satser på at 2022 bliver året hvor, jeg genopliver min tyve år gamle vane med, at skrive på mit eget site. Og så håber jeg, at jeg kan gøre det på en måde, så jeg kan lokke flere af jer til at læse med. Jeg ved at det bliver op ad bakke og besværligt. Men jeg må finde en måde.
Jeg er ved at lære mig at bruge 3d programmet Blender.
Langemark.com afløser delvis facebook og i nogen grad twitter. Min gamle blog bliver genoplivet.
Facebook vil fremover primært blive brugt til at linke til det længere indhold – sikkert med en pæn kort beskrivelse af dette indhold. Der ud over bliver det ‘kattebilleder’ – forstået som lidt sjov og lidt pennesalg og den slags.
Der ud over kan jeg meddele at julen gik fint, at nytåret også blev klaret, at jeg er ved nogenlunde godt mod og at facebook ikke vil få mig helt ned med nakken – heller ikke selvom de skulle beslutte, at jeg slet ikke må være med her længere. Jeg tog mig tid til, at komme i gang med 3d programmet Blender, som jeg har særlige planer med.
Men altså: Langemark.com afløser delvis facebook. Sådan må det være fremover. Jeg tager kontrol med mit indhold.
